Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Aktindsigt fra SSI viser ikke, at coronavacciner har slået flere ihjel end selve sygdommen

Faktatjek 19. maj 2021  -  5 min læsetid
Tjekdet
Statens Serum Institut oplyser i et svar på en aktindsigt, at 4.415 personer er døde inden for 30 dage efter vaccinestik. Det betyder dog ikke, at personerne er døde som følge af vaccinen. Foto: Torben Klint/Ritzau Scanpix
  • Flere danskere er døde af covid-19-vaccinen end af selve sygdommen

  • Sådan skriver brugere på sociale medier og henviser til tal i en aktindsigt fra Statens Serum Institut

  • Aktindsigten bliver delt i tusindvis af opslag, men tolkningen er i mange tilfælde helt gal, siger forskere og myndigheder 

  • Tallene viser faktisk bare, at ældre mennesker beklageligvis dør - også selvom de er vaccinerede

  • Lægemiddelstyrelsen har i 'kun' et enkelt tilfælde vurderet det sandsynligt, at en covid-19-vaccine var skyld i et dødsfald

På sociale medier florerer lige nu en aktindsigt fra Statens Serum Institut (SSI), som vækker stor opsigt i coronaskeptiske kredse.

Aktindsigten skulle ifølge utallige opslag vise, at vaccinerne mod covid-19 tager livet af flere personer, end selve sygdommen har gjort.

For seruminstituttet har talt sig frem til, at 4.415 personer i Danmark er døde inden for 30 dage efter at have fået enten første eller andet stik med en covid-19-vaccine i perioden 27. december sidste år til 11. maj i år.

Til sammenligning er 2.503 danskere døde med coronavirus under hele coronapandemien.

Opslag, hvor tallet fra aktindsigten indgår, er delt tusindvis af gange og tilsammen blevet vist flere hundredtusindvis af gange i brugernes nyhedsfeeds på Facebook.  

Men der er intet opsigtsvækkende i, at 4.415 vaccinerede personer er døde siden slutningen af december. Og tallene viser ikke, at coronavaccinen er farligere end selve sygdommen, siger forskere.


Intet usædvanligt

Det danske vaccinationsprogram er i grove træk gået ud på at vaccinere ældre og svage som de første. Derfor er det forventeligt, at mange af de første vaccinerede vil dø forholdsvis kort tid efter at have fået vaccinen. Og det betyder ikke, at vaccinen har slået dem ihjel, siger Theis Lange, professor i biostatistik ved Københavns Universitet. 

"At 4.415 vaccinerede er døde, lyder fuldstændigt som forventet. Folk dør, som tiden går, og det er sådan set bare det, man ser i de her tal," siger han.

Det samme mener Viggo Andreasen, der er lektor og epidemiforsker ved Roskilde Universitet. 

"Mange af dem, der er blevet vaccineret, er jo ældre mennesker. I perioden her på godt fire måneder vil der i alt normalt være omkring 20.000 dødsfald, og langt de fleste dødsfald vil vi normalt se i netop den aldersgruppe, der er blevet vaccineret."

Mere end 90 procent af personer over 80 år er blevet færdigvaccinerede. Endnu har kun knap 75 procent af de 70- til 79-årige fået andet stik af covid-19-vaccinerne. Og tallet er langt lavere i yngre aldersgrupper, viser seruminstituttets data over coronavaccinerede danskere.

Dødstallene i instituttets svar på aktindsigten viser også, at det i høj grad er ældre personer, der er døde i perioden efter første og andet vaccinestik.

 

Bekymrer ikke Lægemiddelstyrelsen

Heller ikke Lægemiddelstyrelsen mener, at tallene i aktindsigten viser, at vaccinen er skyld i de 4.415 dødsfald. Styrelsen overvåger bivirkninger ved vaccinerne i Danmark, og  enhedschef Tanja Erichsen påpeger, at dødsfaldene kan skyldes mange andre ting som for eksempel alder og sygdom.  

”Opgørelsen viser ikke antallet af danskere, der er døde som følge af vaccination mod covid-19. Opgørelsen viser, hvor mange danskere der siden 27. december 2020 er døde op til 30 dage efter en covid-19-vaccination, uanset hvad dødsårsagen måtte være. Det kan for eksempel være dødsfald, der skyldes sygdom eller alder og svækket helbred,” skriver hun til TjekDet i en mail.

Hos Lægemiddelstyrelsen har man foreløbig behandlet 66 indberetninger med dødsfald som en formodet bivirkning af covid-vaccinerne. I 65 af tilfældene har styrelsen vurderet, at det ikke er sandsynligt, at der er en sammenhæng mellem dødsfaldene og vaccinerne. 

I et enkelt tilfælde er en sammenhæng dog vurderet sandsynlig. Det drejer sig om den usædvanlige sygdom med blodpropper i kombination med et lavt antal blodplader og blødninger, som er set i forbindelse med AstraZeneca-vaccinen. Den og vaccinen fra Johnson & Johnson er derfor taget ud af det danske vaccinationsprogram.

Indberetning af bivirkninger

Covid-19-vaccinerne er underlagt skærpet indberetningspligt. Det betyder, at læger og andre sundhedspersoner skal indberette alle formodede bivirkninger hos patienter, som de har i behandling eller har behandlet, til Lægemiddelstyrelsen, medmindre der er tale om formodede bivirkninger som følge af medicineringsfejl. Borgere kan også foretage indberetninger til Lægemiddelstyrelsen.

 

Læger skal kun indberette til Lægemiddelstyrelsen, hvis vedkommende formoder, at vaccinen kan have været medvirkende årsag eller selve årsagen til dødsfaldet. Her har lægen, der tilkaldes i forbindelse med dødsfaldet, også pligt til at anmelde forholdet til politiet med henblik på retslægeligt ligsyn og eventuel retslægelig obduktion.

 

En indberetning om en formodet bivirkning er ikke ensbetydende med, at der er dokumenteret sammenhæng mellem den formodede bivirkning og det anvendte lægemiddel. 

 

I Lægemiddelstyrelsens undersøgelser af bivirkningsindberetninger om dødsfald efter vaccination mod covid-19 indgår både journalmateriale, resultater fra obduktion og oplysninger fra behandlende læge.

 

Kilde: Lægemiddelstyrelsen

Forsker havde forventet lidt flere døde

For at afgøre, om de 4.415 dødsfald er usædvanligt mange for perioden, er man ifølge Theis Lange nødt til at vide, præcis hvor mange dage efter vaccination hver enkelt vaccineret er død. Men de tal har vi ikke. Tallene fra SSI fortæller kun, at de 4.415 personer er døde inden for 30 dage efter første eller andet vaccinestik.

Dog kan man med et grovere estimat give et bud på, hvor mange vaccinerede man kunne forvente var døde af andre årsager end vaccinen. Det kan give en fornemmelse af, om der er overdødelighed blandt de coronavaccinerede.

For TjekDet har Viggo Andreasen sammenlignet de 4.415 med, hvor mange dødsfald der i gennemsnit var i samme periode i årene 2015 til 2019.

Han sammenligner hver enkelt aldersgruppe og vægter dem efter, hvor mange i gruppen der indtil 11. maj i år er blevet vaccineret.

På den måde når han frem til, at han ville forvente, at lidt flere vaccinerede ville være døde i perioden. For eksempel forventer han, at 3.879 vaccinerede kunne være døde i løbet af en måned efter første stik. Det egentlige tal er ifølge aktindsigten 2.414.

Der er dog flere forhold, der kan forklare det uventede lave antal dødsfald blandt vaccinerede:

  1. I årene 2015 til 2019 var der influenza, som gav en vis overdødelighed hen over vinterperioden. Der var også overdødelighed i begyndelsen af 2021, men den skyldtes coronavirus. Den overdødelighed viser sig ikke i antal døde blandt de vaccinerede, fordi coronasyge personer ikke bliver vaccineret.
     
  2. Meget svagelige personer, som er tæt på døden på grund af alt muligt andet end covid-19, bliver heller ikke vaccineret. Og dem er der en del af i de aldersgrupper, der blev vaccineret fra december til maj. Det giver en lavere dødelighed blandt de vaccinerede end blandt den øvrige befolkning på samme alder.
     
  3. For en del af de senest vaccinerede er der ikke gået 30 dage efter vaccination. Der er altså en del af de vaccinerede, der groft sagt ikke har haft 30 dage til at nå at dø. Er man eksempelvis blevet vaccineret 9. maj og er død den 12. maj, tæller man ikke med som død efter vaccination, fordi opgørelsen er skåret ved 11. maj.

Vil have undersøgt nærmere

TjekDet har talt med Lars Grangaard Olesen, der har anmodet om aktindsigten hos SSI. Han mener da heller ikke, tallene nødvendigvis viser, at 4.415 er døde af vaccinen, sådan som tallene bliver tolket på sociale medier. 

Han har til gengæld sendt aktindsigten rundt til adskillige danske medier og journalister og bedt dem om at “bore” i tallene. På Facebook beklager han, at ingen medier vil bringe tallene.  

I modsætning til forskerne synes han nemlig, at dødstallet er påfaldende højt. Han ønsker tallet undersøgt nærmere og oplyser, at han har anmodet om yderligere aktindsigt hos SSI i blandt andet dødsattester.

Selvom han finder dødstallet påfaldende højt, har han ikke noget bud på, hvor mange af de vaccinerede han forventer ville være gået bort i perioden fra 27. december til 11. maj. Det har derfor ikke været muligt at få svar på, hvor meget for højt Lars Grangaard Olesen synes, tallet 4.415 er. 

Han synes også, at det er foruroligende, at selv yngre personer er døde i løbet af 30 dage efter at være blevet vaccineret. Af aktindsigten kan man se, at fire personer under 30 år er døde. 

Til det svarer Viggo Andreasen, at det desværre er forventeligt, at også personer i 20’erne, 30’erne og 40’erne dør af alle mulige andre ting end covid-19 efter at være blevet vaccineret.

Her kan du se seruminstituttets fulde svar på aktindsigten

Opdateret 11. okt 2021