Historie om ulv og skræmte drenge nåede helt til Christiansborg. Men det er en kat, siger eksperter

-
To skoledrenge fra Esbjerg måtte i halvanden time sidde bange i et træ og gemme sig fra en ulv, der kredsede under dem.
-
Det skriver JydskeVestkysten i en artikel, hvor de også bringer drengenes egen videooptagelse af dyret.
-
Hændelsen har vakt stor debat på sociale medier og blandt politikere. Men ifølge eksperter er det slet ikke en ulv, drengene har mødt, men en stor kat.
To drenge på 11 og 12 år fra Esbjerg var torsdag i sidste uge ude for en oplevelse, der gjorde dem “virkelig bange”.
Mens de slog tiden ihjel med at klatre i træer i nærheden af deres skole, så de pludselig en ulv nærme sig. Drengene kravlede fire meter op i træet, hvor de måtte vente i halvanden time, mens ulven kredsede under dem.
Det skriver JydskeVestkysten, der også bringer en video af det omstrejfende rovdyr, som drengene har optaget.
Artiklen deles i stor stil på sociale medier, hvor det flyder over med kommentarer fra folk, der er vrede og fortørnede over, at ulven kommer så tæt på børn. Historien er endda nået helt til Christiansborg.
Dansk Folkeparti deler historien på X med budskabet om at få trygheden tilbage, og Venstres folketingsmedlem Anni Matthiesen beretter på Facebook om drengenes oplevelse.
Det samme gør det socialdemokratiske folketingsmedlem Anders Kronborg på Facebook, hvor han skriver, at “MENNESKER kommer før ULVEN”. Anders Kronborg er i øvrigt forhenværende byrådsmedlem i Esbjerg Kommune, åben fortaler for regulering af ulve, og så er den ene af de to drenge hans nevø.
Men det var efter alt at dømme slet ikke en ulv, drengene søgte tilflugt fra og filmede. JydskeVestkysten har da også bragt en præcisering til deres artikel og blandt andet ændret overskriften.
En facebookbruger deler her videoen og gør opmærksom på, at der er sået tvivl om, hvorvidt der rent faktisk er tale om en ulv.
Ikke en ulv, men en kat
TjekDet har været i kontakt med to af Danmarks førende ulveeksperter, som vurderer, at det ikke er en ulv, der optræder i drengenes videooptagelse af hændelsen. De vurderer begge, at det er et andet dyr, drengene har set.
“Det er i hvert fald ikke en ulv, som ses på filmen. At dømme ud fra dyrets størrelse og bevægelser, er der tale om en kat. Formentlig en langhåret af slagsen,” oplyser Peter Sunde, professor og ulveekspert ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet.
Det samme vurderer Kent Olsen, ulveekspert og videnskabelig chef for seniorforskere på Naturhistorisk Museum.
“Jeg har set optagelsen og læst artiklen. Optagelsen viser, at der er tale om en kat og ikke en ulv,” skriver Kent Olsen i en mail til TjekDet.
Ud over videoen, eksperterne har kigget igennem og som ifølge dem ikke viser en ulv, bringer JydskeVestkysten i artiklen også et billede, som angiveligt skulle stamme fra videoen. Billedet viser et dyr, som godt kan ligne en ulv. I den dertilhørende billedtekst står der, at billedet er et skærmbillede fra videooptagelsen, drengene tog fra træet, og at drengene ikke var i tvivl om, at der var tale om en ulv.
Til TjekDet oplyser JydskeVestkystens redaktionschef og lokalredaktør i Esbjerg, Louise Lauritsen, at redaktionen ikke selv har taget skærmbilledet fra drengenes video. Billedet er tilsendt af drengene.
JydskeVestkysten har ikke ønsket at udlevere drengenes optagelse i fuld længde til TjekDet, men siger, at de er i besiddelse af den.
Efter TjekDets henvendelse har JydskeVestkysten bragt en præcisering i deres artikel.
“Artiklens overskrift er 14. april 13.30 ændret, efter flere eksperter, som JydskeVestkysten har talt med, sår tvivl om det var en ulv, som drengene blev skræmt af,” skriver mediet nu.
De har desuden ændret overskriften fra “To drenge sad oppe i træ i halvanden time, mens ulv kredsede under dem” til “To drenge sad oppe i træ i halvanden time af frygt for ulv”.
Over for TjekDet erkender Louise Lauritsen i en mail, at JydskeVestkysten burde have taget flere sproglige forbehold i artiklen og ikke konkluderet, at der var tale om en ulv. Hun svarer ikke direkte på, om de fortsat vurderer, at det er mest sandsynligt, at drengene så en ulv. I stedet skriver hun:
“Vi har formidlet drengenes oplevelse af at være skræmt af en ulv. Vi opfatter børnene og deres forældre som troværdige kilder og uden alternativt motiv.”
Den originale artikel beretter også om, at pedellen på den nærliggende skole ligeledes så en ulv i området dagen efter de to drenge. Også det præciserer JydskeVestkysten i den opdaterede version.
“Skolens pedel oplyser til JydskeVestkysten, at han har set et hundelignende dyr på området,” lyder det nu.
De har også ændret i billedteksten til det, der angiveligt er et skærmbillede fra de to drenges videooptagelse.
“De (drengene, red.) var ikke i tvivl om, at det her er en ulv, men eksperter er ikke enige,” har JydskeVestkysten nu tilføjet til beskrivelsen.
TjekDet har uden held forsøgt at komme i kontakt med drengene og deres forældre.
Ulve på dansk grund
Selvom det med al sandsyndlighed ikke er en ulv, drengene har videooptaget, er det set før, at ulve er kommet tæt på mennesker - også i byer.
Det skete blandt andet tidligere i april, hvor JydskeVestkysten bragte en historie om en ulv, der en lørdag havde besøgt Tistrup og Ansager i Varde Kommune. Kort tid forinden havde Oksbøl, som også ligger i Varde Kommune, ligeledes haft ulvebesøg.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.