Er dansk svineeksport en underskudsforretning for samfundet?

Faktatjek 13. okt 2026  -  7 min læsetid
Tjekdet
Den store danske svineeksport er en udgift for Danmark, lyder et argument ofte fra kritikere af landbruget. På den anden side af debatten fremhæves det, at eksporten fra grisesektoren udgør mange milliarder - 37 - årligt. Men hvordan ser regnestykket ud, hvis man regner det hele med? TjekDet har spurgt en række økonomiforskere. Foto: Peter Hove Olesen/Ritzau Scanpix
  • Er dansk svineeksport, som genererer milliardindtægter, i virkeligheden en underskudsforretning for dette danske samfund, når alle udgifter regnes med?

  • Det påstod en af debattørerne i TV2 programmet "Højskolen" under en debat om dansk svineproduktion.

  • Flere forskere siger til TjekDet, at der mangler undersøgelser, men at regnestykket sandsynligvis "peger i den retning".

  • En enkelt rapport, som involverer forskere fra Aarhus Universitet, når frem til, at dansk landbrug samfundsøkonomisk set går i minus. Og det er ikke usandsynligt, at det også gælder svineeksporten, siger forskere.

  • Landbrug & Fødevarer kalder vurderingen “udokumenteret” og siger, at svineeksporten entydigt bidrager positivt til samfundsøkonomien.

Dansk svineproduktion var et af de helt store emner under det seneste folketingsvalg. Et bredt politisk flertal vil ændre landbruget markant, regeringen har for nylig indført et grisestop, og med den kommende grisefirpart ser diskussionen om landbrugets fremtid ud til at fortsætte.

Spørgsmålet om landbrugets fremtid var også omdrejningspunktet i første afsnit af TV 2-programmet “Højskolen - debat”, hvor fem markante stemmer i landbrugsdebatten mødtes.

En af dem var Henrik Vindfeldt, selverklæret lobbyist imod svineeksport hos FUD. Flere gange under udsendelsen lød det, at svineeksporten er en udgift for Danmark.

TjekDet har derfor spurgt økonomer, om der er hold i påstanden.

Salg for milliarder

Svineindustrien slog rekord i 2025, hvor næsten 17 millioner levende grise blev solgt og eksporteret til udlandet. Størstedelen af den resterende produktion blev eksporteret som svinekød.

Ifølge tal fra Landbrug & Fødevarer var eksporten fra grisesektoren samlet set på cirka 37 milliarder kroner. Når der korrigeres for den nødvendige import til blandt andet foder, giver det en nettoeksport på 20,7 milliarder kroner - en indtægt, som Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, fremhævede i programmet på TV 2.

Men betyder milliardindtægten, at svineeksporten er en god forretning for Danmark? Eller er det  - når alle udgifter og indtægter er gjort op - en underskudsforretning for samfundet at eksportere så mange svin?

Tjekdet
Henrik Vindfeldt er selverklæret lobbyist mod svineeksport i organisationen FUD. Han har i flere år gjort sig bemærket i debatten om dyrevelfærd i landbruget - blandt andet med en fortid som partileder for Veganerpartiet, der blev opstillingsberettiget til Folketinget i 2020. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Regnestykket findes ikke

En række økonomiforskere, som TjekDet har talt med, fortæller, at der ikke findes et regnskab specifikt for svineproduktionen og dermed heller ikke for eksporten.

Det er derfor ikke muligt at give et entydigt samfundsøkonomisk svar på, om dansk eksport af svin giver overskud eller underskud, siger økonomer, TjekDet har talt med.

“Det er ikke usandsynligt, at svineproduktionen udgør et samfundsøkonomisk tab. Men det kræver et grundigt regnestykke, som ingen har lavet. Så der findes ikke et facit med to streger under,” siger Lars Gårn Hansen, professor ved sektion for Miljø og Naturressourcer ved Københavns Universitet.

Han peger på, at de klima- og miljøomkostninger, der er knyttet til den nuværende landbrugsproduktion, løber op i så store milliardbeløb, at det kan ende med at være en underskudsforretning.

Mogens Ove Madsen, lektor i samfundsøkonomi ved Aalborg Universitet, siger også, at der mangler at blive lavet en analyse.

“Det er ikke nogen nem øvelse at regne ud,” fortæller han og forklarer, at det skyldes, at der foretages en del vurderinger for at nå frem til et resultat.

På trods af det skønner han, at resultatet peger i en bestemt retning:

“Det er en enorm udgift for danskerne at have svineeksport,” siger Mogens Ove Madsen med tanke på tab af rent vand, biodiversitet og klimastabilitet, som ikke er inkluderet i det traditionelle regnskab.

Han tilføjer, at landbruget ikke nødvendigvis taber penge, fordi en del af et overskud kan komme fra økonomisk støtte fra staten. Men i bred forstand er der tale om et samfundsøkonomisk tab.

Ulrik Beck er direktør i Climate & Energy Research Institute (CERI). Han er tidligere cheføkonom i fonden Kraka, hvor han har været med til at lave en rapport om det samme emne. 

“Det mest sandsynlige er, at det for svineproduktionen er som for resten af landbruget: at det ikke er en god forretning,” siger han.

Eksportsucces

Martin Kristian Brauer, der er direktør for Samfundsøkonomi & Erhverv i Landbrug & Fødevarer, er uenig. Han betegner det som “en skæv konklusion”, at svineeksporten er en udgift.

Han henviser til de 37 milliarder eksportindtægter i 2025 og peger på, at svineproduktionen bidrager med en stor beskæftigelse.

Den danske griseproduktion understøttede i 2024 cirka 33.300 arbejdspladser fordelt på den primære produktion, slagterisektoren og afledte jobs i resten af økonomien.

Landbrug & Fødevarer har ikke tal for miljø- og klima omkostningerne, oplyser Martin Kristian Brauer.

Men hvis man skal lave det store samfundsøkonomiske regnestykke, er det vigtigt også at medtage gevinster ved landbruget såsom forsyningssikkerhed af fødevarer, siger han.

“Hvis man skal kigge på de afledte effekter, så anerkender jeg fuldt ud, at klima og miljøpåvirkning skal tages med, men det skal opgøres symmetrisk. Når vi kigger på den produktion, der bliver leveret i dag, så giver det et entydigt positivt samfundsøkonomisk bidrag efter de gængse standarder,” siger Martin Kristian Brauer.

Betydeligt tab

I TV 2-udsendelsen omtaler Henrik Vindfeldt beregninger, der skulle vise, at svineeksporten samlet set er en udgift for Danmark.

Over for TjekDet henviser Henrik Vindfeldt til en rapport fra organisationen Red-Vandet fra juni 2026, som havde forskere fra blandt andet Københavns Universitet og Aarhus Universitet som medforfattere. Rapporten handler om “de glemte omkostninger” ved dansk konventionelt landbrug.

Organisationen regner sig frem til, at landbrugets skader på miljø og klima giver et samfundsøkonomisk underskud på et sted mellem 60 og 120 milliarder kroner. Konklusionen bygger på beregninger af de væsentlige omkostninger, som landbrugsproduktionen påfører samfundet gennem påvirkning af vandmiljøet, luftkvaliteten, klimaet og biodiversiteten.

“Det er min vurdering, at det stille og roligt tipper mere og mere i den retning, at det ikke er en samlet samfundsøkonomisk fordel med den svineproduktion, vi har i dag.”

Ifølge professor Lars Gårn Hansen er rapporten solid. Han er overordnet enig i konklusionen, omend beregningerne er forbundet med usikkerhed.

“Rapporten dokumenterer de elementer, der skal indgå, når man vurderer samfundsøkonomien i dansk landbrugsproduktion, men nogle af de største beløb er opgjort med stor usikkerhed, både hvad angår det samlede beløb, og hvilken del som kan tilskrives landbruget,” siger Lars Gårn Hansen.

“Rapporten viser, at landbrugsproduktionen i dag kan medføre et betydeligt samfundsøkonomisk tab, selv hvis man alene medtager de mindst usikkert opgjorte miljøeffekter. Derfor er det sandsynligt, at landbruget, som det drives i dag, udgør et samlet tab for samfundsøkonomien på grund af de negative miljøeffekter,” siger han.

Lars Gårn Hansen mener dog ikke, at rapportens beregninger for hele landbrugets miljøomkostninger uden videre kan overføres til produktion eller eksport af svin.

“Det kan man ikke konkludere uden et grundigt regnestykke,” siger han.

Tipper i negativ retning

Egon Bjørnshave Noe, professor og leder af Center for Landdistriktsforskning ved Syddansk Universitet understreger, at han ikke selv har regnet på samfundsøkonomien i svineproduktion i Danmark.

Han finder rapporten fra Red-Vandet veldokumenteret. Han mener, at dens konklusioner i en vis udstrækning godt kan gælde svineproduktion, selvom rapporten omfatter hele landbruget.

“Svineproduktion er jo særligt udfordret, for den bidrager i høj grad til de negative miljøeffekter af den type landbrug, vi har nu. Selv om svineindustrien bidrager meget til den økonomiske omsætning i landbruget, vil man samfundsøkonomisk set formentlig få et endnu mere negativt regnestykke for svineproduktionen isoleret set,” siger Egon Bjørnshave Noe.

“Det er min vurdering, at det stille og roligt tipper mere og mere i den retning, at det ikke er en samlet samfundsøkonomisk fordel med den svineproduktion, vi har i dag," siger han.

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Milliardunderskud

Rapporten fra Red-Vandet forsøger at sætte de samfundsøkonomiske indtægter ved landbruget i Danmark over for samtlige udgifter. På den side regner Red-Vandet med en bruttoværditilvækst for hele landbrugskomplekset på 45 milliarder kroner om året. Det tal inkluderer følgeerhverv som slagterier og mejerier.

Udvider man afgrænsningen yderligere til hele den såkaldte fødevareklynge og dermed regner andre erhverv med, der kan være relateret til landbruget som håndværkere, banker, lastbilchauffører, revisorer og så videre, lander bruttotilvæksten på 77 milliarder kroner per år. Begrebet fødevareklyngen er dog tidligere blevet kritiseret af eksperter for at puste landbrugets økonomiske betydning op.

Over for de tal sætter rapporten skadesomkostningerne ved landbruget i Danmark, som de anslår er i størrelsesordenen 60 til 120 milliarder kroner om året.

I det spænd ligger omkostninger i forbindelse med forurening af overfladevand, forurening af grundvand, luftforurening, drivhusgasudledning og tab af biodiversitet. Langt den største post blandt omkostningerne er tab af biodiversitet på 38 milliarder kroner.

Det tal er omgivet af meget stor usikkerhed, for det er vanskeligt at sætte et beløb på værdien af tabt biodiversitet, mener økonomer, TjekDet har talt med.

Tjekdet
Der findes ikke beregninger, der endeligt kan konkludere, hvorvidt den danske svineeksport er en underskudsforretning, lyder det fra en række økonomiforskere, TjekDet har talt med. Men de peger alligevel på, at eksporten sandsynligvis - alt medtaget - er en dårlig forretning for danskerne. De peger blandt andet på de konsekvenser, den store svineeksport fører med sig for klima, havmiljø og biodiversitet. Foto: Lars Laursen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Ingen bekymringer for forsyningssikkerhed

En af dem er Mikael Skou Andersen, der er miljøøkonom og professor i policy analyse ved Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet, og som blandt andet beskæftiger sig med at opgøre miljøomkostninger, herunder fra landbruget.

Han hæfter sig ved, at der i Danmark er lige knap 2.000 svinebedrifter, der ifølge tal fra Danmarks Statistik tilsammen har et driftsresultat på cirka fire milliarder kroner om året.

“Men jeg kan desværre hurtigt identificere årlige miljøomkostninger fra svineproduktionen for fire milliarder kroner,” siger han.

Den del af luftforurening med ammoniak, der kommer fra svinebedrifterne, og som påvirker danskernes helbred, udgør ifølge Mikael Skou Andersen cirka halvanden milliard kroner. Hvad angår forurening af fjorde og vandmiljø, er der forskellige overslag, men ifølge Mikael Skou Andersens vurdering er der mindst tale om en halv milliard kroner. Svineproduktionens udledning af drivhusgasser ligger på to milliarder kroner.

“Så er vi allerede på fire milliarder, og vi er ikke end ikke begyndt at snakke om omkostninger ved drikkevand, dyrevelfærd eller biodiversitet, som kommer oveni,” siger han.

Svinebedrifterne står for det, der kaldes primærproduktionen, og ifølge Mikael Skou Andersen går deres overskud tabt i miljøomkostninger for samfundet. Derfor må der være en gevinst ved forædling - altså primært slagterier - før det giver samfundsøkonomisk overskud at have svineproduktion. Men om miljøomkostningerne også spiser gevinsten fra forædling af svinekød, er ikke umiddelbart til at opgøre, siger Mikael Skou Andersen.

Landbrug & Fødevarer mener, at forsyningssikkerheden i at producere svin trækker i den anden retning og bør indgå i regnestykket som en positiv post. Men Mikael Skou Andersen mener ikke, at det ændrer det store.

“Vi eksporterer jo 80 procent af svinekødet, så hjemmemarkedet skal nok klare sig. Vi kunne sagtens spise mere vegetabilsk, men i øjeblikket dyrkes der mest foder til dyr. Forsyningssikkerhed har vi så rigeligt af i forvejen, så derfor påvirker det ikke regnestykket her,” siger han.

Gælder også grise

Selvom Red-Vandet har analyseret landbruget som helhed, mener en af forfatterne bag, at de sandsynligvis ville være nået frem til det samme resultat, hvis de udelukkende havde undersøgt svineproduktionen.

“Fordi svineeksporten er en meget vigtig del af landbruget. Den danske landbrugssektor er jo fokuseret på animalsk produktion,” siger Jens Christian Refsgaard, professor emeritus på GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland.

Ulrik Beck fra CERI, som var med til at undersøge det samme i regi af et Kraka-Deloitte samarbejde, er enig.

Han forklarer, at der er mange af de samme omkostninger ved svineproduktion som for hele landbruget, især i form af kvælstof og CO2-udledning. Det er dog i et lidt andet forhold. Kvægproduktionen står for eksempel for en større del af CO2-udledningen, mens svineproduktionen til gengæld udleder meget kvælstof.

Han påpeger også, at svineproduktionen ikke skaber meget mere værdi per enhed end kvæg- eller planteproduktion. Samtidig bliver en stor del af grisene eksporteret levende, hvilket betyder, at Danmark ikke får værdi i form af slagteriarbejdspladser ud af den del af produktionen.

TjekDet har forelagt for Henrik Vindfeldt, at der ikke er endelig dokumentation for hans påstand, og at eksperterne påpeger, at Red-Vandets rapport indeholder store usikkerheder, og at der bør regnes grundigt efter, før dens konklusioner om hele landbruget oversættes til svineeksport.

I en mail skriver Henrik Vindfeldt:

“Usikkerhederne i for eksempel Red Vandets rapport kan ændre på, hvor stort underskuddet er, men at der er et underskud, det kan der ikke være tvivl om. Hvor stort det er, afhænger af, hvor mange eksternaliteter der regnes med. Usikkerheden beror sig således på, hvor dårlig en forretning det er - ikke om det er en dårlig forretning.”

Landbrug & Fødevarer har tidligere kritiseret analysen fra Red-Vandet for at sammenligne metodefølsomme og ikke-sammenlignelige størrelser.

"Jeg anerkender fuldt ud, at griseproduktionen har klima- og miljøpåvirkninger, som selvfølgelig skal indgå i det samlede regnestykke. Men jeg genkender ikke påstanden om, at svineeksporten skulle være en underskudsforretning. Det er udokumenteret,” siger Martin Kristian Brauer, direktør for Samfundsøkonomi & Erhverv i Landbrug & Fødevarer.

TjekDet faktatjekker løbende påstande om dansk landbrug. Du kan finde alle vores faktatjek om emnet her. Vil du læse andre faktatjek af påstande fra og om dansk politik, kan du finde alle vores artikler om det her.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her eller Instagram ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

Opdateret 13. okt 2026