Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Beskyldt for at være kriseskuespiller, nu giver hun Rusland-venlig udlægning af angrebet til russiske propagandister

Indsigt 7. apr 2022  -  4 min læsetid
Tjekdet
Billedet af Marianna Vysjemyrskaja gik verden rundt efter et børnehospital i den ukrainske by Mariupol blev bombet 9. marts. De seneste dage er et interview med hende dukket op på beskedtjenesten Telegram og i flere russiske medier. Her siger hun, at der ikke var tale om et luftangreb, da hospitalet blev bombet.  Foto: Mstyslav Chernov/AP/Ritzau Scanpix
  • Efter russisk luftangreb på et børnehospital i ukrainske Mariupol gik billeder af den højgravide, ukrainske skønhedsblogger Marianna Vysjemyrskaja verden rundt, og flere russiske ambassader beskyldte hende for at være kriseskuespiller hyret af Ukraine

  • De seneste dage har et interview med selvsamme Marianna Vysjemyrskaja florereret på beskedtjenesten Telegram og i russiske medier

  • Her siger hun, at bombningen af børnehospitalet ikke kan være et luftangreb, for hun hørte ingen kampfly - en udlægning, der strider mod oplysninger fra adskillige uafhængige, vestlige medier

  • Folkene bag interviewet med skønhedsbloggeren har ved flere lejligheder udbredt pro-russiske budskaber

  • Det kan ikke med sikkerhed fastslås, hvor og under hvilke omstændigheder interviewet er optaget

Billeder af en højgravid Marianna Vysjemyrskaja midt i ruinerne af et børnehospital gik verden rundt, efter Rusland den 9. marts kastede bomber over den østlige, ukrainske by Mariupol.

Rusland har siden benægtet at have udført angrebet og har i stedet beskyldt Ukraine for at iscenesætte det. Samtidig blev den gravide Marianna Vysjemyrskaja, der er ukrainsk blogger, beskyldt for at være en såkaldt kriseskuespiller hyret af Ukraine for at vinde omverdenens medlidenhed. 

Nu er et interview med Marianna Vysjemyrskaja dukket op på beskedtjenesten Telegram og i russiske medier, hvor hun sår tvivl om, hvorvidt det faktisk var Rusland, der stod bag bombningen. En udlægning, der strider imod oplysninger fra adskillige vestlige medier.

Tjekdet
I den knap 30-minutter lange video fortæller en tydeligt berørt Marianna Vysjemyrskaja, at bomberne, der 9. marts ramte børnehospitalet ved Mariupol, ikke kan stamme fra kampfly. Foto: YouTube/Денис Селезнёв

Ingen lyd af kampfly

Et klip fra interviewet med Marianna Vysjemyrskaja begyndte at florere på beskedtjenesten Telegram den 1. april. Siden er det fulde interview lagt på YouTube og samlet op af russiske medier og en Twitter-konto tilknyttet den russiske regering. 

I den knap 30-minutter lange video ses en tydeligt berørt Marianna Vysjemyrskaja sidde i en sofa et ukendt sted og fortælle om hændelsen. I interviewet fortæller hun, at bomberne, der den 9. marts ramte børnehospitalet ved Mariupol, ikke kan stamme fra kampfly. Hun hørte nemlig ingen fly nærme sig hospitalet inden eksplosionerne.  

Hendes udlægning strider mod, hvad det amerikanske nyhedsbureau Associated Press (AP) og flere andre medier har rapporteret. I en video fra nyhedsbureauets journalister i Mariupol kan man høre lyden af fly efterfulgt af en større eksplosion. I et efterfølgende interview ved børnehospitalet omtaler en betjent og en soldat også angrebet som et “luftangreb”

Og det er ikke den eneste uoverensstemmelse mellem Marianna Vysjemyrskajas og mediernes udlægning af hændelsen. I interviewet fortæller Marianna Vysjemyrskaja, at hun ad flere omgange beder journalisterne fra AP om ikke at filme hende. 

Men ifølge AP viser deres optagelser uden for hospitalet en af deres journalister spørge, hvordan hun har det, hvortil hun ifølge nyhedsbureauet svarer: “Alt er godt, jeg har det godt”. Her gør hun ingen indvendinger mod at blive filmet. Da AP’s journalister besøger hende nogle dage efter angrebet, hvor hun nu har født, nævner hun heller ikke noget om, at hun ikke vil filmes. Her giver hun også et interview til britiske The Guardian. 

Marianna Vysjemyrskaja har i forbindelse med offentliggørelsen af det nye interview skrevet på Telegram, at hun endelig har haft mulighed for at kommentere på “situationen”. Her linker hun også til interviewet med ordene: ”Jeg fortæller om, hvad jeg så, hvad jeg hørte, og hvad øjenvidnerne sagde, så kan du drage dine egne konklusioner”.

På sin Instagram har hun samtidig delt en kort video - en såkaldt ‘story’ - hvor hun også fortæller om sin oplevelse af bombningen af børnehospitalet i Mariupol.

Tjekdet
I en kort video på sin Instagram fortæller Marianna Vysjemyrskaja om sine oplevelser under og efter bombningen af børnehospitalet i Mariupol. Foto: Instagram/gixie_beauty

Hvem står bag?

Interviewet er lagt på YouTube af brugeren Denis Seleznjov, og i en Telegram-besked beskriver den russiske journalist Kristina Melnikova, at det er hende, der filmer interviewet, mens Denis Seleznjov stiller spørgsmålene. Kristina Melnikova har desuden delt en kort video, hvor Marianna Vysjemyrskaja leger med sit nyfødte barn, samt en række billeder af Marianna med mand og barn - begge dele tilsyneladende fra samme dag som interviewet.

Kristina Melnikova er selvstændig krigskorrespondent, der under navnet Barbie at War rapporterer fra krigen i Ukraine på Telegram. Her tager hun tydeligt parti mod Ukraine. I en Telegram-besked om tyske granatkastere, der er kommet til Ukraine fra Holland, skriver hun blandt andet, at det er næsten de samme våben, som skød mod “vores oldefædre” under den Store Fædrelandskrig, som er den russiske betegnelse for Anden Verdenskrig. 

“Hitler, tror jeg, ville glædes ved det arbejde, hans vestlige efterfølgere udfører,” afslutter hun i opslaget på Telegram. 

Kristina Melnikova har tidligere været tilknyttet det russiske medie EurAsia Daily, der ifølge en rapport fra canadiske University of Calgary har været med til at udbrede misinformation fra Putins styre i Kreml.  

I et interview på Telegram forklarer hun, at interviewet med Marianna Vysjemyrskaja foregik i en lejlighed hos Mariannas nære slægtninge. Kristina Melnikova siger også, at interviewet ikke er blevet redigeret og at Marianna hverken læser op fra et papir eller har haft et geværløb rettet mod sig under interviewet. Det fremgår endvidere af interviewet, at Marianna efter bombningen af hospitalet skulle være blevet evakueret af udbryderrepublikken Donetsks militær, der står på Ruslands side i krigen. Det har ikke været muligt at efterprøve oplysningerne.

Denis Seleznjov, der altså interviewer Marianna, er ifølge sin facebookprofil bosat i Donetsk. Et billede, der pryder hans facebookprofil, indeholder et citat af den revolutionære sovjetleder Vladimir Lenin. Og på Telegram har Denis Seleznjov delt billeder, der understøtter den russiske præsident Vladimir Putins fortælling om, at Ukraine er fyldt med nazister. 

Tjekdet
På beskedtjenesten Telegram skriver den russiske krigskorrespondent Kristina Melnikova om Vesten, at Hitler ville være stolt af sine efterfølgere. Foto: Telegram/barbie_at_war

Usammenhængende forklaringer

Der gik ikke lang tid efter bombardementet af børnehospitalet i Mariupol den 9. marts, før russiske ambassader verden over begyndte at hævde, at evakueringen af patienterne var iscenesat af Ukraine, og at de sårede personer på billeder og videooptagelser var skuespillere. 

Anklagen rettede sig særligt mod Marianna Vysjemyrskaja, der blev beskyldt for at spille to forskellige roller - som gravid kvinde med tæppe om skuldrene og som såret, gravid kvinde på en båre. 

Men den beskyldning maner Marianna Vysjemyrskaja i jorden i det nye interview. Hun er ikke kvinden på båren, understreger hun. 

“Det var denne (anden, red.) kvinde. De fik mig ikke til at skifte tøj eller tage make-up på,” siger Marianna Vysjemyrskaja i interviewet. 

Og russiske myndigheders forklaringer på bombeangrebet mod børnehospitalet i Mariupol har mildest talt været usammenhængende. 

Først sagde den russiske talsmand, Dmitry Peskov, om bombeangrebet, at “russiske tropper ikke skyder mod civile mål”. Kort efter gik en talsperson for det russiske forsvarsministerium en del længere og afviste blankt angrebet. I stedet kaldte han det en iscenesættelse, som “kan snyde den vestlige befolkning, men ikke en ekspert”. 

Men dagen efter tager de russiske myndigheder en ny drejning, da den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, toner frem i medierne med en noget anden og ny forklaring. Han indrømmede, at Rusland faktisk havde bombet hospitalet, men kun fordi det husede soldater fra den højreradikale Azov-bataljon. Sergej Lavrov forsikrede samtidig, at alle fødende kvinder og sygeplejersker var blevet evakueret forinden. 

Også det strider med Mariannas Vysjemyrskajas forklaring. I det nye interview fortæller hun nemlig, at hun først blev evakueret efter, at eksplosionerne havde fundet sted.

Interviewet med Mariannas Vysjemyrskaja understøtter dermed nogle af de russiske forklaringer, mens det direkte modsiger andre. 

TjekDet har tidligere skrevet om de russiske ambassaders påstande om redningsaktionens utroværdighed og anklagen om, at Marianna Vysjemyrskaja skulle være en del af ukrainsk propagandavirksomhed.

TjekDet har forsøgt at komme i kontakt med Marianna Vysjemyrskaja, men det har ikke været muligt. 

Opdateret 7. apr 2022