Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Viralt billede er ikke bevis på iscenesat krig: Det var ikke bomber, der væltede bilerne i ukrainsk by

Faktatjek 12. maj 2022  -  3 min læsetid
Tjekdet
Billedet her er blevet delt på sociale medier som bevis på, at krigen i Ukraine er iscenesat. Det er nemlig mystisk, at bombeeksplosioner har fået biler til at vende på hovedet, mens vinduer i de omkringliggende bygninger er intakte. Men øjenvidner fortæller, at det ikke var eksplosioner, der væltede bilerne. Der var derimod russiske kampkøretøjer. Foto: Rodrigo Abd/AP/Ritzau Scanpix
  • Et billede viser angiveligt, at bombeeksplosioner i en ukrainsk by har væltet flere biler, mens vinduerne i omkringliggende bygninger på mystisk vis stadig er intakte

  • Det får brugere på sociale medier til at konkludere, at de væltede biler og ubeskadigede vinduer er et udtryk for, at krigen er iscenesat

  • Men faktisk er bilerne slet ikke blevet væltet af bomber. De er blevet skubbet rundt af russiske kampvogne, og intet tyder på, at der har været en eksplosion i lige præcis det område, hvor billedet er taget

“Jeg vil gerne bestille disse superstærke vinduer af høj kvalitet fra Ukraine, som var intakte efter en russisk bombe, der væltede alle disse biler.”

Sådan lyder teksten til et billede, der florerer på Facebook.

På billedet ses to civile personer og en ukrainsk soldat, som går rundt blandt væltede biler, der ligger foran en bygning. Men det vækker undren, at bygningens facade og vinduer ikke er blevet smadret af den angivelig russiske bombe, der har væltet bilerne foran bygningen.

Det må være et bevis på, at der slet ikke er krig i Ukraine, og at bilerne bevidst er blevet væltet for at få det til at ligne en krigszone, lyder konklusionen i både danske og udenlandske opslag på sociale medier. 

Men det er ikke eksplosioner, der har fået bilerne til at vende på hovedet. Øjenvidner fortæller nemlig, at bilerne er væltet af russiske kampvogne for at lave en vejspærring eller et skjul.

Derfor er det slet ikke så mystisk, at vinduerne i de omkringliggende bygninger ikke er beskadiget.


Null


Her er den tekst, der er knyttet til billedet af de væltede biler, som deles på sociale medier. I teksten står der - lettere ironisk - at det må være nogle meget stærke vinduer, siden de ikke gik i stykker, da den bombe, der væltede bilerne, sprang. Se billedet øverst i artiklen. (Foto: Skærmbillede fra Facebook)


Væltet af kampvogne

Ved at lave en omvendt billedsøgning med billedværktøjet TinEye finder vi frem til, at billedet oprindeligt er taget af Rodrigo Abd, der er fotograf for det amerikanske nyhedsbureau Associated Press (AP).

AP's hjemmeside, har Rodrigo Abd givet en beskrivelse af billedet, og her er der intet nævnt noget om eksplosioner.

“En ukrainsk soldat og børn går forbi biler, der er ødelagt på grund af krigen mod Rusland i Butja i udkanten af Kyiv mandag den 4. april 2022,” skriver han.

Det ukrainske forsvarsministerium har delt billedet på Twitter, og heller ikke her står der noget om eksplosioner.

Også det græske faktatjekmedie Ellinika Hoaxes har gransket billedet. De været i kontakt med øjenvidner, som fortæller, at bilerne blev væltet af russiske kampvogne og ikke af eksplosioner.

Et af øjenvidnerne hedder Oleksii Tarasevic, og han fortæller, at de russiske soldater brugte bilerne til at skjule deres militære udstyr. Samme Oleksii Tarasevic har også gennem billeder og videoer dokumenteret, at der netop var russiske kampvogne til stede i netop det område af Butja, hvor bilerne er væltet.

Nyhedsbureauet Reuters har verificeret og bragt Olkesii Tarasevic' billeder.

Faktatjekmediet Ellinika Hoaxes har også været i kontakt med en anden fotograf, Emanuele Satolli, fra amerikanske The Wall Street Journal, som ligeledes har fotograferet væltede biler i Butja. Også han bekræfter, at bilerne er væltet af det russiske militær.

“På det sted, hvor jeg tog mit billede, i byen Butja, mødte jeg flere borgere, og alle fortalte mig, at bilerne var blevet væltet af russere med kampvogne,” fortæller han til Ellinika Hoaxes.

Faktatjekkerne hos det franske nyhedsbureau AFP har også jagtet historien bag billedet med de væltede biler og de ubeskadigede vinduer. De har via en facebookgruppe for beboere i Butja fundet flere billeder af væltede og beskadigede biler.

Blandt andet et billede af en beskadiget firmabil, der har fået mørkegrønne ridser efter at have været i karambolage med et køretøj, der har efterladt spor af larvefødder på asfalten.

AFP har vist billederne til en militærekspert, som ligeledes vurderer, at skaderne stammer fra enten en kampvogn eller et pansret køretøj.

Ballade om Butja

Butja har før været genstand for falske påstande om krigen i Ukraine.

Da billeder af lig af civile i gaderne begyndte at florere, påstod Rusland hårdnakket, at billederne fra Butja var iscenesat af vesten for at sætte det russiske militær i dårligt lys.

Men satellitbilleder offentliggjort af blandt andre New York Times afkræftede de russiske påstande. På billederne kan man nemlig se, at ligene i gaderne også lå der, da russerne fortsat var i byen.

Opdateret 19. dec 2022