Professor: Brugere af sociale medier skal løbende tvinges til at acceptere reglerne, før de kan dele noget
-
Særligt de store techgiganter som Facebook, Google og Twitter og deres betydning for den demokratiske samtale og misinformation online var omdrejningspunktet for paneldebat mellem Claes de Vreese, professor ved Syddansk Universitet, Claus Noer Hjorth, sekretariatschef ved Medierådet for Børn og Unge, og Vincent Hendricks, professor ved Københavns Universitet
-
De tre paneldeltagere diskuterede virksomhedernes ansvar og hvilke tiltag fra platformene og politikere, der vil kunne gavne den demokratiske samtale
-
Særligt én bemærkning vakte opmærksomhed, da Vincent Hendricks foreslog, at de sociale mediers brugere løbende skal tvinges til at bekræfte, at de kender og vil overholde platformenes regler for at dele indhold og kommentere opslag. Ellers smækker døren i
-
Her kan du se debatten, der fandt sted under en konference den 15. november 2021 arrangeret af TjekDet og Medierådet for Børn og Unge
Kan vi komme spredning af misinformation til livs ved at kræve, at facebookbrugere hver anden eller tredje gang, de logger på Facebook, skal svare på fem spørgsmål om Facebooks fællesskabsregler?
Det foreslog professor i filosofi og leder af Center for Information og Boblestudier ved Københavns Universitet, Vincent Hendricks, under en paneldebat, der diskuterede spørgsmålet “Er den demokratiske samtale kriseramt?”
I et indslag på Radio Loud uddyber Vincent Hendricks sit forslag.
Paneldebatten fandt sted den 15. november under en konference afholdt af TjekDet i samarbejde med Medierådet for Børn og Unge.
Foruden Vincent Hendricks deltog også Claes de Vreese, professor og leder af Digital Democracy Centre ved Syddansk Universitet, og Claus Noer Hjorth, sekretariatschef for Medierådet for Børn og Unge i paneldebatten.
Efter Vincent Hendricks i debattens spæde start slog fast, at “Gud fanden er den (den demokratisk debat, red.) udfordret”, diskuterede de tre paneldeltagere, hvad man kan gøre for at forbedre den demokratiske samtale og komme misinformation til livs.
Omdrejningspunktet for debatten var særligt de store techgiganter som Facebook, Google og Twitter og deres betydning for den demokratiske samtale og misinformation online. De tre paneldeltagere diskuterede virksomhedernes ansvar og hvilke tiltag fra platformene og politikere, der vil kunne gavne den demokratiske samtale.
Flere konkrete tiltag og forslag blev vendt under debatten. Forslagene gik både på at ramme techgiganterne på deres høst af brugernes data, en mærkningsordning med smileyer af indhold på nettet og multiple choice-spørgsmål, når brugere logger på Facebook.
Nedenfor kan du høre hele paneldebatten, hvor tilhørere også fik lov at stille spørgsmål til deltagerne. Af coronahensyn var det ikke muligt at bruge mikrofon blandt tilskuerne, hvorfor tilhørernes spørgsmål og øvrige bidrag desværre kan være svære at høre.
Claes de Vreese, Claus Noer Hjorth og Vincent Hendricks debatterede ved en TjekDet-konference den 15. november 2021, om misinformation på sociale medier forstyrrer en god og sund demokratisk debat.