Tro ikke dine øjne, når du ser reklamer for denne øjencreme
-
En læge reklamerer på Facebook for en øjencreme, der ifølge annoncen mindsker mørke rande og hævede øjne.
-
Annoncerne leder videre til et sundhedsmagasin, hvor øjencremen markedsføres med før- og efterbilleder.
-
Men billederne stammer fra en amerikansk, kirurgisk øjenklinik, og lægen findes ikke i det danske autorisationsregister, ligesom billedet af lægen er AI-genereret.
-
TjekDet har spurgt virksomheden bag øjencremen, Bionera, om det er en troværdig form for markedsføring.
“Mænd over 40 kender især problemet: Du har det godt, men et kig i spejlet afslører mørke rande og hævede øjne.”
Sådan indledes annoncer på Facebook udsendt af profilen “Dr. Simon Kalen”.
I annoncerne reklamerer den angivelige læge for en øjencreme, der skulle virke mod trætte øjne - hovedsageligt målrettet et mandligt publikum.
Men lægen er opdigtet, og annoncerne leder ind til et sundhedsmagasin, hvor øjencremen fra virksomheden Bionera markedsføres med misvisende oplysninger.
Sundhedsmagasin uden afsender
Når man følger linket i annoncen, ledes man ind til en artikel på siden medicosmetica.com, der layoutmæssigt er sat op som et digitalt sundhedsmagasin. Der fremgår dog ingen oplysninger om, hvem der står bag eller er ansvarlig for magasinet, der mest af alt fremstår som en reklameside.
Artiklen anbefaler cremen fra Bionera, som der også linkes til flere gange i løbet af artiklen. I artiklen bliver man desuden præsenteret for et før- og efterbillede af en 46-årig mand, der angiveligt har brugt øjencremen i 60 dage og allerede kan se tydelige resultater.
En omvendt billedsøgning afslører dog, at billederne oprindeligt stammer fra en klinik i New York, der tilbyder øjenkirurgi. Billederne dokumenterer altså ikke effekten af øjencremen fra Bionera.
Går man ind på forsiden af medicosmetica.com, er artiklerne engelsksprogede. Meget tyder på, at artiklerne bliver oversat til forskellige sprog, alt efter hvem der tilgår artiklerne.
Læge er AI-genereret
Facebooksiden, der annoncerer for artiklen med anbefaling af cremen, hedder “Dr. Simon Kalen”. Går man ind på siden, fremgår det, at profilen er læge. Men slår vi navnet op i autorisationsregisteret over danske sundhedspersoner, finder vi ingen læge med dette navn.
Siden virker desuden oprettet til formålet. Den er oprettet i september 2025 og opdateret for fire uger siden. En undersøgelse af siden viser, at den administreres af personer fra så forskellige steder som Tyskland, Egypten, Sydkorea og USA. Der står altså næppe en ægte læge ved navn Simon Kalen bag.
Profilbilledet af lægen bærer desuden præg af at være AI-genereret. Vi har på TjekDet kørt billederne gennem AI-detektionsværktøjer, som ligeledes vurderer, at billederne er AI-genererede.
TjekDet har spurgt virksomheden bag øjencremen, Bionera, om “stjålne” før-efter-billeder og en AI-genereret læge er en troværdig form for markedsføring. Det er sket via virksomhedens mail, som er den eneste oplyste kontaktinformation. Virksomheden har ikke svaret på vores henvendelse.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her eller Instagram ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.
