Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Efter ophedet åbningsdebat: Nej, Liberal Alliance vil ikke gøre det lovligt at sælge kokain

Faktatjek 6. okt 2023  -  5 min læsetid
Tjekdet
Alex Vanopslagh måtte i store dele af sin ordførertale ved Folketingets åbningsdebat svare på Liberal Alliances syn på legalisering af kokain, efter han i en podcast med komiker Casper Christensen åbnede op for netop det. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
  • Spørgsmålet om, hvorvidt kokain bør afkriminaliseres eller legaliseres, blev et af de helt store emner under Folketingets åbningsdebat torsdag

  • Liberal Alliance ønsker nemlig at lempe lovgivningen om euforiserende stoffer, men efter flere modsatrettede udtalelser fra partileder Alex Vanopslagh er der tilsyneladende opstået forvirring om, hvorvidt partiet vil legalisere kokain eller blot afkriminalisere

  • Partiets retsordfører, Steffen Larsen, fastslår over TjekDet, at det er - og hele tiden har været - partiets politik at afkriminalisere, men ikke legalisere kokain og hårde stoffer

  • Det slog både Alex Vanopslagh og flere andre partimedlemmer også fast under og efter åbningsdebatten

De færreste havde nok forudset, at et af de helt store emner ved torsdagens åbningsdebat i Folketinget ville være legalisering af kokain.

Ikke desto mindre blev Liberal Alliances formand og politiske leder, Alex Vanopslagh, skydeskive for spørgsmål fra højre og venstre i folketingssalen, efter han den 6. september i podcasten Casper 3980 Tikøb med komiker Casper Christensen åbner op for at legalisere kokain.

Alex Vanopslagh gav fra talerstolen flere gange udtryk for, at partiet ikke ønsker at legalisere kokain og hårde stoffer, men det skånede ham ikke fra anklager om netop det. På sociale medier gentog flere politikere og partier da også, at Liberal Alliance vil gøre det lovligt både at købe, sælge og distribuere kokain.

Forvirringen er til at få øje på, så hvad mener Liberal Alliance og Alex Vanopslagh egentlig? Vil de, eller vil de ikke legalisere kokain?

Vil kun afkriminalisere

På Liberal Alliances hjemmeside kan man klart og tydeligt læse, at partiet alene ønsker at afkriminalisere narkotika - det vil sige blandt andet kokain - mens cannabis skal legaliseres. Sådan var partiets politik også tilbage i marts 2023, altså længe før åbningsdebatten og Alex Vanopslaghs deltagelse i Casper Christensens podcast.

Og fra talerstolen i folketingssalen siger Alex Vanopslagh også flere gange, at det ikke er partiets politik at ville legalisere kokain.

Da det er Morten Dahlins (V) tur til at stille Alex Vanopslagh et spørgsmål, spørger han direkte partiformanden, om Liberal Alliance går ind for legalisering. Og her er svaret klart:

“Liberal Alliances politik er alene en afkriminalisering. Så taler vi (Alex Vanopslagh og Casper Christensen, red.) sidenhen - hvor jeg også understreger, at det ikke er Liberal Alliances politik - om nogle teoretiske scenarier, der handler om, hvordan man kan sikre rene stoffer til dem, der i dag køber det af kriminelle. Så det er jo ikke et nyt politisk udspil fra Liberal Alliance. Det tror jeg godt, spørgeren ved.”

Afkriminalisering eller legalisering

Der er forskel på at afkriminalisere og legalisere et rusmiddel. At afkriminalisere betyder at gøre det lovligt at købe og besidde en vis mængde af rusmidlet, mens det stadig er ulovligt at sælge og distribuere det.

 

En legalisering betyder at lovliggøre både forbrug, salg og distribution under kontrollerede forhold - eksempelvis ved at gøre det muligt at købe rusmidler på et apotek eller lignende.

Og da Dansk Folkepartis Mette Thiesen på det sociale medie X op til åbningsdebatten skriver, at det er "vanvid, at LA vil legalisere kokain” går flere fra partiet til tasterne.

Blandt andet skriver Liberal Alliances retsordfører, Steffen Larsen, at partiet går ind for en afkriminalisering af kokain i stil med den lovgivning, man har i Portugal.

På samme måde går Alex Vanopslagh i rette med Venstre, da partiet under åbningsdebatten skriver på deres facebookside, at Alex Vanopslagh mener, at danskerne frit skal kunne købe kokain på apoteket. I kommentarsporet henviser partilederen til beskrivelsen af Liberal Alliances retspolitik på sit partis hjemmeside.

Foreslår regulering og salg fra apoteker

Men selvom Alex Vanopslagh og andre medlemmer af partiet affejer, at det er partiets politik at legalisere kokain, er der flere eksempler på, at partiet - eller i hvert fald Alex Vanopslagh - giver udtryk for at ville netop det.

Mest tydeligt siger han det i podcasten med Casper Christensen:

“Jeg mener, at i første omgang må man afkriminalisere, men jeg tror, at på sigt burde man jo legalisere og regulere det (stoffer, red.).”

I podcasten nævner Alex Vanopslagh også muligheden for at købe stoffer på et apotek, hvor man får vejledning af personalet, så forbruget ikke løber løbsk. Og tanken om regulering af stoffer nævner partilederen også i åbningsdebatten, da han tager imod spørgsmål fra Socialdemokratiets Bjørn Brandenborg.

“Nu kunne jeg læse her forleden, at der er nogle pushere, der putter fentanyl i forskellige stoffer. Det ville jo ikke ske, hvis det var, at det i højere grad var reguleret,” siger Alex Vanopslagh.

 

 

Liberal Alliances retsordfører, Steffen Larsen, slår over for TjekDet fast, at partiets politik om kokain og hårde stoffer er, som der står på deres hjemmeside. De går altså ind for afkriminalisering, men ikke legalisering.

Kunne I forestille jer en legalisering på sigt?

“Nej, det er ikke det, vi hverken arbejder efter eller har på programmet.” 

Er det noget, I har diskuteret i folketingsgruppen for eksempel?

“Det har vi ikke.” 

Hvordan skal det så forstås, at jeres partileder lufter de tanker i en podcast?

“Det er, fordi han har haft en samtale med Casper Christensen, hvor de har diskuteret det emne, og så har han sagt, hvad han i den samtale måske kunne se som et potentiale. Det skal jeg ikke kunne sige andet om.”

Men i og med, at han jo siger, at der er noget potentiale, så står det for hans egen regning og ikke for partiets regning?

“Som det er lige nu, ja,” siger Steffen Larsen og tilføjer:

“Han (Alex Vanopslagh, red.) er jo selv medlem af folketingsgruppen, så han skal være velkommen til at løfte det en dag, hvis han synes, at vi internt i partiet skal lægge vores politik om. Det kan et hvilket som helst folketingsmedlem gøre, så der er ikke så meget der. Men det er jo ikke det samme, som at man kan få ændret vores vedtagne politik.”

Artiklen fortsætter under billedet

Tjekdet
Liberal Alliances retsordfører, Steffen Larsen, fremhæver også, at partiets politik kun er at afkriminalisere narkotika som kokain - ikke at legalisere det. Selvom partileder Alex Vanopslagh flere gange har luftet, at han ser potentiale i legalisering, er det heller ikke noget, partiet har planer om at gøre til sin politik i fremtiden, fortæller Steffen Larsen. Det skyldes både praktiske forhindringer og moralske overvejelser, lyder det. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kan du forstå, hvis nogen alligevel - på trods af, hvad der står på jeres hjemmeside - vægter en partileders ord mindst lige så tungt som det, I skriver på jeres hjemmeside?

“Tingene er ofte meget persondrevne i pressen, så kan det jo selvfølgelig godt blive en ting, som folk tager og siger “hold da op, sagde han det? Så må det jo være det, der er deres politik nu”. Det kan jeg forstå, man gør. Men det er jo ikke altid det samme, som at det er vores politik,” siger Steffen Larsen.

Han forklarer, at Liberal Alliance “kun” går ind for afkriminalisering og ikke legalisering af kokain og andre hårde stoffer, først og fremmest fordi der er nogle praktiske forhindringer i at få lovlige produktionsveje op at køre. Han ønsker eksempelvis ikke at samarbejde med kriminelle bander i udlandet.

Men hvis der ikke var de praktiske forhindringer, ville I så være for legalisering af kokain?

"Det vil kræve en ny debat iblandt os (folketingsgruppen, red.), og der ved jeg ikke, hvordan den vil ende ud. Jeg kan ikke lige nu forestille mig, at den vil ende ud med, at vi bare siger, at vi legaliserer. Der er stadig nogle moralske ting, vi skal tale om i den forbindelse."

Men for et så liberalt parti som jer er legalisering så ikke det mest liberale?

"Jo, men vi er jo ikke kun liberale. Vi er et borgerligt-liberalt parti, og der er også nogle ting, der binder os til virkeligheden. Så der holder jeg fast i partiets holdning for nuværende, som er en afkriminalisering, fordi der er de her virkelighedsnære forhindringer, som vi er nødt til at tage med i overvejelserne, når vi tilrettelægger vores politik."

Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her.

Opdateret 22. aug 2024