Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Har der virkelig aldrig været flere isbjørne, end der er nu?

Faktatjek 30. mar 2023  -  7 min læsetid
Tjekdet
Det er gentagende gange blevet påstået, at antallet af isbjørne er steget markant i løbet af de seneste 60 år. Derfor kan isbjørnen ikke bruges som billede på, hvor slemt det står til med klimaet, lyder det. Men faktisk kan vi ikke sige noget med sikkerhed, om isbjørnebestanden er stabil, voksende eller faldende. Foto: Ekaterina Anisimova/AFP/Ritzau Scanpix
  • Man kan ikke bruge isbjørne som eksempel på, hvor skidt det står til med klimaet. For faktisk har der aldrig været flere, end der er nu

  • Sådan har det lydt adskillige gange på sociale medier i både ind- og udland - blandt andre fra klimadebattør Bjørn Lomborg

  • Men ifølge isbjørneeksperter er det meget svært at sige, hvorvidt bestanden af isbjørne er stigende, faldende eller stabil

  • Dog er det sikkert, at klimaforandringerne presser isbjørnens levevilkår

  • Bjørn Lomborg fastholder, at der aldrig har været flere isbjørne end nu

Den ensomme isbjørn på en smeltende isflage bliver ofte brugt som billede på, hvor slemt det står til med klimaet.

Men faktisk er antallet af isbjørne steget markant i løbet af de seneste 60 år.

Sådan har det gentagne gange lydt fra Bjørn Lomborg, der er klimadebattør og leder af tænketanken Copenhagen Consensus Center. I starten af 2023 luftede han påstanden i et interview med Jyllands-Posten og på sin facebookprofil, og nogle måneder forinden kunne man også læse om isbjørnebestandens angivelige vækst på hans twitteprofil og i et debatindlæg i Berlingske.

På både Twitter og Facebook skriver han, at stigningen ikke er noget, der bliver talt højt om, fordi det ikke passer ind i klimanarrativet.

 


Påstanden har også været at finde på sociale medier i udlandet, og senest er den blevet delt blandt klimaskeptikere i facebookgruppen ‘Klimarealisme.dk’ den 20. marts.

“At bruge isbjørne som fortælling på, hvor slemt klimaet har det, er faktisk nok så ironisk forkert, som det overhovedet kan blive, for verden har aldrig set flere isbjørne end nu,” står der i opslaget.

Og det har fået læsere til at spørge TjekDet, om det virkelig kan passe, at der er flere isbjørne nu end tidligere.

Det korte svar fra isbjørneeksperter er, at det er meget svært at sige noget præcist om.  

Men helt sikkert er det, at isbjørnebestanden - uanset om den er større lige nu end tidligere - ikke kan bruges som argument for, at det ikke står skidt til med klimaet. For fremtidsudsigterne for den hvidpelsede bjørn er mildest talt dystre.



Meget usikre tal

De seneste estimater om isbjørnebestanden på verdensplan er fra 2015 og kommer fra Polar Bear Specialist Group ved The International Union for Conservation of Nature (IUCN). De vurderer, at der i dag findes i omegnen af 26.000 isbjørne verden over.

På sociale medier florerer flere grafikker, der viser, at bestanden har været stigende siden 1960’erne, hvor der angiveligt kun fandtes 5.000 isbjørne på verdensplan. 

Men de ældre - og til dels også de nyere - estimater er behæftet med stor usikkerhed, fortæller eksperter til TjekDet.

Faktisk er tallene fra 1960’erne frem til begyndelsen af 1990’erne så usikre, at Dag Vongraven kalder dem guesstimates. De bygger altså på gætterier. Dag Vongraven er seniorrådgiver ved Norwegian Polar Institute og medlem af Polar Bear Specialist Group ved IUCN, som han var formand for fra 2010 til 2021.

“Der er tal fra en tidlig rapport fra 1961, hvor en russisk biolog skriver, at der er omkring 5.000 til 8.000 isbjørne i verden, men der er ingen data bag det. Der var ingen data bag nogen tal fra isbjørnespecialisterne før begyndelsen af 1980'erne. Før det var det rent gætværk,” siger han. 

Fernando Ugarte, der er afdelingschef på Greenland Institute of Natural Resources’ afdeling for fugle og pattedyr, er enig. 

“Vi har så dårlige estimater for, hvor mange isbjørne der har været tidligere, at vi ikke kan beregne en udvikling i bestanden, så vi kan faktisk ikke sige noget med sikkerhed,” siger han.

Sådan tælles isbjørnene

Der findes to måder, man tæller og estimerer antallet af isbjørne på.

 

Den ene metode går ud på at flyve over et område og placere et såkaldt linjetransekt, som er en eller flere linjer gennem et landskab. Når man ser alle isbjørnene på linjen, noterer man deres afstand fra linjen og flyet. På den måde finder man ud af, hvor mange isbjørne der er i det afdækkede område, og det kan man gange op med det samlede areal.

 

Ved den anden metode markerer man isbjørnene ved eksempelvis øremærkning, påsætning af transmitter, eller - som noget nyt - udtagning af isbjørnens DNA. Ved en senere tælling noterer man, hvor stor en del af de isbjørne, man finder, der er markeret. Ud fra ratioen mellem markerede og ikke-markerede kan man ret præcist udregne, hvor mange isbjørne der er i området, så længe man ved, hvor mange mærker man har sat ud.

 

Kilde: Dag Vongraven og Fernando Ugarte
 

Tilbage i 1960'erne baserer beregningen af antallet af isbjørne sig ikke på metoder, der i dag bliver accepteret i videnskabelige sammenhænge. Det er først i 1993, at forskere begynder at danne sig et overblik over de enkelte bestande i de 19 kendte subpopulationer. I 2022 finder forskerne en ny subpopulation, så der i dag er 20.

De 20 subpopulationer er grupper af isbjørne, der lever forskellige steder på kloden og hver især udgør en del af det samlede antal isbjørne på verdensplan.

Men selvom nutidens metoder til at tælle isbjørne er mere kvalificerede end før, er vi ikke blevet klogere på bestanden af isbjørne på globalt plan - kun enkelte bestande, understreger eksperterne. Det skyldes, at ikke alle lande, hvor der lever isbjørne, bruger de fornødne ressourcer på at forske i populationsstørrelser.

“Det er ekstremt dyrt, tager utrolig lang tid, og så er der også steder, hvor det ikke er muligt. Så der er nogle subpopulationer, vi ved meget om, men der er også nogle, som vi næsten ikke ved noget som helst om,” siger Dag Vongraven.

Og fordi det er en utrolig ressourcekrævende proces at tælle isbjørne, går der mange år imellem, at der udkommer estimater. I det seneste IUCN-estimat fra 2015 kan der godt være 10-15 år gamle tal for en specifik subpopulation, mens en anden subpopulation er opdateret med nyere tal. Det mudrer også billedet, fortæller Fernando Ugarte.

Forbud mod fangst

I 1973 blev det gjort ulovligt at fange isbjørne. Derfor er det ifølge eksperterne logisk at antage, at bestanden derefter steg. Men det bliver også kun ved en antagelse, fortæller de.

 

Efter den nye lov så man en reduktion i isbjørnefangsten, men fordi der ikke findes pålidelige tal fra før 1990’erne, er det ikke til at sige, om den mindre fangst resulterede i populationsvækst. I årtierne efter 1970’erne så man en stigning i fangst. Særligt i Rusland var der meget ulovlig fangst frem til 1990’erne, men man ved bare ikke, hvor stort omfanget var.

“Mange optællinger er for gamle. Det kan godt være, de var troværdige engang, men hvis der er gået 15 år siden sidste optælling, er tallet nok anderledes i dag. Så man kan ikke sammenligne globale estimater fra ti år siden med i dag, for det er ikke præcise tal,” siger han og fortsætter:

“Man skal læse de enkelte vurderinger for hver enkelt bestand for at se, hvilke der beregnes som stabile, voksende eller dalende. Og der kan man se, at de fleste bestande ikke har tilstrækkelig data til at sige noget om bestandens udvikling over tid.”

I Polar Bear Specialist Groups seneste rapport kan man læse, at i 10 ud af de 19 subpopulationer var data så utilstrækkelig, at man ikke kan sige, om bestanden er stigende, faldende eller stabil. I to subpopulationer var bestanden “sandsynligvis øget”, i fire “sandsynligvis stabil”, og i de resterende tre var den “sandsynligvis faldet”.

Stressede klimabjørne

Ifølge eksperterne er det veldokumenteret, at klimaforandringerne er en direkte trussel mod isbjørnen. Det er de nu, men det bliver de i særdeleshed i fremtiden.

I 2015 vurderede IUCN, at isbjørnebestanden risikerer at være faldet med minimum 30 procent i 2045. 

Samtidig viser et studie, der er udgivet i det anerkendte tidsskrift Nature Climate Change, at med høje CO2-udledninger vil størstedelen af de 20 subpopulationer risikere at forsvinde inden år 2100. Er udledningerne mere moderate, vil færre isbjørne uddø, men selv her er det utænkeligt, at samtlige subpopulationer overlever.

 

Udfordringen er, at klimaforandringerne fører til højere gennemsnitstemperaturer, og det betyder helt enkelt, at isen forsvinder. Isen er afgørende for isbjørnens overlevelse, blandt andet fordi det er her, den går på jagt efter sæler, der er isbjørnens primære fødekilde.

Men endnu vigtigere betyder isens forsvinden også, at isbjørnene får sværere ved at overleve henover sommeren, hvor de venter på vinterisen, der kommer senere og senere og forsvinder tidligere på foråret end før.

"Måske nogle enkelte isbjørne kan finde lidt mad på land om sommeren, men det er slet ikke nok til, at alle kan trives, og bestandene kan vokse," forklarer Fernando Ugarte.

Som eksempel nævner Dag Vongraven havis-målinger fra hele Arktis-området. Her har man foretaget havis-målinger siden 1979, og de viser, hvordan dagene med is bliver færre.

“Isbjørnene i Barentshavet har mistet 40 dage med havis per årti. Den isfri periode er altså 160 dage længere i dag, end den var for 40 år siden. Isbjørne kan gå lang tid uden mad, men der er en grænse,” siger han.

Det samme sker i Baffinbugten mellem Grønland og Canada, som er det område, Fernando Ugarte arbejder med. Her kan forskerne se, at den mindre havis stresser isbjørnene, fordi de skal opholde sig længere tid på land.

“Vi har nogle studier, der viser, at isbjørnene er lidt tyndere, og at de får færre unger,” siger han.

Han nævner også, at de isbjørne, der lever længst mod nord, faktisk har fået det bedre under klimaforandringerne, fordi de varmere temperaturer gør den ellers tykke is lidt tyndere, og det giver bedre levevilkår for sælerne og dermed isbjørnene.

“Der er nogle få bestande, der bliver større, og det er det, klimabenægtere bruger til at sige, at isbjørnene har det godt. Men i andre store områder faldet antallet af isbjørne. Jeg vil sige, at i lige præcis den her tid, vi lever i nu, er enkelte isbjørnebestande stigende, faldende og stabile. Men i fremtiden ser det ganske grimt ud,” siger Fernando Ugarte. 

Bjørn Lomborg: Et politisk bekvemt røgslør

TjekDet har spurgt Bjørn Lomborg, hvorfor han gentagende gange har påstået, at klodens isbjørnebestand er stigende, når eksperterne fortæller, at vi dybest ikke kan sige noget med sikkerhed. 

Bjørn Lomborg har ikke svaret på vores henvendelse, mens hans presseansvarlige henviser til en opinionsartikel, Bjørn Lomborg har skrevet i den amerikanske avis Wall Street Journal på baggrund af et faktatjek, som det franske nyhedsbureau AFP lavede i januar 2023, af samme påstand. 

I artiklen i Wall Street Journal beskylder han isbjørneeksperter - heriblandt Dag Vongraven - for at smide “et politisk bekvemt røgslør”. Ifølge Bjørn Lomborg afviser forskerne de bedst tilgængelige data, fordi data, der viser en stigning i isbjørnebestanden, ikke passer ind i “deres politiske fortælling”. Derudover kritiserer han AFP’s faktatjek for at være “beviseligt forkert” og fastholder sin påstand om, at isbjørnebestanden aldrig har været større end nu med begrundelsen, at data fra 1960’erne baserer sig på tre peer-reviewed estimater.

TjekDet har forelagt Bjørn Lomborgs kritik for Dag Vongraven. Han køber ikke argumentationen fra Bjørn Lomborg, der ifølge Dag Vongraven har et “cementeret verdenssyn”.

Tjekdet
Bjørn Lomborg fastholder sin påstand om, at isbjørnebestanden er steget siden 1960'erne, og så beskylder han eksperter, der påstår andet, for at smide et politisk bekvemt røgslør, fordi den voksende isbjørnebestand ikke passer ind i deres politiske fortælling. Men eksperterne fastholder, at man reelt ikke ved, om bestanden er stabil, voksende eller faldende. Foto: Charlotte Carlberg Bärg

“Han kalder disse referencer for peer-reviewed kilder. Det kan godt være, at de var fagfællebedømt på det tidspunkt, men gyldige skøn over bestanden kræver stadig data bagved og en stringent anvendelse af metoder,” siger han.

Tallene fra de peer-reviewed kilder er så gamle, at det ikke er til at henvise via links. Men Dag Vongraven fortæller, at de estimater, som Bjørn Lomborg henviser til, danner grundlag for en graf, han har præsenteret med startpunkt i 1965. Det første estimat stammer fra 1959, hvor man på baggrund af piloters observationer antog, at der levede omkring 2.500 isbjørne langs Alaskas kyst. Det tal ekstrapolerede man til 19.000 isbjørne på verdensplan. Ekstrapolation er en statistisk - upræcis - metode, man bruger til at beregne ukendte størrelser ud fra kendte sammenhænge. 

Og den metode stiller forfatteren bag et estimat fra 1964, som Bjørn Lomborg også henviser til, sig kritisk overfor. Lokale skøn over bestanden kan nemlig ikke ekstrapoleres til at dække hele den arktiske region, uden det sænker den statistiske sikkerhed betydeligt. Dag Vongraven forklarer, at havde forskerne dengang vidst, hvad man ved i dag, om hvor stort et område isbjørne rent faktisk lever på, var man kommet frem til, at der levede 287.500 isbjørne. Og netop derfor kan ekstrapolering give “helt latterlige resultater,” fortæller han.

Forfatteren bag 1964-estimatet vurderer, at der dengang fandtes godt 10.000 isbjørne. Hans metode baserer sig ligeledes kun på tællinger fra luften i de sydlige dele af Hudson Bay i Canada. 

Det sidste estimat, Bjørn Lomborg bruger at vise en stigning i isbjørnebestanden fra 1960’erne, kommer fra den førnævnte russiske biolog, som offentliggjorde sit tal i 1961. Men Dag Vongraven forklarer, at tallet baserer sig på biologens observationer på Wrangel Island i det østlige Sibirien, og at der ikke findes data bag estimatet. 

TjekDet har også henvendt sig til brugeren bag opslaget i facebookgruppen klimarealisme.dk, men vedkommende er ikke vendt tilbage.

Opdateret 3. apr 2023