Elbiler er ikke blevet efterladt på en mark på grund af udtjente batterier
-
Skrottede elbiler i hundredvis står parkeret på fransk mark og drypper gift ned i jorden
-
Det hævder et opslag på sociale medier, der er delt af brugere i tusindvis
-
Men bilerne er ikke skrottede, og batterierne drypper ikke. Elbilerne er derimod ved at blive solgt videre
Hundredvis af elbiler står parkeret på en græsplæne nær Paris, fordi deres batterier er udtjente og skal udskiftes. Og bilernes flade batterier lækker giftige stoffer ned i jorden.
Sådan lyder påstandene i et facebookopslag, der argumenterer for, at elbiler slet ikke er gavnlige for klimaet. Opslaget har over 140.000 visninger og er blevet delt mere end 4.000 gange.
Men der er ingen dokumentation for påstandene. Og faktisk har den danske bruger oversat teksten fra udenlandske opslag, som tidligere er blevet undersøgt af adskillige faktatjekmedier.
Stor underskudsforretning
På billederne i facebookopslaget kan man se, at der står Autolib på siden af bilerne. Autolib var en deletjeneste med små elbiler, som blev rullet ud i den franske hovedstad Paris og i de omkringliggende forstæder i 2011.
Bag delebiltjenesten stod transport- og logistikvirksomhed Bolloré. Men tjenesten kørte med så stort underskud, at de lokale myndigheder valgte at indstille samarbejdet om de eldrevne biler i 2018.
Bolloré fjernede herefter de omkring 4.000 biler fra Paris og sendte dem til opbevaring blandt andet på den mark, man kan se i opslaget, ved den franske by Romorantin cirka 200 kilometer syd for Paris.
Men bilerne står altså ikke i venteposition til blot at blive skrottet, fordi deres batterier er udtjente, siger Bollorés direktør Fabricio Protti til det franske nyhedsbureau AFP.
“Ingen af bilerne er parkeret der på grund af tekniske problemer,” siger han og henviser til, at bilerne holder der, fordi de blev taget ud af brug.
Desuden melder en artikel fra mediet France Info om, at de fleste biler er blevet solgt videre. Firmaerne Autopuzz, som videresælger biler, og Atis Production, der forhandler reservedele, har købt størstedelen.
Direktøren for Autopuzz berettede i marts 2021 over for AFP, at 2.000 af de tidligere Autolib-biler er blevet solgt videre.
Batterierne lækker ikke giftige stoffer
I facebookopslaget påstås det også, at bilernes batterier lækker giftige stoffer til jorden.
Men det er heller ikke tilfældet, siger direktøren for Bolloré til AFP. Han siger, bilbatterierne virkede fint, da de forlod Paris, og at de ikke er til fare for miljøet, hvor de står parkeret.
Også direktøren for Atis Production, som står for opbevaringen af bilerne, garanterer, at bilerne opbevares korrekt. Han fortæller, at batterierne slet ikke sidder i bilerne længere.
På Bollorés hjemmeside fremgår det, at den type bil, der blev brugt til Autolib, er udstyret med et såkaldt LMP-batteri. Et LMP-batteri er et såkaldt solid-state batteri, som indeholder faste elektrolytter og ikke flydende elektrolytter, som batterierne i for eksempel Teslas biler gør.
Og et solid-state batteri vil ikke være til skade for miljøet. Det siger Jakob Stoustrup, der er professor ved Aalborg Universitet
“Fordi der ingen væsker er i solid-state batterier, lækker de ikke noget som helst. Jeg kan klart afvise, at de skulle lække noget, der er til fare for miljøet,” siger han til TjekDet.
Derudover vurderer Jakob Stoustrup, at bilerne sagtens kan holde parkeret i årevis, uden der drypper miljøskadende stoffer fra batteriet. Selv hvis bilerne er udstyret med lithium-ion-batterier, skal de stå næsten en menneskealder, før der drypper elektrolytter ud i miljøet.
TjekDet har været i kontakt med brugeren bag opslaget, som fortæller, at “det er bare kopieret fra nettet.” Brugeren har sidenhen fjernet opslaget.