Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Ny organisation samler europæiske faktatjekmedier i journalistisk netværk

Indsigt 10. nov 2022  -  3 min læsetid
Tjekdet
Et nyt netværk af faktatjekmedier i Europa skal blandt andet sikre kvaliteten af journalistiske faktatjek og skabe rammer for samarbejde. Foto: Garry Killian/Shutterstock
  • Europa har fået sin egen organisation for faktatjekmedier

  • Målet er at give medierne journalistisk og organisatorisk opbakning

  • Blandt netværkets initiativer er et stramt kodeks med standarder for, hvordan faktatjekmedierne sikrer troværdighed, høj journalistisk kvalitet, fairness og transparens

Europa har fået sin egen organisation og netværk for faktatjekkere. Den er døbt European Fact-Checking Standards Network (EFCSN) og skal fokusere på specifikke problemstillinger for de europæiske faktatjekmedier.

Men først og fremmest skal organisationen sikre en høj journalistisk kvalitet blandt faktatjekmedierne. Det sker ved, at de enkelte medier forpligter sig til at overholde et kodeks, der skal sikre den journalistiske metode, troværdighed, etik, fairness og transparens i både journalistikken og organisationen. 

Organisationerne vil løbende blive evalueret af det nye europæiske netværk af faktatjekmedier, EFCSN, hvorvidt de lever op til kravene til journalistisk arbejdsproces, faglighed, upartiskhed og økonomisk gennemsigtighed. Gør de ikke det, ryger de ud i kulden.

Kodekset er resultatet af måneders research, undersøgelser, debatter og diskussioner blandt europæiske faktatjekkere, forskere og andre eksperter på området. 

EFCSN skal også ses som et netværk, hvor faktatjekmedierne kan dele og trække på hinandens viden og dermed styrke kerneopgaven at bidrage til, at falske påstande og fabrikerede historier ikke kommer til at undergrave en af demokratiets bærende funktioner, som handler om frie valg på et oplyst grundlag. 

Ny bestyrelse netop sammensat

EFCSN har netop valgt sin bestyrelse, der blandt andet har selskab af TjekDets chefredaktør, Thomas Hedin.

”Vi er op mod 50 europæiske faktatjekmedier, der bakker op om det nye kodeks. EFCSN giver os gode muligheder for samarbejde, hjælpe hinanden med research og diskutere de problemer og løsninger, vi hver især oplever i hverdagen. Når jeg gennem netværket får indgående kendskab til de andre medier og ved, at de også har forpligtet sig til at opfylde det samme kodeks, så giver det et rigtigt godt grundlag for tætte og troværdige relationer, der kan styrke vores mission om at korrigere og nuancere påstande, der florerer i den offentlige demokratiske debat,” siger han.

Bestyrelsen består i første omgang af 11 medlemmer, der i de kommende to år skal løbe organisationen i gang. Og bestyrelsen afspejler medlemmerne, idet den er sammensat af faktatjekkere fra flere europæiske lande. 

”Jeg har de seneste måneder deltaget i forarbejdet med at skabe organisationen, og det er tydeligt, at vi og kollegerne rundt om i Europa oplever de samme udfordringer, hvor vi tydeligvis kan lære af hinanden. Det er både af journalistisk, politisk og organisatorisk karakter. Derfor er det også en fordel, at bestyrelsen geografisk er forskelligt sammensat, så organisationen bliver skruet sammen på en måde, der kommer alle til gavn,” siger Thomas Hedin.

Giver medlemmerne mere styrke

Blandt udfordringerne kan for eksempel være chikane mod faktatjekkere, hjælp til at afdække falske faktatjekmedier, der i virkeligheden spreder propaganda, repræsentere faktatjekkere overfor myndigheder eller ganske simpelt hjælpe hinanden videre, hvis en journalist er kørt fast i researchen til et faktatjek, der kan have relation til et andet land.

”EFCSN vil give TjekDet flere muligheder for at handle hurtigt. For eksempel er jeg allerede blevet tippet om en falsk påstand, der blandt andet omhandler Danmark og har vakt opmærksomhed i udlandet. Her har vi kunnet hjælpe med researchen, fordi vi har et bredt kildenetværk til forskere og ved, hvor vores udenlandske kolleger kan hente troværdig dokumentation. Tilsvarende kan vi med samarbejdet i fremtiden forhåbentlig langt hurtigere finde frem til en relevant myndighed eller ekspert i for eksempel et sydeuropæisk land,” siger Thomas Hedin.

Det er også den nye organisations opgave at repræsentere faktatjekmedierne overfor magtfulde aktører. Og det er faktisk en ekstrem vigtig opgave.

”Det giver næsten sig selv, at det som lille medie er svært at spille med musklerne overfor eksempelvis techgiganterne eller myndigheder, der er svære at få i dialog eller måske ligefrem modarbejder indsatsen mod misinformation. Det sidste er især et problem i de mere demokratisk udfordrede lande, hvor vi ser flere eksempler på, faktatjekmedierne kommer under pres. Men ved at indgå i EFCSN-fællesskabet står medierne langt stærkere,” konstaterer Thomas Hedin.

EFCSN præsenterer sin bestyrelse og fortæller om det kommende arbejde ved en konference i Bruxelles i næste uge.
 

Opdateret 10. nov 2022