Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

"Hokus pokus"-regnestykke? Mette Frederiksen beskylder Søren Pape for at ville fyre 40.000 offentligt ansatte. Men hendes dokumentation halter

Faktatjek 6. sep 2022  -  4 min læsetid
Tjekdet
Under søndagens tv-debat mellem det kommende folketingsvalgs tre statsministerkandidater siger statsminister Mette Frederiksen, at de Konservatives økonomiske plan indebærer fyringer af 40.000 offentligt ansatte. Men hun bruger helt forkerte tal, lyder budskabet fra eksperterne. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
  • Det Konservative Folkepartis økonomiske plan resulterer i, at cirka 40.000 offentligt ansatte skal fyres

  • Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen søndag aften, da hun var samlet til debat om statsministerposten med Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape Poulsen

  • Søren Pape Poulsen bad Mette Frederiksen om at dokumentere sin påstand, hvorefter hun henviste til en beregning fra Finansministeriet

  • Men den beregning kan ikke bruges til at sige noget om Søren Pape Poulsens økonomiske plan, siger forskere

Søndag aften var der debat på DR mellem de tre bejlere til statsministerposten, Jakob Ellemann-Jensen (V), Søren Pape Poulsen (K) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Og det varede ikke længe, før bølgerne gik højt blandt to af de tre. Mette Frederiksen anklagede nemlig Søren Pape Poulsen for, at den økonomiske plan, hans parti har fremlagt, vil “betyde, at cirka 40.000 offentligt ansatte skal fyres”. 

Den konservative formand afviste påstanden pure. Han krævede, at Mette Frederiksen straks dokumenterede tallet, og kaldte det et “hokus pokus”-regnestykke.  

Statsministeren svarede, at hun havde det fra Finansministeriet, der har skrevet det “sort på hvidt”. 

Og kort efter delte flere af regeringens ministre og ordførere et svar fra netop Finansministeriet, hvor tallet fremgår. Finansministeriet har til TjekDet bekræftet, at det er den beregning, statsministeren læner sig op ad. 

Rigtig, men usikker beregning

Finansministeriets beregning kommer på opfordring af De Konservatives finansordfører, Rasmus Jarlov, der efterspørger konsekvenserne af nulvækst i det offentlige forbrug. Beregningen estimerer, at der med nulvækst vil være 41.000 færre offentligt ansatte frem mod 2030. 

Beregningen er den gængse metode til at lave økonomiske fremskrivninger og dermed ikke forkert, siger Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet.

Men Mette Frederiksen kan ikke bruge den til at sige, at De Konservative foreslår at fyre 40.000 offentligt ansatte. Det er der flere grunde til.


Beregningen forudsætter nemlig, at der er nulvækst i det offentlige forbrug. Men Søren Pape Poulsen og Det Konservative Folkepartis 2030-plan tillader en lille stigning i forbruget på 0,1 procent.

Desuden viser beregningen, at selv hvis det offentlige forbrug følger det demografiske træk - altså at det offentlige forbrug stiger i takt med, at flere borgere vil komme i kontakt med det offentlige - vil der være 11.000 færre offentligt ansatte. 

“Beregner man ud fra Finansministeriets princip med Søren Pape Poulsens 0,1 procent vækst, giver tallet omkring 33.000 færre offentligt ansatte. Så statsministeren kunne måske godt have oplyst, at forskellen kun er 22.000 færre ansatte,” siger han.

Men ifølge Per Nikolaj Bukh er der i virkeligheden ingen, der ved, om der i 2030 er 11.000, 33.000 eller 41.000 færre offentligt ansatte. Det kommer helt an på, hvad man politisk beslutter at gøre. 

Det samme påpeger Bo Sandemann Rasmussen, der er professor i økonomi ved Aarhus Universitet. 

“Det er rent beregningstekniske antagelser, der ligger bag beregningen. Så det kan blive både mere eller mindre end 40.000. Så det er ikke en særlig præcis forudsigelse af, hvordan tingene vil udvikle sig, fordi det afhænger af, hvilke politiske beslutninger, der bliver truffet,” fortæller han.

Artiklen fortsætter under billedet

Tjekdet
Tallet på de 40.000 angivelige fyringer i den offentlige sektor, som Mette Frederiksen (S) bruger til at angribe de Konservatives økonomiske plan, er ikke en særlig præcis forudsigelse af, hvordan tingene vil udvikle sig, siger Bo Sandemann Rasmussen, der er professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet. Foto: Martin Dam Kristensen/Ritzau Scanpix

Ifølge Per Nikolaj Bukh og Bo Sandemann Rasmussen skal Finansministeriets beregning ses som en rettesnor for, hvad der sker, hvis den førte politik fortsætter i det spor, den hidtil har kørt i. Men det er ikke en rettesnor for, hvad der vil ske, hvis den konservative plan bliver gennemført, for det har Finansministeriet ikke regnet på, siger Per Nikolaj Bukh.

Ikke nødvendigvis fyringer

Mette Frederiksen fremhæver i debatten især sosu-assistenter og sygeplejersker som en del af de 40.000 fyringstruede. Men ifølge Per Nikolaj Bukh er det "misvisende" at sige, at de skal "fyres".

Han påpeger, at der årligt er en naturlig udskiftning - personaleomsætning - i kommunerne på cirka 20 procent. 

“Altså simpelthen fordi folk får arbejde et andet sted, nogle skal uddannes, og nogle går på pension,” siger han og tilføjer, at tallene derfor lige så vel kan være et udtryk for, hvor mange stillinger, der skal genbesættes, og ikke hvor mange der skal fyres.

Derudover kan man omfordele arbejdskraften i det offentlige, påpeger Per Nikolaj Bukh. Hvis man som følge af den befolkningsmæssige udvikling eksempelvis ser frem mod færre børn, vil man ikke skulle bruge lige så mange lærere og pædagoger, men kan så bruge de penge til flere sygeplejersker eller sosu-assistenter.

Artiklen fortsætter under billedet


Tjekdet
Der er i virkeligheden ingen, der ved, om der i 2030 er 11.000, 33.000 eller 41.000 færre offentligt ansatte, siger professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh. Foto: Aalborg Universitet

Wammen svarer for statsministeren

TjekDet har spurgt Statsministeriet efter en kommentar fra Mette Frederiksen på forskernes kritik. I stedet henviser Statsministeriet til Finansministeriet.

Her har vi modtaget et skriftligt svar fra finansminister Nicolai Wammen (S), som altså hverken deltog i gårsdagens debat eller har sagt, at De Konservatives plan vil føre til, at der “fyres” 40.000 offentligt ansatte. 

I svaret henviser finansministeren til et nyligt interview i Børsen, hvor Søren Pape Poulsen siger, at De Konservatives udgangspunkt er “nulvækst i den samlede offentlige sektor”.

”Søren Pape har tidligere understreget, at det ikke er afgørende for De Konservative, om væksten i det offentlige forbrug bliver minus 0,1 eller plus 0,1, men at udgangspunktet er nulvækst i den samlede offentlige sektor.”

“Nu har de konservatives finansordfører (Rasmus Jarlov, red.) så spurgt Finansministeriet til en beregning på konsekvenserne af nulvækst. Den viser, at der med nulvækst kommer cirka 40.000 færre offentligt ansatte i 2030 givet de sædvanlige beregningsprincipper,” udtaler Nicolai Wammen, der altså ikke bruger formuleringen “fyres” om de 40.000 offentligt ansatte. 

Efter debatten blev Søren Pape Poulsen spurgt af DR, hvor mange færre offentligt ansatte, der skal være med De Konservatives økonomiske plan, hvortil han svarede: “Der skal ikke fyres nogen med vores plan. Vi omfordeler jo.”

Opdateret 22. aug 2024