Afsløring: Netværk står bag svindel med danske festivaler

Svindel 5. jun 2026  -  5 min læsetid
Tjekdet
TjekDet har fundet mindst 20 hjemmesider, der ligner og udgiver sig for at være Grøn Koncert, Smukfest, Jelling Musikfestival, Tinderbox, United Ticket og Musik i Lejet. Bag dem står tilsyneladende et netværk af danskere. Men skindet bedrager, for meget tyder på, at de i virkeligheden er sårbare borgere, der udnyttes af bagmænd. Foto: Nathalie Damgaard Frisch (grafik)
  • Svindel med festivalbilletter florerer i stor stil, og flere danske festivaler har på det seneste været hårdt ramt. 

  • Ofrene er danskere, som ønsker at sikre sig billetter på en sikker måde, men som mister alle deres penge.

  • TjekDet har identificeret et helt netværk af falske og veludførte festivalsider, der ligner de ægte til forveksling, men som er designet til at franarre penge.

  • TjekDet har identificeret en række personer, som står bag de falske hjemmesider, men flere viser sig at være sårbare borgere, som tilsyneladende bliver udnyttet af kriminelle som stråmænd.

Festivalsæsonen er i gang og efterspørgslen på billetter er stor.

I øjeblikket bliver mange danskere svindlet, når de forsøger at købe billetter til ellers udsolgte festivaler. Typisk starter svindlen på Facebook, hvor private køber og sælger billetter gennem forskellige grupper.

TjekDet har tidligere beskrevet svindel med billetter til årets Smukfest, der måtte se deres hjemmeside kopieret og udnyttet til at franarre penge fra danskere.

Nu viser det sig, at Smukfest-svindlen langt fra står alene, men indgår i et større netværk af falske koncert- og festivalsider, der kan forbindes til hinanden og til en række danskere, som tilsyneladende står bag. Vi har fundet mindst 20 hjemmesider, der ligner og udgiver sig for at være Grøn Koncert, Smukfest, Jelling Musikfestival, Tinderbox, United Ticket og Musik i Lejet.

TjekDet har identificeret i hvert fald fem danskere bag netværket. Men selv om vi kan sætte de fem danskere i forbindelse med svindlen, tyder det på, at skinnet bedrager. Flere af dem viser sig at være sårbare borgere, og alt tyder på, at de bliver udnyttet af kriminelle, som misbruger borgernes identitet til at oprette falske hjemmesider og CVR-registrerede virksomheder.

TjekDet har talt med en af disse borgere.    

Vi har mødt ham på et bosted i Københavnsområdet. Personen er misbruger og fortæller, hvordan gæld til kriminelle førte til svindel i vedkommendes navn.

Et netværk af billetsvindel

Vores research starter med svindelen med Smukfest-billetter. Her har svindlere oprettet en falsk Smukfest-hjemmeside. Håbefulde købere bliver lokket ind på hjemmesiden af  facebookbrugere, der påstår at ville sælge billetter.

For at få det til at fremstå troværdigt, har svindlerne kopieret Smukfests særlige overdragelsesfunktion, hvor private kan overføre eller sælge billetter til hinanden på sikker vis. I virkeligheden bliver købernes penge stjålet, og de står tomhændede tilbage.

Bag hjemmesiden står registreret en ung mand. Da TjekDet kontakter ham, nægter han at have noget med hjemmesiden at gøre. Han påstår, at han selv er blevet svindlet, og at han vil sende dokumentation for det. Samme unge mands oplysninger går igen ved en kopi af Jelling Musikfestival og ved en nyligt oprettet virksomhed.

Efter TjekDets henvendelse bliver hjemmesidernes oplysninger - eller rettere domænernes registrantoplysninger - ændret, så et andet navn pludselig fremgår.

På trods af gentagne forsøg og aftale om at tales ved, har vi ikke kunnet komme i kontakt med den unge mand igen.

  

Navnet, der nu er tilknyttet de samme falske hjemmesider, tilhører en anden ung mand. Han kan kobles til en virksomhed, der kun eksisterede i mindre end en måned sidste år. Hans navn og e-mailadresse fremgik i en kort periode nederst på siden af den falske Jelling-kopi, hvor hans adresse også fremgik.

Adressen var Islevhusvej 61, Brønshøj. På adressen ligger Forsorgshjemmet Absalon.

Absalons målgruppe er “hjemløse mænd i alderen 25-67”, og manden har tidligere haft adresse på forsorgshjemmet, men bor nu på en anden adresse i Københavnsområdet. Vi har ikke kunnet komme i kontakt med ham.  

Gennem vores research finder vi flere falske og overbevisende hjemmesider, hvor både indhold og domænenavne imiterer danske festivaler og billetudbydere - mindst 20 af slagsen. Alle hjemmesider følger samme mønster, og pengene havner tilsyneladende de samme steder, ligesom hjemmesiderne er forbundne på kryds og tværs, selvom de har forskellige navne tilknyttet.

Foruden de to unge mænd, kan vi knytte yderligere tre personer til netværket af falske sider.

Den ene har også en nyligt oprettet virksomhed knyttet til sit navn ud over falske Smukfest- og Grøn Koncert-hjemmesider. Den anden står registreret i forbindelse med kopier af Jelling Musikfestival, Grøn Koncert, Tinderbox, United Tickets og mindst een hjemmeside, der bruges til svindel med lejlighedsudlejning.

TjekDets research tyder på, at der også her kan være tale om sårbare borgere. Det lykkes os at komme i kontakt med den tredje af dem.

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Gæld førte til identitetstyveri   

En mand står opført som registrant for to falske hjemmesider, der imiterer United Tickets og Smukfest. Ud over mandens navn fremgår også en adresse af registrantoplysningerne. Han står også opført i CVR-registeret som indehaver af en nyligt oprettet virksomhed - ligesom det er tilfældet for flere af de førnævnte personer.  

På adressen ligger et bosted, hvis beboere blandt andet har problemer med misbrug. Vi har besøgt bostedet og mødt beboeren, som siger ja til at tale med os.

Beboeren er en del af  misbrugsmiljøet i Københavnsområdet, og det er derigennem, at hans navn har fundet vej til billetsvindlen. Beboeren fortæller til TjekDet, at narkogæld til kriminelle førte til, at vedkommende fik valget mellem at betale sin gæld eller afgive sine personlige oplysninger og identifikation.

Da beboeren ikke kunne betale, afleverede vedkommende i stedet sit betalingskort og MitID til de kriminelle. Umiddelbart efter blev der oprettet både falske hjemmesider og en virksomhed i beboerens navn, ligesom beboerens bankkonto blev anvendt til at få overført penge, der stammede fra et andet svindelnummer.

Vi har krydstjekket manden fortælling med sagens øvrige oplysninger. Beboerens forklaring understøttes af tidslinjen for vedkommendes forløb, som vi har kunnet sammenholde med registreringer af hjemmesider og af virksomheden.

Beboeren nægter at have noget med svindlen at gøre, og vedkommendes tilstand og situation gør det sandsynligt, at han ikke har noget med svindlen at gøre. Det tyder i stedet på, at andre misbruger beboerens identitet for at sløre, hvem der i virkeligheden står bag.

Pengesporet

I rækken af virksomheder, som vi har identificeret i netværket, er “Billet Portalen LLC”. Udover at stå angivet i forbindelse med en falsk Jelling Musikfestival-hjemmeside og den ene af de unge mænd, så er det ofte hertil, man betaler, når man tror, man køber billetter.

For når en køber skal betale for sine påståede festivalbilletter, så sker det gennem et unikt betalingslink via betalingstjenesten Stripe. Beløbet, man betaler, svarer til prisen på det antal billetter, man har aftalt at købe - ofte er der tale om mange tusinde kroner. Typisk er aftalen indgået med en falsk Facebook-profil, som svindlerne styrer.

På betalingslinket står Billet Portalen LLC angivet, og TjekDets research viser, at der faktisk eksisterer en virksomhed med det navn. Billet Portalen LLC er registreret i den amerikanske delstat Delaware den 22. januar i år. Det er samme dag som oprettelsen af e-mailadressen, der stod angivet som kontakt i forbindelse med den unge mand på den falske Jelling Musikfestival-hjemmeside.

Virksomheder i Delaware er beskyttede sådan, at vi ikke kan se, hvem der ejer Billet Portalen LLC. Vi kan derfor ikke se, hvem der i virkeligheden modtager pengene, der bliver stjålet fra danskere, der håber på at komme på festival. Efter alt at dømme havner pengene hos de kriminelle, der bruger sårbare borgere som såkaldte stråmænd, så politi og myndigheder ikke kan se, hvem der i virkeligheden står bag svindlen.

Null

I Delawares virksomhedsregister finder vi oplysninger om virksomheden Billet Portalen, LLC. Det er dog ikke muligt at se, hvem der ejer virksomheden. Foto: Skærmbillede.


Det er langt fra første gang, at der florerer svindel med festival- og koncertbilletter. De fleste festivaler henviser til, at man kun køber billetter gennem festivalernes egne officielle hjemmesider, hvis man skal købe af privatpersoner. Det har vi blandt andet beskrevet i vores guide til at undgå snyd med billetkøb her

Men da svindlerne, som beskrevet, nu laver hjemmesider, der nemt kan forveksles med de officielle, bør du være ekstra varsom og dobbelttjekke, at det faktisk er festivalens officielle hjemmeside, du køber gennem.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her eller Instagram ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.
 

Opdateret 5. jun 2026