Regeringen er gået af, så hvem bestemmer i Danmark?
-
Regeringen af gået af, og der er ikke dannet en ny.
-
Men hvem styrer så egentlig Danmark lige nu? Og hvem sender vi, hvis der opstår en pludselig krisesituation vedrørende Trumps sultne øjne på Grønland?
-
Det svarer to eksperter på i artiklen. Og bare rolig, Danmark er ikke helt handlingslammede, selv om vi ingen regering har.
Mette Frederiksen (S) har til formiddag meddelt Kong Frederik 10. SVM-regeringens afgang, og der skal dermed dannes en ny.
I 2022 tog det rekordlange seks uger at danne en regering, og der er ingen garanti for, at det ikke også denne gang vil trække ud.
Men hvem styrer så Danmark, når én regering er gået af, og der ikke er dannet en ny? Og hvem sender vi, hvis der opstår en pludselig krisesituation vedrørende Trumps sultne øjne på Grønland?
De spørgsmål har TjekDet stillet to eksperter, der har den parlamentariske viden på plads.
Svaret findes i Grundloven, der bestemmer, at regeringen og dens embedsværk forvandles til et såkaldt forretningsministerium, indtil en ny er dannet.
Men hvad er det egentlig?
En vigtig forskel
Selv om Danmark står uden egentlig regering, så er det vigtigt, at forretningen Danmark fortsat kører videre. Kommunerne og regionerne skal eksempelvis have udbetalt penge månedligt, hvilket skal godkendes af en minister.
Det fortsætter den relevante minister med at godkende, selv om regeringen altså har skiftet navn fra regering til forretningsministierium, fortæller Peter Nedergaard, professor i statskundskab ved Københavns Universitet.
“Men det kører så at sige på de præmisser, som der er besluttet, før regeringen gik af. Man kan ikke følge en ny retning og lave nye afgørelser, som peger i en ny retning. Man følger den procedure, der er,” siger han.
Han suppleres af Helene Helboe Pedersen, professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.
“De kan ikke længere fremsætte lovforslag eller tage initiativer til forandringer, hvilket ellers er en regerings særlige privilegium. Som forretningsministerium skal de implementere frem for at forandre. De skal så at sige drifte maskineriet,” siger hun.
Det betyder, at forretningsministeriet - der også kaldes en overgangsregering - skal følge den plan, der er lagt.
“Man følger bare tingene til dørs, ligesom man holder igen med at udtale sig om politiske emner,” lyder det fra Peter Nedergaard.
Som nævnt udbetales pengene fortsat til kommunerne - efter planen - men skulle en kommune ende i en krisesituation, hvor en minister normalt selv kunne gøre noget særskilt for at afhjælpe, så vil det ikke være tilfældet i den situation, Danmark er i lige nu med forretningsministeriet.
“Så bliver man nødt til at vente, til der sidder en ny minister,” fortæller Peter Nedergaard.
Alvorlig krise
Begrænser krisesituationen sig ikke til en enkelt kommune, der er kommet i klemme, men i stedet noget i større skala som rigets sikkerhed, er det ikke sådan, at Danmark er helt handlingslammede.
Helene Helboe Pedersen forklarer, at et forretningsministerium generelt har mandat til at håndtere akutte kriser.
Lad os tage et eksempel: USA truer Grønland - og dermed Kongeriget Danmark - med invasion.
“Det må regnes som en akut krise. De involverede ministerier - i dette tilfælde Forsvarsministeriet, Udenrigsministeriet og nok også Statsministeriet - kan så gøre brug af dette mandat,” siger Helene Helboe Pedersen.
Peter Nedergaard tilføjer, at man i den konkrete sag ville indkalde partilederne eller udenrigspolitisk nævn og få et mandat til at gå videre, fordi situationen er så alvorlig, at Danmark bliver nødt til at reagere.
I praksis ville man altså i den situation blive enige om, at det er en god idé at lade - sandsynligvis - udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen handle på vegne af Danmark, på trods af at regeringen er forvandlet til et forretningsministerium, hvor manøvrerummet normalt er begrænset til at følge standardprocedure.
“Men man skal virkelig være opmærksom på at få sikret sig, at der er parlamentarisk dækning i form af bred opbakning fra politikerne til det, man gør,” siger Peter Nedergaard.
Helene Helboe Pedersen forklarer, at selve embedsapparatet i ministerierne som sådan fortsætter arbejdet ufortrødent. Forskellen er, at de nu ikke har en politisk udnævnt minister, hvilket betyder, at den del af embedsværkets arbejder, der handler om at hjælpe ministeren med at fremme sit program, også ophører.
