Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Opslag opdigter tal og præsenterer dem som Nye Borgerliges egne beregninger

Faktatjek 15. sep 2021  -  2 min læsetid
Tjekdet
Et opslag på sociale medier hævder, at en kasseassistent kun vil få 20,5 kroner mere om måneden, hvis Nye Borgerliges økonomiske plan skulle blive til virkelighed. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
  • Kasseassistenten vil kun få 20,5 kroner mere om måneden med Nye Borgerliges økonomiske udspil. Til gengæld kan direktøren få 4.970 kroner mere om måneden

  • Det hævdes i et opslag på sociale medier, der skulle gengive partiets egne beregninger

  • Men tallene er opdigtede, og Nye Borgerlige afviser at stå bag

  • Bag opslaget står facebooksiden Blå bloks kaos, der ikke mener at have tid til at undersøge, om det, de skriver, er sandt

Kasseassistenten ser frem til sølle 20,5 kroner mere om måneden. Direktøren derimod kan glæde sig over at få 4.970 kroner mere.

Det skriver den populære facebookside Blå bloks kaos om konsekvenserne af Nye Borgerliges seneste økonomiske udspil.

Siden laver satiriske opslag om særligt Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige og skriver venligt om partier til venstre for midten.

I et opslag fra 6. september, der er indledt med ordet “FAKTA”, præsenterer Blå bloks kaos, hvad der skulle være Nye Borgerliges egne beregninger på udspillet. Og de skulle altså vise, at de lavestlønnede kun vil få peanuts ud af partiets foreslåede skattelettelser.

Opslaget er også delt af René Jørgensen, der er folketingskandidat for Dansk Folkeparti og medlem af kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Men Nye Borgerlige afviser over for TjekDet, at tallene i opslaget stammer fra deres beregninger. Partiet har ikke regnet på, hvad specifikke jobtyper vil få ud af udspillet.

Ifølge Nye Borgerlige vil en typisk arbejderfamilie med to voksne og to børn dog få 3.900 kroner mere i disponibel indkomst om måneden. 


 

 

Facebookopslaget fra Blå bloks kaos er delt omkring 7000 gange. (Foto: Skærmbillede)


Tjekker ikke indhold

Hvor de opdigtede udregninger stammer fra, vil Blå bloks kaos ikke oplyse. Facebooksiden skriver til TjekDet, at de modtager en masse indhold fra brugere. Og fordi siden er drevet af frivillige, har de ikke mulighed for at undersøge, om indholdet er sandt eller falsk, skriver en administrator.

TjekDet har ikke fundet frem til, hvem der står bag siden Blå bloks kaos.

Et hurtigt kig i Nye Borgerliges udspil fortæller, at flere tiltag formentlig vil give kasseassistenten mere end månedlige 20,5 kroner ekstra.

For eksempel ønsker partiet at afskaffe arbejdsmarkedsbidraget, som lyder på otte procent af al lønindkomst. Nye Borgerlige ønsker også beskæftigelsesfradraget hævet fra 40.600, så der ikke skal betales skat af de første 90.000 kroner, man tjener.

Dansk Folkepartis René Jørgensen har ikke reageret på TjekDets henvendelse. Så det har ikke været muligt at spørge, hvorfor han deler opdigtede beregninger.

Opdateret 15. sep 2021