Nej, der er ikke identificeret 1.000-1.500 kriminelle i Gellerupparken
-
I flere medier har man kunnet læse, at der er identificeret mellem 1.000 og 1.500 kriminelle i Gellerupparken i det vestlige Aarhus
-
Tallene stammer fra et folketingssvar fra justitsminister Peter Hummelgaard, som igen henviser til en undersøgelse fra Østjyllands Politi
-
Men tallene refereres forkert, oplyser Østjyllands Politi til TjekDet
-
Politiet har ikke identificeret mellem 1.000 og 1.500 kriminelle - og da slet ikke i Gellerupparken
Den seneste tid har man i flere medier kunnet læse om antallet af kriminelle i Gellerupparken, der ligger i det vestlige Aarhus.
Hele 1.000-1.500 kriminelle har angiveligt tilknytning til boligforeningen Gellerupparken, har det lydt hos blandt andet Aarhus Stiftstidende, TV 2 Østjylland og TV 2 NEWS.
Tallet kommer på baggrund af et folketingssvar til Danmarksdemokraternes Peter Skaarup, som har spurgt justitsminister Peter Hummelgaard, hvor mange kriminelle familier og familiemedlemmer, der “bor i områder som Gellerupparken.”
I justitsministerens svar, der bygger på oplysninger fra Østjyllands Politi, fremgår det, at Østjyllands Politi har lavet en undersøgelse, der fokuserer på såkaldt vanekriminelle, der defineres som personer, der har haft fem eller flere sigtelser om året i en længere periode.
“Den indledende analyse har identificeret cirka 60 familier og mellem 1.000 – 1.500 relevante personer i alle aldre,” står der i justitsministerens svar.
I mediernes udlægning er det blevet til, at politiet har identificeret mellem 1.000 og 1.500 kriminelle i Gellerupparken. I et medie hedder det endda, at der er identificeret mellem 1.000 og 1.500 vanekriminelle.
Men mediernes udlægning er forkert. Der er nemlig ikke blevet identificeret 1.000-1.500 kriminelle personer i Gellerupparken, oplyser Østjyllands Politi til TjekDet.
Østjyllands Politi oplyser, at de har identificeret 60 familier med i alt 1.000-1.500 familiemedlemmer, som kan være både unge og gamle, straffede eller ustraffede. De 60 familier er identificeret ud fra, at der i familierne er flere vanekriminelle - altså personer, som har fem eller flere sigtelser for overtrædelse af straffeloven om året over en periode. Men det er noget helt andet, end at der er mellem 1.000 og 1.500 kriminelle.
Derudover præciserer Østjyllands Politi, at de 60 familier bor i hele Gellerup-området, som er større end selve Gellerupparken. I Gellerup-området bor der omkring 8-10.000 personer, mens der i Gellerupparken/Toveshøj er 4.695 beboere. Familierne er identificeret i forbindelse med et forskningsprojekt om slægtsbaseret kriminalitet.
Østjyllands Politi oplyser til TjekDet, at de har kontaktet de medier, der har bragt forkerte oplysninger, og bedt dem rette det. Da TjekDet retter henvendelse til TV 2 Østjylland og Aarhus Stiftstidende, har de endnu ikke rettet det, men går i gang umiddelbart efter TjekDets henvendelse. Det har ikke været muligt at komme i kontakt med TV 2 NEWS.
I et svar til TjekDet oplyser TV 2 Østjyllands redaktionschef, Karsten Smed, at han ærgrer sig over, at TV 2 Østjyllands i første omgang skrev Gellerupparken i stedet for Gellerup. Derudover oplyser han, at passagen om de 1.000 og 1.500 personer let kunne misforstås, og derfor er denne oplysning nu skrevet ud af artiklen.
Omkring 100 kriminelle i Gellerupparken
TjekDet har spurgt Østjyllands Politi, om de kan komme det rigtige tal for, hvor mange kriminelle, der befinder sig i Gellerupparken, nærmere.
Det kan de ikke, oplyser politiet. Blandt andet fordi det førnævnte forskningsprojekt stadig er under udarbejdelse.
TjekDet har i stedet konsulteret Boligministeriets seneste liste over parallelsamfund. Listen er fra december 2023. Heraf fremgår, at området Gellerupparken/Toveshøj har i alt 4.695 beboere, hvoraf 2,21 procent af dem er dømte for overtrædelser af straffelov, våbenlov eller lov om euforiserende stoffer. Det svarer til 104 personer.
Artiklen er opdateret med svar fra TV 2 Østjyllands redaktionschef, Karsten Smed.