Byrådskandidat regner sig frem til, at jobcentret i Varde er fyldt med overflødige medarbejdere. Men regnestykket klarer ikke eftersyn

-
Jobcentret i Varde har for mange ansatte i forhold til, hvor mange jobsøgende der er i kommunen
-
Det skriver byrådskandidat for Nye Borgerlige i Varde Kommune Jørn Steen Pedersen i et debatindlæg, hvor han regner sig frem til, at jobcentret har næsten fire medarbejdere for hver ledig borger i kommunen
-
Men jobcentret arbejder med mange andre borgere end de ledige og jobparate, og derfor er langt fra alle jobcentrets ansatte beskæftiget med at få den gruppe i arbejde
-
Jobcenter Varde oplyser, at der er 10 fuldtidsansatte til at gelejde kommunens 582 ledige og jobparate i arbejde
Jobcentret i Varde er for dyrt og har alt for mange ansatte i forhold til de cirka 500 jobsøgende, der er i kommunen.
Sådan lyder det fra Jørn Steen Pedersen, kandidat til byrådet i Varde Kommune for Nye Borgerlige, i et debatindlæg i JydskeVestkysten, hvor han regner sig frem til, at jobcentret har næsten fire medarbejdere for hver ledig borger i kommunen.
Han så derfor gerne, at der blev skåret kraftigt ned i antallet af ansatte på jobcentret, hvilket stemmer fint overens med Nye Borgerliges reformplan, der blev lanceret i august i år, hvor afskaffelsen af landets jobcentre er et af punkterne.
Men Jobcenter Varde har med flere tusinde borgere at gøre. Jobcentret laver nemlig andet end at hjælpe ledige og jobparate i arbejde, viser tal fra Varde Kommune.
10 fuldtidsansatte til ledige
I sit debatindlæg fremhæver Jørn Steen Pedersen to tal, nemlig at der er cirka 130 ansatte på jobcentret i Varde til at tage sig af kommunens 500 ledige.
Der er således tale om en fejl, når han skriver, at det bliver til knap fire medarbejdere per borger. Det er blevet byttet rundt, og der skulle i stedet have stået fire ledige per ansat, forklarer han over for TjekDet.
Ifølge de seneste tal er der rigtignok omkring 500 ledige i Varde Kommunen. I september havde kommunen således 582 ledige. 498 af dem modtager dagpenge – såkaldt forsikrede ledige – mens de resterende 84 er jobparate kontanthjælpsmodtagere. Siden årets begyndelse har kommunen haft 2.313 ledige og jobparate.
Men hvad angår de ansatte på jobcentret, rammer Jørn Steen Pedersen også ved siden af.
Godt nok oplyser Jobcenter Varde, at man i juli havde 137 medarbejdere ansat på fuldtid. I alt har jobcentret cirka 150 ansatte, hvor nogle er ansat på nedsat tid, i fleksjob eller lignende.
Men da jobcentret varetager andre opgaver end at gelejde kommunens dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere i arbejde, er det også langtfra alle jobcentrets ansatte, der er beskæftiget med den opgave.
Jobcenteret oplyser således, at der per 1. november i år er ansat cirka 10 medarbejdere på fuldtid til arbejde med borgere i målgruppen af forsikrede ledige og jobparate kontanthjælpsmodtagere.
Dermed er der langt op til de fire ledige per medarbejder, som Nye Borgeliges Jørn Steen Pedersen regner sig frem til.
Artiklen fortsætter under billedet
Hjælper ikke kun ledige
Ser man på, hvor mange borgere der alt i alt er tilknyttet jobcenteret for at få hjælp, viser det sig da også at være nogen flere end 500.
Jobcenter Varde oplyser, at man lige nu hjælper 3.799 borgere på jobcentret.
De ansatte på landets jobcentre arbejder nemlig med mange andre borgere end de ledige og jobparate, forklarer Flemming Larsen, der er professor og arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet. Det kan for eksempel være uddannelsesparate og sygedagpengemodtagere.
“Man har flyttet beskæftigelsespolitikken langt ind i det, der tidligere ville have været socialpolitik, hvorfor en meget stor del af jobcentrets ressourcer bruges på personer, som ikke kun har arbejdsløshed som problem,” siger han.
Ikke overflødige alle sammen
Foreholdt tallene fra Jobcenter Varde anerkender Jørn Steen Pedersen, at jobcentret hjælper flere mennesker end de 500 ledige og jobparate, han nævner i sit debatindlæg.
"Men det er ikke jobcentrets oprindelige funktion med at finde arbejde. Det er et socialkontor i stedet for et jobcenter," siger han til TjekDet.
Jobcenter Varde oplyser, at de har ti ansat på fuldtid til at hjælpe forsikrede ledige og jobparate i arbejde. Så fordelingen er en lidt anden end de fire ledige per medarbejder, du har regnet dig frem til. Mener du fortsat, der er for mange ansatte på jobcenteret i Varde?
"Ja, det mener jeg. De skaffer ingen job."
Men det er der så også kun ti ansatte, som arbejder med. De resterende over hundrede medarbejdere er ansat til at lave noget andet. At de ikke skaffer job er vel ikke et argument for at afskedige dem, der ikke er ansat til det?
"Så synes jeg bare, det er forkert at kalde det jobcenter. Hvis man kaldte det socialkontor, ville det hjælpe på det. Men der er stadigvæk for mange ansatte. Der er mange papirflyttere."
Hvor mange skulle der så være ansat?
"70, eller sådan noget."
Det er et stykke vej fra det, du indleder dit debatindlæg med, nemlig at du håber, alle ansatte skal søge nyt arbejde, fordi der ikke er brug for dem?
"Jeg synes, vi skal gå grundigere igennem, hvad funktionerne egentlig er derude. Men de er nok ikke overflødige alle sammen, det må jeg nok indrømme," siger Jørn Steen Pedersen.