Mette Frederiksen eller Morten Messerschmidt? Valgets stemmesluger afhænger af beregningsmetode

Indsigt 26. mar 2026  -  3 min læsetid
Tjekdet
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
  • Med knap 51.000 personlige stemmer blev Morten Messerschmidt valgets helt store stemmesluger.

  • Men der er forskel på, hvor mange der har mulighed for at stemme på en politiker fra kreds til kreds.

  • Ifølge forskere er det derfor relevant også at se på, hvor stor en andel af stemmerne, kandidaterne hver især har fået.

  • TjekDet er derfor dykket ned i tallene, og så ser listen helt anderledes ud.

50.819.

Så mange danskere satte kryds ved Danske Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, da Danmark var til valg tidligere på ugen.

Dermed er han valgets største stemmesluger. Afstanden ned til Mette Frederiksen, der får anden flest stemmer, er på knap 10.000 stemmer.

På tredjepladsen er Alex Vanopslagh med 38.500 stemmer og fjerdepladsen går til Lars Løkke Rasmussen med 34.500 stemmer.

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Hvad man sjældent kan læse ud fra de tal, er, at de forskellige politikere er opstillet i forskellige storkredse. Det betyder også, at det er forskelligt, hvor mange danskere der har mulighed for at stemme på dem.

Den mindste storkreds er Bornholms Storkreds, hvor knap 30.000 kan stemme. Den største er Sjællands Storkreds, hvor netop Morten Messerschmidt - og Lars Løkke Rasmussen i øvrigt - stillede op. Her havde knap 640.000 danskere mulighed for at stemme. I Nordjyllands Storkreds, hvor Mette Frederiksen stillede op, er tallet 446.000. Det er 194.000 færre potentielle personlige stemmer.

 

Derfor er TjekDet dykket med i tallene for at finde svar på, hvilke politikere der fik størst andel af stemmerne i hver storkreds.

Ifølge Kasper Møller Hansen, der er valgforsker og professor i statskundskab ved Københavns Universitet, er det ene tal ikke nødvendigvis bedre end det andet, men:

“Det sætter tingene i et bredere perspektiv at se på stemmeandele, frem for bare at se på det absolutte tal. Men det absolutte tal er også vigtigt, fordi det har betydning for, hvor de er placeret i storkredsen. Så jeg synes egentlig, at vi har brug for begge tal,” siger Kasper Møller Hansen.

Når man udregner den enkelte politikers stemmeandel ud fra det totalt afgivne stemmer i den pågældende storkreds, er det ikke længere Morten Messerschmidt, der er øverst.

 

Som det fremgår af tabellen, bytter Morten Messerschmidt og Mette Frederiksen altså plads på ranglisten. Mette Frederiksen fik 11,4 procent af de afgivne stemmer i Nordjyllands Storkreds, hvor Morten Messerschmidt fik 9,7 procent af stemmerne i Sjællands Storkreds.

“Hvis man stiller op i et tyndt befolket område, så er det næsten givet, at man ikke kan få lige så mange stemmer, som hvis man stiller op i et mere befolket område. Så jeg synes, det er fuldstændig rigtigt at justere for det,” fortæller Troels Bøggild, lektor på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet

Lektorens pointe bliver tydelig, hvis man ser på politikere, der er opstillet i Bornholms Storkreds, hvor der som nævnt kun er knap 30.000 stemmeberettigede. Her var miljøminister Lea Wermelin (S) opstillet, og hun ville aldrig kunne nå op på lige så høje tal - selv hvis samtlige bornholmere, der havde mulighed for at stemme på hende, stemte på hende.

I tabellen ovenfor er Bornholms Storkreds ikke inkluderet, netop fordi den skiller sig ud fra de andre storkredse med sine kun 30.000 stemmeberettigede borgere. Den næstmindste er Nordsjællands Storkreds, hvor 347.000 danskere kunne stemme.

Tjekdet
Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, er udråbt til valgkampens helt store stemmesluger og hans parti til et af valgkampens største vinderpartier, efter partiet opnåede massiv fremgang siden seneste folketingsvalg i 2022. Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Hvis man inkluderer Bornholms Storkreds ville netop Lea Wermelin indtage førstepladsen med 16,2 procent af de afgivne stemmer. Andenpladsen ville såmænd også gå til en Bornholmsk opstillet kandidat, nemlig Venstres Peter Juel-Jensen, der fik 12,7 procent af bornholmernes stemmer.

Ifølge Kasper Møller Hansen er det ikke tilfældigt, hvilken storkreds politikerne stiller op i.

“Morten Messerschmidt er flyttet til Sjællands Storkreds. Det her med at flytte til den største kreds, hvor han kan få mest valuta for sin kæmpe effekt, det har vi også set, at Lars Løkke og andre har gjort tidligere,” siger han.

Til folketingsvalget 2022 stillede Morten Messerschmidt op i Københavns Omegns Storkreds. Lars Løkke Rasmussen har tidligere stillet op, da han var medlem af Venstre i blandt andet Nordsjællands Storkreds, ligesom Mette Frederiksen tidligere har været opstillet i Københavns Omegns Storkreds.

Opdateret 26. mar 2026