Falske lejemål snyder boligsøgende: Vi hoppede bevidst i fælden for at afsløre bagmændene

Svindel 25. aug 2026  -  7 min læsetid
Tjekdet
Foto: TjekDet, Adrien Olichon & Pavel Danilyuk / Pexels
  • Danskere og unge udlændinge er på konstant boligjagt i København -  særligt op til studiestart. 

  • Det udnytter svindlere, der udbyder lejligheder, som de boligsøgende aldrig får adgang til.

  • I stedet står de boligsøgende tilbage med store tab på tusindvis af kroner i forudbetalt depositum eller leje.

  • TjekDet er gået undercover som boligsøgende for at afsløre metoderne og hvem, der står bag svindlen. 

  • Vores research afdækker en omfangsrig og gennemført svindel, som trækker tråde til flere europæiske lande.

Det er sæson for boligsøgning, og håbefulde danskere og udlændinge leder med lys og lygte efter boliger i København og omegn.

Lejeboligerne er få og priserne høje. Nogle prøver lykken på boligportaler, andre forsøger sig med boliggrupper på Facebook eller andre sociale platforme.

Det udnytter svindlere, der udbyder fiktive lejemål eller boliger, som de ikke har adgang til.  Svindlerne ved nemlig, at folk er desperate og slår til, når muligheden byder sig. For mange boligsøgende ender det med tab på tusindvis af kroner.

TjekDet er dykket ned i grupperne for at finde svindelopslag og for at afdække, hvordan svindlen er skruet sammen. Og der går ikke længe, før der er bid.  

Efter at have reageret på et opslag, bliver vi tilbudt en lejlighed. Vi får tilsendt en lejekontrakt sammen med billeder fra lejligheden og en vandregning for at gøre os trygge. Vi får endda tilsendt et billede af udlejerens pas som bevis for, at der står en rigtig person bag.

Men det hele skal vise sig at være falsk. Lejligheden findes, men har aldrig tilhørt den, der er i gang med at udleje til os.

Vores research afslører et svindelnummer, som har stået på gennem længere tid og som trækker tråde til udlandet.

Og selvom de falske udlejere gør alt for at slette deres digitale spor, er det lykkedes os at få kontakt til svindlerne bag et netværk af falske lejemål.  

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Lejeboligen

Vi finder et opslag om udlejning af en 3-værelses lejlighed på Overgaden Oven Vandet 42 på Christianshavn i gruppen “Ledige lejeboliger i København & Omegn”. Opslaget ser ved første øjekast tilforladeligt ud og minder om de øvrige, reelle opslag i gruppen.

Der er dog nogle forhold, der gør, at vi vælger at undersøge netop det opslag nærmere.

I teksten i opslaget beskrives en attraktivt beliggende lejlighed, der udlejes fuldt møbleret til 10.500 kr om måneden “med alle forsyninger”. Foruden et lidt besynderligt sprog er lejen et godt stykke under, hvad der er normalen for en tilsvarende lejlighed med udsigt til Christianshavns Kanal.  

Samtidig fremgår det af opslaget, at man skal kontakte udlejer på e-mailadressen Klausmenatia@gmail.com - men profilen bag opslaget hedder Steven Richard.

Null

Her er opslaget, der bliver startskuddet til vores undersøgelse. Billede: Skærmbillede fra Facebook. 


Vores undersøgelse af profilen afslører, at den er falsk. Samtidig er instruksen om at skrive til e-mailadressen et typisk tegn på svindel, hvor svindleren forsøger at flytte kommunikationen væk fra Facebook.

Vi skriver derfor en mail til “udlejeren”, hvor vi udgiver os for at være boligsøgende. Dagen efter får vi svar. Udlejeren præsenterer sig som Klaus Stafflinger, der har arvet lejligheden fra sine afdøde forældre. Vi bliver tilbudt at reservere lejligheden allerede nu, og “Klaus” har vedlagt en masse billeder af lejligheden på Christianshavn.

Når vi undersøger billederne nærmere, er det noget, der ikke stemmer. Flere af billederne viser udsigten fra lejligheden, men det passer ikke med den udsigt, der burde være fra Overgaden Oven Vandet 42.

Ved en omvendt billedsøgning kan vi se, at billederne går igen hos et dansk udlejningsbureau, men her er adressen en lidt anden.

I virkeligheden er der nemlig tale om billeder fra en anden lejlighed i området, der ganske rigtigt har været lejet ud gennem udlejningsbureauet. Vi har talt med lejlighedens ejer, der bekræfter, at billederne er hans. Han kender ikke til den nuværende svindel, men fortæller, at det ikke er første gang.  

“Min lejlighed har tidligere været brugt til svindel, og der brugte de faktisk min adresse. Dengang skrev jeg til udlejningsportalen, den var slået op på, men jeg hørte aldrig fra dem.”

Opslaget blev fjernet igen, men i det hele taget synes ejeren, at det er “virkelig irriterende”, at hans lejlighed og billeder bliver brugt til at franarre penge. Det er dog svært at gøre noget ved det, erkender han.   

Falsk lejlighed, falsk identitet

Over de følgende dage skriver vi frem og tilbage med “Klaus Stafflinger”, der understreger, at han kun vil reservere til “seriøse lejere”, og at der er en procedure, der skal følges. Hvis vi følger proceduren, bliver lejligheden reserveret til os.

Vi bliver bedt om at sende oplysninger, så lejekontrakten kan blive udarbejdet af en advokat.

Dagen efter modtager vi en lejekontrakt, der bærer tydeligt præg af at være falsk og indeholder flere fejl. Blandt andet består lejligheden nu kun af 2 værelser.

Lejekontrakten er sendt som PDF, og når vi undersøger de såkaldte metadata fra filen, kan vi se, at der optræder et andet navn i tidligere versioner,  “Lease_Agreement_Nørregade34_Katrineholm_Longstay”, selvom selve filnavnet nu er tilpasset os. Metadata er oplysninger, der beskriver og forklarer, hvilke data der er tilknyttet en fil.

Det fortæller os, at svindleren genbruger lejekontrakten, og at der også svindles med andre adresser. Det vender vi tilbage til.

I lejekontrakten står kontooplysninger på en ældre, dansk mand fra Sjælland. Det er her, pengene for depositum på 10.500 kr og 3 måneders leje på 31.500 kr skal overføres til. Vi spørger udlejer ind til, hvem det er, vi skal overføre til. Det er en ejendomsadministrator, forklarer svindleren.

Vi har forsøgt at kontakte kontoindehaveren, men det er ikke lykkedes. Det står dog klart, at han næppe har noget med den falske lejlighed at gøre. Vores research tyder på, at der er tale om en socialt udsat person, som fungerer som såkaldt muldyr, der skal sløre pengesporet, inden pengene i sidste ende havner hos svindlerne.

Vi spørger svindleren, om vi kan ringe sammen, så vi kan høre mere om lejligheden. Svindleren sender derefter et nummer og forklarer, at vi kun kan ringe via WhatsApp. Telefonnummeret er vi allerede stødt på i vores research af boligopslag, og det er altså endnu et tegn på, at svindlen ikke er et enkeltstående tilfælde.

Svindleren vedhæfter to filer til mailen med telefonnummeret - det ene er et foto af et pas tilhørende “Klaus Michael Stafflinger”, og det andet er en vandregning for lejligheden. Det har han vedlagt, så vi kan føle os trygge, skriver han.

Både pas og vandregning er åbenlyst falske. Passet indeholder flere fejl, hvor blandt andet CPR-nummer, udsteder og billede tyder på at være konstrueret.  Vandregningen indeholder også flere fejl og skiftende sprog, og der står, at det er VandCenter Syd, der leverer vandet.

VandCenter Syd leverer vand til Odense og ikke til Christianshavn - det er svindleren tilsyneladende ikke klar over. 

Null

Her er det falske pas, som svindleren sender et billede af. CPR-nummeret giver ingen mening, manden på billedet smiler, og udstederen skulle være “Politimesteren i Køge”. Alt sammen noget, der ikke stemmer med et gyldigt pas. Billede: Billede af pas fra svindleren. 


Da vi ringer til svindleren - stadig som potentiel lejer - svarer en mand, der kalder sig Klaus. Han lyder søvnig eller påvirket, og det er tydeligt, at han ikke ønsker at  tale med os på det givne tidspunkt. Vi kan ikke få lov til at se lejligheden, og han forklarer, at han har travlt og skal på arbejde og opkaldet afsluttes.

Kort efter ringer vi tilbage og fortæller, at vi er journalister, og at vi ved, at han svindler. Igen siger han, at han har travlt og lægger på.

Dagen efter aftaler vi at ringe sammen endnu engang, men da han hører en mandestemme - i stedet for en kvindes, som vores opdigtede boligsøger burde have - smækker han igen røret på. Efterfølgende svarer han ikke længere. 

Svindeludlejning i stor skala

Det viser sig, at svindlen med lejligheden på Christianshavn langt fra er et enkeltstående tilfælde. Samme bagmænd har gang i flere svindelnumre både i Danmark og i udlandet.

Tidligere nævnte vi metadataen fra lejekontrakten. Filens titel tyder på, at Nørregade 34 og en “Katrine Holm” også har været brugt til og udsat for svindel eller forsøg på svindel.

Vi finder både slettede opslag, flere forskellige ældre opslag og et nyligt opslag, hvor Nørregade 34 efter sigende udlejes. Opslagene indeholder flere detaljer, der gør, at vi med sikkerhed kan sige, at det er svindel, og som kobler dem til vores svindlere.

Udover at være slået op af falske profiler med udenlandske navne, så indeholder alle opslag den samme e-mailadresse: stafflinger230@gmail.com. Stafflinger er efternavnet, som svindleren bruger, og som også fremgår af det falske pas, vi har modtaget.

I det nyeste opslag står også et telefonnummer angivet. Det er det samme nummer, vi ringede til svindleren på.

Når vi søger efter Klaus Stafflinger, kan vi se, at der tidligere har eksisteret en profil med navnet “Klaus M Stafflinger” på Facebook. Profilen har været medlem af en lang række boliggrupper i både Danmark og i lande som Sverige, Tyskland, Østrig, England og Irland.

I et opslag i en engelsk boliggruppe går stafflinger230@gmail.com igen. I et opslag i en tysk boliggruppe bruger svindlerne e-mailadressen stafflingermichael@gmail.com. Altså en kombination af “Klaus’” mellem- og efternavn. Det samme er tilfældet i en irsk boliggruppe og i en svensk boliggruppe. Vi kunne blive ved.

E-mailadressen klausmenetia@gmail.com, som vi skriver med, bliver også brugt i en tysk sammenhæng - denne gang på en boligportal.

Til sidst finder vi endnu et opslag i en dansk gruppe, men nu hedder e-mailadressen staffmichael081@gmail.com, men følger i øvrigt samme opskrift. Her er det en lejlighed på Gl. Kongevej 161 på Frederiksberg, svindlerne forsøger at narre boligsøgende med. Billederne er sandsynligvis stjålet fra booking.com.    

Vi kan altså konstatere, at der er tale om svindel i flere lande, der har stået på længe, og hvor svindlerne bruger samme identitet i forskellige varianter.

Metadataen i den falske vandregning, vi modtog, viser, at filen oprindeligt er lavet i 2023 og senest ændret i januar 2026. Det kan give os et praj om, hvor længe svindlen som minimum har stået på.

Vi har undersøgt samtlige e-mailadresser, som de falske profiler bag opslagene bruger, samt telefonnummeret og profilerne. Vi finder endnu en e-mailadresse, vi kan koble til svindlerne - jonassebastian979@gmail.com. Alle kontaktpunkter lader til at være oprettet til formålet, og vores spor ender derfor her.

I faktaboksen i denne artikel kan du se alle de mailadresser, som vi er stødt på, og som du skal passe på, hvis du er boligsøgende.

Er du faldet i fælden og har oplyst dine kreditkortoplysninger til svindlerne, bør du kontakte din bank. 

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. 

Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.




 

Opdateret 25. aug 2026