Nej, tyske soldater tog ikke hjem fra Grønland på grund af Trumps trusler

Faktatjek 22. jan 2026  -  2 min læsetid
Tjekdet
Trumps trusler om tariffer fik tyske soldater til at forlade Grønland, lyder det i flere opslag på sociale medier. Men virkeligheden er en anden. Foto: Alessandro Rampazzo/AFP
  • I mange opslag på sociale medier hævder brugere, at Tyskland sendte deres soldater hjem fra Grønland, så snart Donald Trump truede med at hæve tolden.

  • I opslagene ser man en video, hvor tyske soldater stiger ind i en flyvemaskine i Grønland søndag den 18. januar - dagen efter Donald Trumps trusler.

  • Men TjekDets research viser, at beslutningen om varigheden af tyskernes mission i Grønland, allerede var taget inden Donald Trumps udmeldinger.

“Tyske soldater tog hjem fra Grønland, lige efter at Donald Trump truede med tariffer,” lyder det i et af mange enslydende opslag på sociale medier.

I opslagene ser man flere tyske soldater gå ind i en flyvemaskine i Grønland søndag den 18. januar.

Videoen og påstanden har i de seneste dage spredt sig som en steppebrand på sociale medier og fået millioner af visninger og tusindvis af delinger på tværs af de forskellige platforme.

I spredningen har flere pro-russiske profiler på sociale medier også været særdeles aktive, fordi det skulle tale ind i, at sammenholdet i EU og NATO ikke er så stærkt, når det kommer til stykket.

“Berlin forråder Europa”, lyder det eksempelvis i et opslag fra profilen RussiaNews.

Men tyskernes tur til Grønland var hele tiden planlagt til at vare tre dage - og faktisk tog de tyske soldater en dag senere hjem end planlagt, viser TjekDets research.

Tyskerne skræmt af told-trusler

Ifølge opslagene på sociale medier blev Tyskland skræmt af udsigterne til en handelskrig mellem Europa og USA efter Donald Trump den 17. januar meddelte, at USA fra den 1. februar ville pålægge blandt andre Danmark og Tyskland ti procent told grundet situationen omkring Grønland.

Netop tolden skulle altså have fået Tyskland til at trække følehornene til sig og beordre deres soldater hjem fra Grønland ifølge opslagene på sociale medier. Den kobling har dog ikke rod i virkeligheden - selvom de tyske soldater tog hjem dagen efter, at Donald Trump truede med tariffer.

Den 14. januar udsendte Tysklands regering en pressemeddelelse, altså tre dage før at Donald Trump truede med tariffer, at man ville sende tropper til Grønland i tidsrummet fra den 15. januar til den 17. januar.

“Efter invitation fra Danmark vil Tyskland deltage i en rekognosceringsmission i Grønland fra 15. til 17. januar 2026 sammen med andre europæiske nationer”, lød det i meddelelsen.

Samtidig citerede BBC også tyske kilder for at sige, at tyskerne kun planlagde at være i Grønland til lørdag - altså d. 17 januar.

Senere blev pressemeddelelsen dog opdateret, fordi Tyskland takkede ja til et tilbud om at rejse med et dansk fly fra Karup Flyvestation fredag d. 16 januar - og i stedet komme til Grønland en dag senere.

På det danske forsvars X-profil blev der lagt en video ud, hvor man blandt andet ser de tyske soldater ankomme til Grønland fredag.

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Video fra Bild

Videoen, hvor man ser tyske soldater gå ind i en flyvemaskine og som spredes på sociale medier i kontekst af, at soldaterne er “blevet kaldt hjem” efter Donald Trumps trusler, stammer fra det store tyske medie Bild.

“De tyske væbnede styrkers rekognoseringshold tog af sted fra Grønland igen søndag eftermiddag (den 18. januar, red.)", lyder det i beskrivelsen af videoen.

Ifølge Reuters bekræftede en talsperson fra de tyske styrker også, at de tog hjem en dag senere end først planlagt, men længden af besøget var uforandret, da tyskerne også ankom en dag senere end planlagt.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.
 

Opdateret 22. jan 2026