Hey chat: TjekDet lancerer undervisningsmateriale om unges brug af chatbots i forbindelse med valg

Undervisning 5. mar 2026  -  3 min læsetid
Tjekdet
Foto: Nathalie Damgaard Frisch (grafik)

Hvordan reagerer en chatbot, når du beder den om hjælp til, hvor dit kryds skal sættes?

Af Marie Augusta Kondrup Juul og Søren Engelbrecht

Hvad betyder det for resultatet af samtalen, at sprogmodeller har tendens til at ville give brugeren ret og er begrænset i hvilke medier, de må scrape indhold fra? Hvad baserer chatbots deres svar på, og hvorfor er det i det hele taget vigtigt at være kildekritisk over for de chatbots, du interagerer med - ikke mindst i forbindelse med politiske valg?

Det er nogle af de centrale spørgsmål, TjekDets nye undervisningsmateriale Hey chat… Hvem skal jeg stemme på? skal give førstegangsvælgere på gymnasiale uddannelser indsigt i.

Folketingsvalget, der skal afholdes den 24. marts, er nemlig det første af sin slags, hvor danskerne har chatbots ved hånden som potentiel stemmerådgiver - og førstegangsvælgerne kender ikke til en valgkamp uden.

Ny data fra Danmarks Evalueringsinstitut viser samtidig, at 9 ud af 10 gymnasieelever bruger chatbots i hverdagen, og eksperter kalder det for et “uundgåeligt scenarie”, at unge vil bruge chatbots som hjælp til, hvor krydset skal sættes. Med andre ord er der grund til at sætte fokus på den kritiske brug af kunstig intelligens.

Ifølge Thomas Ploug, som er professor i AI- og dataetik ved Aalborg Universitet, vil det med al sandsynlighed ske, at flere danskere vil bruge AI til at spore sig ind på, hvor krydset skal sættes.

“Det er ikke bare et sandsynligt scenarie. Det er et uundgåeligt scenarie. Danskernes forbrug af chatbots er stærkt stigende i forhold til alle tænkelige og utænkelige formål, og derfor er det klart, at det selvfølgelig også vil blive brugt i en valgsammenhæng,” siger Thomas Ploug.

Peder Hammerskov, adjunkt og leder af Center for AI på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, understreger vigtigheden af at forholde sig kritisk til chatbots.

“Unge mennesker bruger chatbots til det meste. Også til at træffe valg og beslutninger. Overordnet set kan en chatbot være god til mange ting - eksempelvis at forklare begreber. Men det kan blive problematisk, når folk opfatter en chatbot som et sandhedsvidne. Det er vigtigt at forholde sig kritisk til dem,” lyder det fra Peder Hammerskov.

alternativ tekst

Behov for mere undervisning

Rapporten fra Danmarks Evalueringsinstitut peger på, at danske gymnasieelever sjældent modtager undervisning i kunstig intelligens. Samtidig ønsker to tredjedele af eleverne mere undervisning i det.

Det samme behov har TjekDet identificeret på baggrund af samtaler og interviews med gymnasieelever, ungdomsorganisationer og eksperter gennem de seneste måneder.

“Chatbots er en stor del af min aldersgruppes hverdag. Det er vigtigt, at der bliver sat en standard, så vi kan lære at bruge chatbots ordentligt og være kritisk over for dem. Jeg synes, det er fornuftigt, hvis lærerne også kan bringe det op i undervisningen,” siger Buket Cirkin, som går i 3.G på N. Zahles Gymnasium.

Med TjekDets nye undervisningsmateriale får landets gymnasielærere adgang til at skabe samtale og refleksion over både god og mindre god brug af kunstig intelligens. Undervisningsmaterialet indeholder blandt andet et slideshow, videoer og gruppeøvelser om bias, kildekritik og web scraping, som klasserne kan give sig i kast med. Det passer særligt ind i dansk- og samfundsfagsundervisning i afgangsklasser.

Undervisningsmaterialets formål er at fremme demokratisk deltagelse, mindske risikoen for vildledning og skabe refleksion over, hvordan chatbots risikerer at fordreje virkeligheden, hvis man ikke bruger dem med en kritisk tilgang.

Materialet er udarbejdet af TjekDet med støtte fra LB Foreningen og Illum-Fondet og i samarbejde med FALS, Foreningen Af Lærere i Samfundsfag. Det er gratis og tilgængeligt allerede i dag på TjekDet.dk. Tilgå det ved at klikke her.

TjekDet udvikler løbende undervisningsmaterialer, og Hey chat… Hvem skal jeg stemme på? er det seneste. I januar blev Når feedet faker udgivet, som sætter fokus på sociale mediers rolle i demokratiet. I 2024 udgav TjekDet Kunstig intelligens i skolen, som sætter fokus på kildekritik i forbindelse med brug af generativ kunstig intelligens og både er rettet mod ungdomsuddannelserne og udskolingen i grundskolen. Det samme gælder materialet Stop. Tænk. Tjek det fra 2021, der udkom som en del af en audiovisuel national indsats mod mis- des- og malinformation, udviklet i samarbejde med ENIGMA, FALS samt Medierådet for Børn og Unge.

Vil du have besked, når TjekDet udgiver nye undervisningsmaterialer? Tilmeld dig vores nyhedsbrev om undervisning her.

Forfatter:
År:
Institution:
Udgiver: