Læge og blogger mener, at Danmark har opnået flokimmunitet. Men der er huller i hendes teori
-
Smitten falder, men det er slet ikke på grund af myndighedernes restriktioner og nedlukning. Det skyldes ene og alene, at Danmark har opnået flokimmunitet
-
Sådan lyder det fra læge og blogger Vibeke Manniche i adskillige opslag, videoer og blogindlæg
-
Men der er flere problemer med hendes teori, fastslår forskere
-
Sammenlignelige lande har oplevet langt mere udbredt smitte, end vi har i Danmark. Og i de lande er der ikke konstateret flokimmunitet endnu
-
I Danmark vurderes højest 10 procent af befolkningen at være immune over for coronavirus. Det svarer til cirka 600.000 danskere. Og selv hvis mere end en million danskere skulle være immune, sådan som Vibeke Manniche påstår, er det langtfra nok til, at virussen dør ud
-
Hendes teori beror særligt på, at børn og unge, der har fået MFR-vaccinen mod mæslinger, fåresyge og røde hunde, også er beskyttede mod covid-19. Men det er ikke dokumenteret, at vaccinen beskytter mod coronavirus
Januar måneds nedgang i coronasmitte har slet ikke noget at gøre med myndighedernes restriktioner og nedlukning af samfundet. De færre smittede skyldes slet og ret at, vi i Danmark har opnået flokimmunitet.
Sådan lyder det i flere blogindlæg, opslag og videoer fra læge og blogger Vibeke Manniche, der lige siden epidemiens begyndelse i foråret 2020 har være en indædt modstander af regeringens restriktioner.
En video fra 22. januar er blevet vist 38.000 gange, og her siger Vibeke Manniche, at de corona-smittede, de corona-vaccinerede samt børn og unge, der har fået MFR-vaccine mod mæslinger, fåresyge og røde hunde, tilsammen udgør en så stor immun andel af den danske befolkning, at smitten har svært ved at brede sig. Ifølge hende giver MFR-vaccinen nemlig beskyttelse mod coronavirus.
Men Manniches udlægning finder ikke opbakning hos Viggo Andreasen, epidemiforsker og lektor i matematik ved Roskilde Universitet, og Claus Ekstrøm, der er professor ved Biostatistisk Afdeling på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet. De to forskere peger på flere huller i hendes teori.
Højest 10 procents immunitet
Ifølge Vibeke Manniche skulle over en million danskere på nuværende tidspunkt være immune, fremgår det af hendes facebookvideo. Men selv hvis man tager det tal for gode varer, er det meget tvivlsomt, at det skulle resultere i den nedgang i coronasmitte, vi har set den seneste tid.
“Det svarer til, at små 20 procent af befolkningen på nuværende tidspunkt er immune. Jeg har ikke set nogen niveauer af flokimmunitet, som giver kraftigt udslag på det niveau. Så jeg har svært ved at forestille mig, at den reduktion i smitte, vi ser, skulle være drevet af dét, når det i andre sammenhænge kræver meget mere,” siger Claus Ekstrøm.
Ifølge ham kan smitten godt sprede sig, selvom 20 procent af befolkningen er immune.
"Hvis man laver modeller for epidemiens forløb, hvor man starter med, at 10-20 procent af befolkningen er immune, så vil man stadig se, at der kommer et ordentligt bump af smittede i starten. Så det niveau af immunitet er langtfra nok til, at sygdommen burde aftage af sig selv," siger Claus Ekstrøm.
Meget tyder da også på, at tallet for flokimmunitet er meget lavere.
Viggo Andreasen peger på den nationale prævalensundersøgelse, som Statens Serum Institut (SSI) foretager. På baggrund af blodprøver ser undersøgelsen på, hvor stor en del af befolkningen der har antistoffer mod coronavirus, og som derfor er eller har været smittet.
Prævalensundersøgelsen viser, at der er fire procents immunitet i befolkningen frem til første uge af december 2020. Immuniteten er lidt højere blandt de 20-29 årige, da det er den gruppe, der driver smitten mest. I den aldersgruppe har 5-10 procent antistoffer, estimerer undersøgelsen.
Artiklen fortsætter under billedet
Den faldende smitte har intet med nedlukningen at gøre, siger Vibeke Manniche i en video fra 22. januar, der er blevet vist 38.000 gange. (Foto: Skærmbillede af facebookopslag)
400.000 danskere smittet
Vibeke Manniche kommer frem til sit tal ved at lægge tre tal sammen. Det ene er antallet af smittede, det andet er antallet af vaccinerede, og det tredje er antallet af børn og unge, som er blevet vaccineret med MFR-vaccinen mod mæslinger, fåresyge og røde hunde. MFR-vaccinen giver ifølge Manniche beskyttelse mod covid-19, så man enten slet ikke bliver smittet eller kun oplever milde symptomer.
Knap 200.000 danskere er bekræftet positive med coronavirus siden epidemiens begyndelse. Det tal kan man roligt doble op, mener Vibeke Manniche. Og det har hun sådan set ret i. Men hendes begrundelse for den konklusion overser en væsentlig detalje, siger forskerne.
Ifølge Vibeke Manniche er forklaringen nemlig, at de 200.000 smittede vil have udsat andre mennesker i deres husstande for smitte. Og her overser hun, at mange nære kontakter allerede er talt med i de 200.000 bekræftede tilfælde, påpeger Claus Ekstrøm.
“Det ville være mærkeligt, om familiemedlemmer til smittede ikke også er blevet testet. Så de må i et eller andet omfang være medregnet i de 200.000,” siger Claus Ekstrøm.
Sundhedsstyrelsen opfordrer netop også nære kontakter til at lade sig teste.
Men der er selvfølgelig et mørketal, altså folk, der har været smittet med coronavirus, men ikke er blevet testet og derfor ikke tæller med i de dagligt opgjorte bekræftede tilfælde. Og selvom Manniches forklaring ikke holder vand, så rammer hun faktisk det rigtige tal.
Ud fra SSI’s prævalensundersøgelse og antallet af indlæggelser kan man nemlig beregne den nuværende mørketalsfaktor til omkring 2. Det betyder, at cirka dobbelt så mange som det nuværende antal bekræftede tilfælde reelt har været smittet under epidemien. Det svarer til knap 400.000 danskere.
Beregningerne er foretaget af Søren Ørskov, der er en del af den forskergruppe på Roskilde Universitet, som i samarbejde med SSI tidligere har beregnet mørketallet.
“400.000 svarer til omkring syv procent af befolkningen. Det vil sige, at kontakttallet er reduceret med syv procent på grund af flokimmunitet. Det er ikke mere end det,” siger Viggo Andreasen.
Vaccinerede undgår allerede kontakter
Der er også problemer ved at tælle alle vaccinerede med som udtryk for immunitet. For det første er det langt fra alle vaccinerede, der har fået begge stik, og man ved ikke, hvor meget beskyttelse vaccinen giver efter første stik. Det gør Vibeke Manniche da også selv opmærksom på i sin video. Men hun tager ikke højde for, at det spiller en væsentlig rolle, hvem der bliver vaccineret.
“De, der har fået vaccinen, er en selekteret gruppe. Man er startet med de allerældste og de svageste. Og det er jo dem, som i forvejen forsøger at undgå flest mulige kontakter, fordi de er i højrisikogrupper. Så i forhold til flokimmunitet betyder det mindre, om de er vaccinerede eller ej, for det er alligevel ikke dem, vi støder på,” siger Claus Ekstrøm og fortsætter:
“Dem, der er blevet vaccineret, er formentlig er ikke dem, der kører i S-tog og render rundt i Føtex med deres familier. Hvis det nu havde været 200.000 tilfældige danskere, der var blevet vaccineret, så ville gevinsten være der over hele linjen.”
Hvis man virkelig vil fremme flokimmunitet med vaccinerne skulle man altså vaccinere tilfældigt eller de grupper, der i særlig høj grad driver smitten. Men vi vaccinerer ikke med henblik på at opnå flokimmunitet, understreger Viggo Andreasen.
“Det ville være uetisk at vaccinere nogen for at beskytte andre mod at få sygdommen. Vaccination skal være en fordel for den vaccinerede selv som individ,” siger han, og tilføjer at flokimmunitet i den henseende må betragtes som en bonus.
Delvis beskyttelse i bedste fald
Tilbage står Manniches påstand om, at MFR-vaccinen beskytter mod covid-19. MFR-vaccinen mod mæslinger, fåresyge og røde hunde er en del af det danske børnevaccinationsprogram og tilbydes til børn i 15-måneders- og 4-årsalderen. Langt størstedelen af danske børn modtager vaccinen, men ikke alle.
Flere forskere har givet udtryk for, at MFR-vaccinen muligvis kunne give en form for beskyttelse mod covid-19. En af dem er Paul Fidel, der er adjungeret professor i mikrobiologi, immunologi og parasitologi ved amerikanske Louisiana State University.
Han er netop i gang med et forskningsprojekt, der blandt andet skal undersøge, om MFR-vaccinen har en effekt på covid-19-relaterede symptomer. Og han vurderer over for TjekDet, at MFR-vaccinen “i bedste fald giver delvis beskyttelse mod covid-19”.
Viggo Andreasen vil heller ikke udelukke, at MFR-vaccinen kunne have en virkning mod coronavirus.
“Det kan godt være, der er en effekt, men det er ikke noget, der er etableret evidens for,” siger han og påpeger, at effekten så burde være lige så stor i for eksempel England, hvor MFR-vaccinen er lige så udbredt som i Danmark.
Mindre effekt af flokimmunitet
Forskerne giver Manniche ret så langt, at al immunitet gør det sværere for smitten at udbrede sig. Derfor vil der være en effekt af dem, som har været smittede med coronavirus eller er blevet vaccineret mod covid-19.
“Der er en effekt af immunitet, men den er slet ikke så stor, som hun påstår,” lyder det fra Viggo Andreasen.
Han peger på, at lande, vi typisk sammenligner os med, som Sverige, England og Belgien, har haft mere udbredt smitte, end vi har i Danmark, uden at man har kunne se den effekt af flokimmunitet, som Vibeke Manniche mener, Danmark oplever lige nu.
”Effekten af flokimmunitet burde være meget større i Sverige for eksempel. Antallet af smittetilfælde i Sverige er noget højere, selvom de ikke har testet ligeså meget, som vi har,” siger Viggo Andreasen.
Og i områder i lande som Brasilien og Sydafrika med langt mindre omfattende restriktioner skulle smittetallet meget højere op, før epidemien begyndte at dø ud af sig selv. Her fremhæver Viggo Andreasen den brasilianske by Manaus, hvor omkring 60 procent af befolkningen var smittet. Alligevel har byen den seneste tid oplevet genopblussen af smitte.
Begge forskere afviser da også Vibeke Manniches påstand om, at restriktioner og nedlukning ikke har noget at gøre med fald i smittetallene.
“Vi har noget, vi ved virker. Vi kan ikke gå i butikker, vi kan ikke gå til sport. Vi ser færre mennesker, og vi har bare færre kontakter. Det er åbenlyst. Så det kunne jo være en af årsagerne til, at smitten falder i øjeblikket,” siger Claus Ekstrøm og fortsætter:
“Låser man alle danskere inde i fjorten dage, så forsvinder smitten. Hvis man ikke kan se eller røre nogen, kan man ikke smitte nogen, og så dør det ud. Så der er vel en eller anden effekt ved at lave restriktioner.”
TjekDet har forelagt Vibeke Manniche forskernes kritik, men hun har ikke ønsket at stille op til interview.