Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Moské stod bag sharia-jobannonce – ikke den britiske stat

Faktatjek 29. jul 2025  -  3 min læsetid
Tjekdet
Anders Vistisen er medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti. I et opslag på X skriver han, at det offentlige i England nu vil ansætte en sharia-lovgiver. Men det passer ikke. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
  • På X skriver medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti, Anders Vistisen, at det offentlige i England nu ansætter en sharia-lovgiver.

  • I sit opslag vedlægger han et skærmbillede af en jobannonce, der skulle dokumentere hans påstand.

  • Men det er en moské udenfor Manchester, ikke det offentlige, der vil ansætte en såkaldt sharialov-administrator. Jobannoncen blev dog lagt op på en offentligt drevet jobportal.

  • Annoncen har fået stor politisk bevågenhed i England og er siden blevet fjernet.

“Islamiseringen af Storbritannien er ude af kontrol! Nu ansætter det offentlige Sharia-lovgivere!”

 

Sådan skriver Dansk Folkepartis medlem af Europa-Parlamentet, Anders Vistisen, i et opslag på X

 

Vedhæftet hans opslag er et skærmbillede af en jobannonce, hvori der efterspørges en Shariah Law Administrator i Manchester til en årsløn på 23.500 engelske pund. Det svarer til lidt over 200.000 danske kroner.

 

For at komme i betragtning til jobbet skal man ifølge annoncen blandt andet have et eksamensbevis i sharialov og erfaring med at arbejde i shariadomstole i muslimske lande. Man skal desuden være flydende i engelsk. 

 

Men annoncen omhandler slet ikke en jobmulighed hos en offentlig instans i England. Det forklarer det britiske ministerium Department for Work and Pensions (DWP), der varetager jobportalen, hvor annoncen blev lagt op.

 

"Jobannoncen blev lagt op på ‘Find et job’-portalen af en uafhængig registreret velgørenhedsorganisation, ikke af DWP," skriver en unavngiven talsperson for ministeriet i en mail til TjekDet.

 

Null

I sit opslag deler Anders Vistisen et skærmbillede, der rigtignok stammer fra en jobportal, der varetages af det offentlige i England. Men det er ikke det offentlige, der leder efter en ansat med sharia-erfaring. Foto: Skærmbillede af X.

Moské går til tasterne

Afsenderen af jobannoncen er virksomheden Manchester Community Centre. På det britiske virksomhedsregister fremgår det, at de er inddelt i kategorien “religiøse organisationers aktiviteter” og desuden har samme adresse som Didsbury Central Mosque, en moské i Manchester-forstaden Didsbury.

 

På moskéens hjemmeside kan man læse, at de har en sharia-afdeling, der blandt andet har som sine vigtigste opgaver at udstede fatwaer – vejledning inden for islamisk jura – og håndtere spørgsmål relateret til muslimske familiers forhold i Storbritannien.

 

Moskéen uddyber på sin hjemmeside, at deres ydelser eksempelvis omfatter udstedelse af ægteskabskontrakter og skilsmissecertifikater til mænd samt vejledning om skilsmisse i tilfælde af partnervold mod kvinder eller seksuelle problemer. 

 

Moskéen har også en facebookside med flere end 13.000 følgere, og i et opslag den 28. juli adresserer de faktisk den virak, der har været som følge af deres jobannonce. 

 

I facebookopslaget, som de kalder et clarification statement, skriver de blandt andet, at ansættelsen af sharialov-administratoren ikke er offentligt finansieret, men betalt af donationer fra lokalsamfundet. 

 

De skriver også, at betegnelsen ‘sharialov’ er misvisende, fordi der ikke er tale om en juridisk domstol. I stedet er det en service, hvor moskéen tilbyder civil voldgift og religiøs vejledning, skriver de. 

 

TjekDet har været i kontakt med Didsbury-moskéen, der oplyser, at de på grund af ferie ikke kan svare på vores spørgsmål i denne uge. Vi ville ellers gerne have spurgt, om moskéen i andre sammenhænge end denne modtager offentlige midler, og hvorfor de selv bruger betegnelsen sharialov i deres jobannonce, når de i deres facebookopslag skriver, at selvsamme betegnelse er misvisende.

Kritisk brev til minister

I facebookopslaget skriver moskéen afslutningsvis, at de har trukket jobbet tilbage og bedt DWP fjerne annoncen. Moskéen vil i stedet omformulere annoncen “for at undgå fremtidige misforståelser”.  

 

Og annoncen, der blev offentliggjort den 24. juli, er faktisk blevet slettet fra DWP’s jobportal. Didsbury-moskéen var da heller ikke de eneste, der gerne så annoncen fjernet.

 

Eksempelvis er DWP af det uafhængige medlem af det britiske parlament Rupert Lowe blevet kraftigt opfordret til at fjerne annoncen. Ifølge Daily Mail har han i et direkte brev til den ansvarlige minister, Labour-politikeren Liz Kendall, skrevet, at “DWP fremmer og muliggør indførelsen af et parallelt retssystem i Storbritannien", og “sharia-lovgivning har ingen plads som anerkendt retlig ramme i vores land”. 

 

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

 

Flere andre politikere lufter samme kritik eller bekymring, heriblandt partilederen for Reform UK, Nigel Farage, der på Facebook deler et skærmbillede af annoncen og skriver, at “vores land og dets værdier bliver ødelagt”.

 

En rapport fra februar 2018 bestilt af det britiske indenrigsministerium fandt, at der på det tidspunkt var mellem 30 og 85 shariaråd i England og Wales. Ekspertgruppen bag rapporten konkluderede også, at shariaråd diskriminerer kvinder og anbefalede på den baggrund blandt andet regulering på området. 

 

Det afviste Indenrigsministeriet imidlertid med begrundelsen, at regulering kan give indtryk af, at sharialov er et alternativ til britisk lovgivning, og “sharialovgivning har ingen jurisdiktion i Storbritannien”. Sådan er det fortsat, påpeger DWP i dag over for TjekDet. 

 

TjekDet har forelagt for Anders Vistisen, at det er en privat moské og ikke en offentlig instans, der vil ansætte en sharialov-administrator. Han ønsker ikke at svare på kritikken.

 

TjekDet faktatjekker løbende påstande fra og om dansk politik. For nylig har vi eksempelvis kigget nærmere på statsminister Mette Frederiksens (S) påstand om, at Bornholm var besat af Sovjetunionen efter resten af Danmarks befrielse i 1945 og SF-formand Pia Olsen Dyhrs påstand om, at en gennemsnitlig 3F'er kun bliver 61 år gammel. Du kan finde de faktatjek og mange andre artikler om dansk politik her.

 

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

Opdateret 12. aug 2025