Falsk artikel om helten fra Bondi Beach gik verden rundt
-
Kort efter terrorangrebet på Bondi Beach i Australien spredte en video sig, hvori en mand heroisk overfalder og afvæbner en af de to gerningsmænd.
-
Manden blev hyldet som helt og identificeret som Ahmed al Ahmed, en 43-årig grønthandler.
-
Brugere på sociale medier afviste dog hurtigt den information med udgangspunkt i en artikel fra The Daily, hvor der står, at helten i virkeligheden er en australsk mand ved navn Edward Crabtree.
-
Men The Daily er et opdigtet medie, som først så dagens lys i forbindelse med terrorangrebet på Bondi Beach.
-
Foruden brugere på sociale medier videregav også X’s egen chatbot, Grok, den falske information.
Den heltemodige mand, der søndag overmandede en af de to gerningsmænd ved terrorangrebet på Bondi Beach i Australien, er ikke muslim. Han er i virkeligheden en 43-årig lokal it-specialist ved navn Edward Crabtree.
Sådan lød det i flere opslag på X (arkiveret her og her) og Facebook (arkiveret her) i løbet af søndagen, efter det kom frem i traditionelle medier, at redningsmanden var en 43-årig grønthandler ved navn Ahmed al Ahmed.
“Navnet er Edward Crabtree, en lokal fra Bondi, ikke en eller anden Ahmed,” står der eksempelvis i et opslag på X.
I flere af opslagene medfølger skærmbilleder af eller link til en artikel fra “The Daily” med overskriften “Lokal Bondi-beboer Edward Crabtree afvæbner bevæbnet mand i rædselsvækkende angreb”.
The name is Edward Crabtree a local from Bondi, not some Ahmed
Propaganda is pushed the moment anything happen #bondibeach attack Sydney pic.twitter.com/C7ddRUselA— KarmaYogi (@karma2moksha) December 14, 2025
Med henvisning til artiklen af "The Daily" påpeger en X-bruger fejlagtigt, at heltens navn er Edward Crabtree.
Men The Daily er mildest talt et utroværdigt medie. Det blev opfundet blot et par timer efter de første meldinger om skyderier på Bondi Beach.
Både myndighedskilder og medier verden over har siden slået fast, at det faktisk var den 43-årige grønthandler og far til to, Ahmed al Ahmed, der fik fravristet den ene af de to gerningsmænds våben.
Lynhurtig desinformation
De første nyheder om angrebet tikkede ind søndag formiddag omkring klokken 09.20 dansk tid. Her oplyste australsk politi, at der er affyret skud ved Bondi Beach.
Kort efter begynder videoen med Ahmed al Ahmed, der overfalder den formodede terrorist, at florere. Videoen bliver blandt andet delt på X klokken 10.14 dansk tid. Det er sandsynligt, at videoen første gang er delt tidligere end det.
Herfra går der ikke lang tid, før artiklen med det falske navn - Edward Crabtree - dukker op. Ifølge WHOIS-oplysninger bliver The Dailys domæne nemlig registreret allerede klokken 10.33 dansk tid. Siden er den falske påstand blevet spredt til store dele af verden.
Ahmed is a real-life hero. Last night, his incredible bravery no doubt saved countless lives when he disarmed a terrorist at enormous personal risk.
It was an honour to spend time with him just now and to pass on the thanks of people across NSW. pic.twitter.com/3xNBW8vxvZ— Chris Minns (@ChrisMinnsMP) December 15, 2025
New South Wales' førsteminister, Chris Minns, besøger Ahmed al Ahmed, der selv blev skudt under aktionen, på hospitalet. Førsteministeren kalder ham en sand helt.
The Daily giver ved første øjekast indtryk af at være en ægte nyhedsside. Ud over et par artikler om terrorangrebet på Bondi Beach er der også artikler om politik, sport, vejr og andre typiske emner.
Men klikker man på de forskellige artikler, ender man samme sted: På en artikel om, at verdens ledere er nået til enighed om en historisk aftale om at reducere globale CO2-udledninger.
Den eneste artikel på The Dailys side, der rent faktisk udfolder den historie, den lover, er artiklen om Edward Crabtree.
I den kan man blandt andet læse, at The Daily har fået et eksklusivt interview med ham direkte fra hospitalssengen, hvor han bliver behandlet for skudsår i venstre skulder og arm. Den rigtige redningsmand, Ahmed al Ahmed, er faktisk indlagt på hospitalet, hvor han modtager behandling for skudsår i arm og hånd, skriver BBC.
I The Daily-artiklen står også, at Edward Crabtree indtil for to år siden boede i Sydney-bydelen Surry Hills, men efter et forlist forhold flyttede han til Bondi Beach – en beslutning han ifølge artiklen kalder den bedste, han nogensinde har foretaget sig.
Ahmed al Ahmeds forældre, der for blot et par måneder kom til Australien fra Syrien, fortæller til den australske public service-station, ABC, at deres søn kom til landet i 2006. Ifølge The Guardian fortæller Ahmed al Ahmeds fætter, at han er australsk statsborger med oprindelse i den syriske by Idlib.
The Daily-artiklen skriver desuden, at angrebet fandt sted lørdag eftermiddag australsk tid, selvom det faktisk var hen mod tidlig aften søndag.
Grok dummer sig igen
Søndag eftermiddag, mens det væltede ind med information via både traditionelle medier og sociale medier, spurgte X-brugere i flere tilfælde det sociale medies chatbot, Grok, om hjælp.
Klokken 14.20 dansk tid bliver den spurgt, hvem Edward Crabtree er, fordi en X-bruger nævner ham som personen, der overmander en af gerningsmændene. Til det svarer Grok:
“Edward Crabtree er en 43-årig IT-professionel og senior solutions architect fra Sydney i Australien. Den 14. december 2025 tacklede og afvæbnede han heroisk en bevæbnet mand under et terrorangreb ved Bondi Beach, hvor han blev skudt to gange, men forhindrede yderligere dødsfald. Han er blevet hyldet som en national helt, og der er opfordringer til, at han modtager Cross of Valour.”
Cirka to en halv time senere er Grok dog kommet på andre tanker:
“Den civile helt, der afvæbnede en bevæbnet mand, er Ahmed al Ahmed, en 43-årig frugthandler, ikke “Edward Crabtree”. Kilder indikerer, at “Crabtree” kan være en AI-genereret opdigtning,” skriver Grok i et svar til en X-bruger, der er forvirret over, at netop artiklen fra The Daily udnævner Edward Crabtree som helten.
Det er ikke første gang, at Grok tager sig uheldigt ud i forbindelse med en højspændt situation, der udvikler sig time for time.
Da den amerikanske debattør Charlie Kirk i september blev snigmyrdet under et arrangement på et universitet, hævdede Grok, at mordet aldrig havde fundet sted. Selv efter en video af mordet florerede online, påstod chatbotten, at der var tale om et satirisk klip.
I samme ombæring gjorde den sig også skyldig i at forsøge – med et helt forkert resultat – at gætte sig til, hvordan gerningsmanden så ud på baggrund af de meget slørede billeder, myndighederne havde offentliggjort.
TjekDet har tidligere beskrevet, hvordan muslimske borgere uretmæssigt bliver beskyldt for handlinger, de ikke står bag. Det samme gentog sig i Australien, hvor muslimer blev beskyldt for at fejre terrorhandlingen med fyrværkeri. I virkeligheden var der tale om en julefejring fra en lokal Rotary-klub. I tilfældet med Ahmed al Ahmed er situationen nærmest omvendt. Han er helten, men falske rygter forsøgte at fratage ham æren.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.
