Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Voldsom video: Bus i brand er ikke bevis for farlige elbil-batterier

Faktatjek 27. apr 2022  -  3 min læsetid
Tjekdet
Her ses de voldsomme stikflammer ud til alle sider, da en gasbus brød i brand i Italien. På sociale medier påstås det, at bussen var en elbus, og at det var udbrudt brand i bussens batteri, men det passer ikke. Foto: Skærmbillede
  • En video af en angivelig el-dreven bus, der spruder voldsomme flammer ud til alle sider, deles på sociale medier

  • Ifølge opslaget med videoen er bussens batteri skyld i branden

  • Men man kan ikke skyde skylden på batteriet i elbussen, for bussen er slet ikke en elbus

  • Den nedbrændte bus kørte derimod på naturgas og diesel, og faktisk er de voldsomme flammer et tegn på, at bussen sikkerhedssystem er virker

En video af en bus, der brænder voldsomt og nærmest spyr flammer op i luften og ud til siderne, har vakt stor opmærksomhed på nettet. 

Et facebookopslag fastslår, at der er tale om en elbus, og at bussens batteri er årsagen til branden. Også i udlandet er videoen blevet delt flittigt som bevis på, at eldrevne køretøjer er farlige. 

Påstanden taler dermed ind i en til tider skarp debat om, hvorvidt elbiler er farligere end biler, der kører på benzin og diesel. For når elbiler bryder i brand bruges det ofte som bevis på, at overgangen til eldrevne køretøjer og brugen af el i stedet for andre brændstoffer generelt ikke er uden risiko. 

Men det er faktuelt forkert at konkludere, at årsagen til branden er, at bussen kører på strøm. Bussen er nemlig en gasbus.

Og faktisk viser de voldsomme stikflammer til alle sider, at bussens sikkerhedssystem virker helt efter bogen, fortæller en ekspert.

Artiklen fortsætter efter billedet

Tjekdet
I facebookopslaget bliver der fejlagtigt skrevet, at der er opstået brand i batteriet i en elbus. Men der er tale om en gasbus, der er gået i brand i Italien. I videoen kan man også se, at det er en gasbrand, fortæller en ekspert. Foto: Screenshot fra Facebook

Brandvæsenet bekræfter

Ifølge lokale italienske aviser fandt branden sted den 16. april i år, da bussen var på vej fra den italienske landsby Ponte della Pietra uden passagerer. 

Brandvæsenet har ikke kunnet fastslå brandårsagen, men oplyser til faktatjekkere fra nyhedsbureau fra Reuters, at branden “sandsynligvis opstod på grund af en elektrisk kortslutning.” 

Chaufføren slap uskadt fra uheldet og fik tilkaldt brandvæsenet fra den italienske by Perugia, som slukkede branden, der også havde spredt sig til det omkringliggende buskads.

Tilbage stod en udbrændt bus, og afdelingslederen fra brandvæsenet i Perugia bekræftede, at bussens motor var drevet af naturgas og diesel. 


Her er videoen, der deles på sociale medier. De voldsomme stikflammer indikerer, at der er et voldsomt tryk til stede, som stammer fra de trykflasker, bussen transporterer.


Gasbrande laver stikflammer

Faktisk er det ud fra videoen tydeligt at se, at der er tale om en brand i en gasbus. Det fortæller Ib Bertelsen, der er direktør og master i brandsikkerhed ved Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut (DBI).

“Når man både ser og lytter til videoen, så kan man fornemme og høre, at der er noget, der er under et meget stort tryk. Og det er en rimelig klar indikation på, at det er trykflasker med gas, der ligger på taget af bussen,” siger han.

Når flammerne i videoen ser så voldsomme ud, er det et tegn på, at sikkerhedssystemet har sat ind. Trykflaskerne er nemlig udstyret med en sikkerhedsventil, der aflaster trykket fra flasken, når den bliver udsat for varme og høje temperaturer, fortæller Ib Bertelsen.

“Når sikkerhedsventilerne aflaster trykket, antændes gassen af varmen og branden, og så kommer flammerne til at ligne noget, man ser fra en flammekaster.”

Var sikkerhedsventilerne ikke blevet aktiveret, havde der formentlig ikke stået nogen udbrændt bus tilbage, som man kan se til sidst i videoen.

“Uden sikkerhedsventilerne ville vi have set et helt andet og katastrofalt forløb, fordi så ville trykflaskerne på taget være revnet, og så var de eksploderet i fragmenter over det hele,” siger han.

Elkøretøjer som ofre

Der er langt fra første gang, at eldrevne køretøjer - og særligt deres batterier - fejlagtigt beskyldes for at være årsag til voldsomme brande.

Elbiler kontra biler, der kører på benzin eller diesel, er nemlig ofte genstand for en hidsig debat - ikke mindst på sociale medier. Og det hører bestemt ikke til sjældenhederne, at debatten krydres med falske eller misvisende påstande.

TjekDet har for eksempel faktatjekket en viral påstand om, at elbiler skal holde en sikkerhedsafstand på 15 meter til andre biler og bygninger på grund af risiko for selvantændelse. Men den opfordring gjaldt kun for ejere af en Chevrolet Bolt, som havde en bestemt fabrikationsfejl. General Motors, der står bag bilmærket, tilbagekaldte derfor omkring 150.000 eksemplarer af modellen.

En elbil fik også skylden for at starte en brand i Stavanger Lufthavn, som resulterede i, at 300 biler blev totalskadede af flammerne, og flytrafikken i lufthavnen blev indstillet. Men det norske politi kunne fastslå, at branden opstod i en ældre dieselbil. 

Der er foreløbigt ikke noget, der tyder på, at der er større risiko for, at el- og hybridbil i Danmark går oftere i brand sammenlignet med fossildrevne biler. Det viser en analyse af Beredskabsstyrelsen fra november sidste år.

Til gengæld er brande i elbiler sværere at slukke end brande i biler, der kører på benzin og diesel. Hvis batteriet i en elbil bliver antændt, tager det nemlig lang tid at slukke, og en brandslukningscontainer kan være nødvendig at tage i brug.

Opdateret 19. dec 2022