Det har vakt international debat: Er dette billede falsk, som Israel påstår?

-
Israel beskylder amerikanske Time Magazine for at bringe et falsk billede af sultne palæstinensere på deres forside. Billedet er iscenesat, lyder anklagen. Du kan se billedet ovenfor.
-
Som bevis for anklagen henviser Israel til et andet billede, hvor man ser en fotograf tage billeder af sultne palæstinensere.
-
De to billeder har skabt international debat om troværdigheden af billeder fra Gaza.
-
Vi har undersøgt de to billeder og konteksten, de er taget i.
Et billede af tilsyneladende sultne og desperate palæstinensere, der med tomme gryder og spande i hænderne venter på at få mad udleveret ved en udleveringspost, er genstand for heftig debat. Både i den internationale presse og på sociale medier.
For er lidelserne, som billedet portrætterer, i virkeligheden iscenesat for at vække vestlig sympati og medlidenhed?
Det mener Israel og Israels ambassade i Danmark i flere opslag på sociale medier, hvor de stempler billedet, der blandt andet er bragt på forsiden af amerikanske Time Magazine, som “FAKE” - altså falsk.
“Pallywood afsløret,” skriver de forskellige israelske myndigheder i opslagene. Pallywood er en sammensætning af “Palæstina” og “Hollywood” og bruges om palæstinensere og medier, der anklages for at iscenesætte palæstinensernes lidelser.
Israel mener endda at have fundet et direkte bevis for, at billedet bragt af Time Magazine er iscenesat.
Som dokumentation bringer de israelske myndigheder et billede, der viser en fotograf i arbejde. Fotografen sidder på hug foran en gruppe palæstinensere, der læner sig ind over et hegn med tomme gryder i hænderne, som han fotograferer.
One photo was staged. The other debunked it.
While @BILD revealed how Hamas photographers engineer scenes for propaganda, Time Magazine plays into the propaganda.
This is how Pallywood works:
Manufactured emotion. Media complicity. Truth discarded. @TIME Where is your… pic.twitter.com/kpwlyqxgqB— Israel ישראל (@Israel) August 6, 2025
Billedet er taget ved samme udleveringsstation og i samme vinkel som billedet, der er bragt på forsiden af Time Magazine. Ifølge Israel afslører det, at billedet i Time Magazinw er iscenesat.
“Det ene billede var iscenesat. Det andet billede beviser det,” skriver de israelske myndigheder.
Alt imens fastholder Time Magazine, at der intet iscenesat eller konstrueret er ved billedet, og at det skildrer virkeligheden, som den er: nemlig sultne palæstinensere, der står klar til at modtage mad.
TjekDet har derfor undersøgt konteksten for de to billeder. For hvad tilsiger, at de lidende ansigter er iscenesat, og hvad peger på det modsatte?
To forskellige billeder
Vi har - uden held - forsøgt at få både Israels ambassade i Danmark og Israels udenrigsministerium til at svare på, hvorfor de mener, at billedet af fotografen på hug beviser, at billedet i Time Magazine er iscenesat.
Ved første øjekast kan man foranlediges til at tro, at billedet fra Time Magazine er taget af fotografen, som sidder på hug. Men det er ikke tilfældet. TjekDets research viser, at de to billeder ikke har noget med hinanden at gøre udover at være taget fra samme udleveringssted.
Billedet fra Time Magazine er ifølge Anadolu - det statslige nyhedsmedie i Tyrkiet, der har udgivet billedet - taget den 22. juli 2025 af fotografen Ali Jadallah.
Det andet billede, som ifølge Israel beviser, at Time Magazines billede er falsk, er derimod taget den 24. juli 2025 - altså to dage efter. Fotografen på hug hedder Anas Zayed Fteiha.
Selvom der er to dage mellem billederne, er det ikke i sig selv et bevis for, at de ikke kan være iscenesatte. Både stedet og de sultne palæstinensere kan være opstillet til ære for fotografen, men billedserier fra samme udleveringsstation samme dag viser, at der faktisk blev udleveret mad.
Det gør der både den 22. juli, hvor billedet i Time Magazine er taget, og den 24. juli, hvor Anas Zayed Fteiha ses på hug.
Eksempelvis ser vi kvinden med den mønstrede hijab, der er på forsiden af Time Magazine, få udleveret mad i løbet af den billedserie, som billedet på forsiden af Time Magazine stammer fra.
I billedserien, hvor fotografen Anas Zayed Fteiha sidder på hug, kan man se ventende palæstinensere få mad, mens Anas Zayed Fteiha står ved siden af. Disse billeder er altså taget umiddelbart efter den første scene, hvor han sidder på hug
Faktisk har det tyrkiske statsmedie Anadolu udgivet en reportage om Anas Zayed Fteiha fra samme dag, hvor man i videoreportagen ser, at han tager billeder af palæstinensere, som får udleveret mad på det selvsamme sted (to minutter og 47 sekunder inde), mens han senere tager billeder af en dreng, som har fået udleveret suppe (tre minutter og 29 sekunder inde).
Selvom der bliver delt mad ud i forbindelse med begge billeder, er det dog ikke nok til at konkludere, hvorvidt der er tale om iscenesættelse eller ej.
Det siger Sisse Stroyer, der er formand for Pressefotografforbundet, da vi fremlægger billederne for hende og spørger, hvad hendes vurdering er.
Faktisk er det ifølge hende tæt på umuligt at konkludere noget med sikkerhed, fordi vestlige journalister ikke har adgang til Gaza, ligesom Hamas i en vis udstrækning kontrollerer, hvad der sendes ud af billeder og kommunikation generelt.
“Uanset hvor meget fakta, vi har om billederne, så vil jeg altid have den anke, at man ikke selv er der, man kan ikke selv komme ind, og det hele er gennemsyret af politik. Alt er så kontrolleret, at man hele tiden har en lille alarmklokke i baghovedet,” siger hun og stiller spørgsmålene:
Hvem styrer det konkrete udleveringssted? Hvem er personerne i de grønne veste, der deler mad ud? Bliver der flere gange udleveret mad det pågældende sted, eller var det bare lige de dage, fordi man havde interesse i at få de billeder ud?
Vi har derfor undersøgt det pågældende udleveringssted nærmere.
Suppekøkken eller kulisse?
Vi kan dokumentere, at der er blevet uddelt mad fra det præcis samme sted mange gange over en længere periode.
Det viser en lang række billedserier og videoer fra medier og nødhjælpsorganisationer, som TjekDet har verificeret, stammer fra samme lokation.
Det tidligste eksempel, TjekDet har kunnet finde, stammer fra den 18. juli, og det seneste eksempel er fra den 10. august 2025.
På alle de videoer og billeder fra stedet, som TjekDet har fundet, tyder intet på, at der er tale om en midlertidig kulisse.
Vores research viser, at udleveringsstedet er et såkaldt ‘suppekøkken’, som der findes flere af i Gaza. TjekDet har fundet adskillige videoer og billeder fra flere forskellige suppekøkkener i Gaza.
Suppekøkkener er et nødhjælpsinitiativ, hvor der uddeles gratis mad til palæstinensere. I de dage, hvor de to billeder, vi undersøger, er taget, bliver der sandsynligvis uddelt linsesuppe.
Suppekøkkener er et livsvigtigt sikkerhedsnet for flere tusinde palæstinensere, fordi adgangen til mad er yderst begrænset. FN oplyste tilbage i april, at omkring 80 procent af Gazas befolkning primært får mad via disse velgørenhedskøkkener.
FN har tilmed udgivet en artikel den 2. august, hvor de rapporterer fra selvsamme udleveringssted, som begge de billeder, vi undersøger, er fra. De beskriver stedet således:
“Et fælleskøkken i det vestlige Gaza afslører et panorama af smertefulde scener midt i fordrevne menneskers lidelser, deres råb om hjælp og deres indtrængende appeller til verden, der kræver en ende på deres tragedie og lindring.”
Til artiklen har FN talt med Mohammed Nayfeh, der fortæller, at han har stået i kø til maden i fire timer.
Også det amerikanske medie CNN har besøgt præcis samme udleveringssted, hvor de følger den 12-årige pige Jana, der jagter linsesuppen, som suppekøkkenet serverer. CNN fortæller, at suppekøkkenet ikke nødvendigvis har åbent hver dag, hvilket kan forklare de lange køer og den desperation, som CNN-reportagen også illustrerer ved suppekøkkenet.
TjekDet har også identificeret flere forskellige nødhjælpsorganisationer, vi kan se dele mad ud ved udleveringsstedet. En af dem er den pakistanske nødhjælpsorganisation Mercy Mission. De uddeler suppe i forbindelse med begge de billeder, vi undersøger.
På deres Instagram kan man se, hvordan de via private donationer får penge til at udlevere forskellige former for nødhjælp i Gaza. En video på Instagram viser dem dele linsesuppe ud på netop det udleveringssted, vi undersøger.
Mercy Mission oplyser til TjekDet, at de ikke kan sige yderligere om det konkrete sted, da de er til stede på flere forskellige lokationer i Gaza. Men de afviser at have nogen forbindelse til Hamas.
TjekDet har også spurgt Folkekirkens Nødhjælp, der også er tilstede i Gaza, om de kender til eksempler på, at Hamas kontrollerer udleveringssteder i Gaza. Det gør de ikke, men understreger dog, at “det er helt umuligt at få et samlet overblik i Gaza,” og at de derfor ikke kan sige det med sikkerhed.
Det har ikke været muligt for os at finde ud af, hvem der har det overordnede ansvar for suppekøkkenet, men ud fra TjekDets research tegner der sig et billede af, at der er flere mindre nødhjælpsorganisationer fra flere forskellige lande, som via private donationer opererer på stedet.
Artiklen, der antændte debatten
Den heftige debat om billedernes ægthed startede hos tyske Bild, der den 5. august - dagen forinden opslagene fra Israel - udgav en artikel med titlen: “Denne Gaza-fotograf iscenesætter Hamas-propaganda”.
Billedet til artiklen er netop billedet af Anas Zayed Fteiha, der på hug fotograferer menneskemængden foran nødhjælpskøkkenet, som Israel altså hævder beviser, at Time Magazines billede er iscenesat.
I artiklen skriver Bild om Anas Zayed Fteiha, at han har antisemitiske holdninger, blandt andet med henvisning til opslag på hans Instagram, hvor en video har teksten “Fuck Israel”, og at han arbejder for det tyrkiske statsmedie Anadolu og dermed Tyrkiets præsident, “Israel-haderen Erdoğan”, står der.
Det tyske pressebureau og Agence France Press har udtalt til Bild, at de ikke vil samarbejde med Anas Zayed Fteiha. Det er igen værd at understrege, at billedet bragt af Time Magazine ikke er taget af Anas Zayed Fteiha.
Bild nævner ikke i deres artikel, at der faktisk bliver udleveret mad kort efter, at billedet af Anas Zayed Fteiha på hug er taget.
Selv skriver Anas Zayed Fteiha i kølvandet på kritikken på sin Instagram, at han ikke skaber lidelse, men dokumenterer det.
Han forklarer, at billedet taget af ham på hug, hvor han fotograferer palæstinenserne, skal bruges til en dokumentar, der dokumenterer hungersnøden i Gaza. Han skriver, at alt var ægte og hverken iscenesat eller instrueret, og at han udførte sit journalistiske arbejde ærligt og hæderligt.
“Belejringen, sulten, bombardementet og ødelæggelsen, som befolkningen i Gaza oplever, kræver ikke fabrikation eller dramatisering,” skriver han og fortsætter:
“Mine fotos afspejler den bitre virkelighed, som mere end to millioner mennesker oplever, hvoraf de fleste er kvinder og børn”.
Også Time Magazine afviser både overfor de israelske myndigheder og tyske Bild, at deres forsidebillede skulle være iscenesat eller konstrueret. De oplyser, at billederne er taget af to forskellige fotografer, ligesom vores research også viser, og at Time Magazines forsidebillede er taget i et velgørenhedskøkken i Gaza, hvilket TjekDets undersøgelse også underbygger.
Hverken det israelske udenrigsministerium eller den israelske ambassade i København har som nævnt svaret på TjekDets henvendelser. Vi har derfor ikke kunnet få udbygget, hvorfor de mener, at Time Magazines billede er falsk, og hvorfor de mener, at det andet billede dokumenterer det.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.