Tusindvis af danskere håber på at vinde et lille hus på hjul i fupkonkurrence
-
På Facebook deles to opslag af tusindvis af håbefulde danskere
-
Ifølge opslagene kan man nemlig vinde et flot lille hus på hjul, hvis bare man deler, kommenterer og liker
-
Men opslagene er fup. De små huse, der vises på billederne i opslaget, stammer fra et new zealandsk og et canadisk firma, og de har intet med facebook-konkurrencerne at gøre
FUP OG SPAM “Vi giver dette imponerende lille hus væk til en heldig familie,” står der i to usædvanligt populære opslag på Facebook. Opslagene stammer fra to næsten identiske facebooksider, “Tiny Houses Danmark” og “Tiny Home Danmark”.
Alt, hvad man skal gøre for at deltage i konkurrencen om det fine lille hus, er at dele og kommentere billedet og like facebooksiden, lyder det videre i begge opslag.
Og det har flere danskere altså gjort. Næsten 30.000 gange er de to facebookopslag blevet delt siden den 26. februar, hvor de blev slået op på Facebook.
Ved et nærmere kig på facebooksiderne og de to konkurrencer, viser det sig dog, at der slet ikke er tale om rigtige firmaer, som udlodder små huse til en heldig dansker. Producenterne bag husene kalder konkurrencerne et fupnummer, og der er da også adskillige advarselstegn, der får alarmklokkerne til at ringe.
Det er i øvrigt ikke første gang, at små huse på hjul bruges som lokkemad i falske facebookkonkurrencer. TjekDet kunne helt tilbage i 2018 advare om, at de små huse blev brugt i fupkonkurrencer. Og nu sker det altså igen.
Husene stammer fra New Zealand og Canada
Med Googles billedsøgningsmaskine kan vi hurtigt finde frem til de billeder, der bruges i de Tiny homes-konkurrencer, som i øjeblikket florerer på Facebook.
Billederne i det ene opslag stammer fra det new zealandske firma Build Tiny, mens det lille hus, der udloddes i det andet opslag, produceres af det canadiske firma Summit Tiny Homes.
Men både Build Tiny og Summit Tiny Homes skriver i mail til TjekDet, at billederne er blevet brugt uden deres samtykke, og at konkurrencerne er fup.
TjekDet har også kontaktet to danske firmaer, der sælger lignende små huse. De oplyser også, at de ikke har nogen forbindelse til konkurrencerne på Facebook.
Artiklen fortsætter under billedet
Opslagene indeholder flere advarselstegn
At billederne, der vises i opslagene, bruges uden tilladelse fra de nævnte firmaer, er langt fra det eneste advarselstegn, der peger på, at opslagene indeholder fupkonkurrencer.
Facebooksiderne, der har delt de to konkurrencer, er spritnye. De blev oprettet 26. februar, altså samme dag, som de to konkurrencer blev delt.
Netop den oplysning er værd at holde øje med. Falske kopier af andre virksomheders facebooksider er som regel oprettet kort tid før, ofte samme dag, som opslag med en fupkonkurrence bliver slået op.
Det er også påfaldende, at begge facebooksider hver kun har delt et opslag, siden siderne blev oprettet, og det er konkurrencerne om det lille hus.
På den ene facebookside har personerne bag oplyst et link til en hjemmeside. Det er newtinyhouses.info.
I internettets www-adressebog, Who Is, kan man tjekke, hvem der ejer hjemmesideadresser. Og her finder vi endnu et advarselstegn, da newtinyhouses.info nemlig er registreret i Panama og ejet af et firma, der tilbyder at købe www-adresser på vegne af andre. På den måde kan den egentlige ejer af www-adressen skjule sig.
I det danske selskabsregister, cvr.dk, findes der ikke selskaber registreret med navnene Tiny Houses Danmark eller Tiny Home Danmark. Og søger man på de to navne i Google, dukker der heller ikke noget op, der kan afsløre, hvem der står bag de to sider.
TjekDet har forsøgt at skrive til de to facebooksider, der har delt konkurrencerne. Men når man skriver til dem, er det i første omgang en robot, der svarer og giver mulighed for at klikke på “tal med et menneske” i Facebooks chatfunktion Messenger. Vi har dog ikke hørt fra nogen af kød og blod.
Svindlere tjener penge på falske konkurrencer på flere måder
Det er ikke tilfældigt, at der i opslagene står, at man skal like facebooksiden for at deltage i konkurrencen.
Dit like kan nemlig være penge værd for bagmændene. Synes du godt om en facebookside, kan bagmændene sidenhen dele reklamer på siden, som så vil dukke op i dit nyhedsfeed.
"Facebook-sider med mange likes har derfor stor værdi, og de kan sælges videre. Forbrugerombudsmanden blev i 2014 gjort opmærksom på, at Facebook-sider blev solgt videre, for eksempel når en side har fået 10.000 likes," skriver Forbrugerrådet Tænk på deres hjemmeside.
Andre fupkonkurrencer udlodder for eksempel biografbilletter eller billetter til en forlystelsespark. Også her skal man dele og kommentere opslaget, for at deltage i bedrageriet. Bagmændene kontakter herefter typisk de enkelte facebookbrugere via messenger med beskeden om, at de har vundet, og nu skal fupmagerne bare lige have udleveret kreditkortoplysninger typisk med den begrundelse, at ‘vinderen’ skal betale portoen for at få tilsendt billetterne. Men i stedet for at trække penge til et enkelt frimærke, er der al rigeligt med eksempler på, at bagmændene hæver langt højere beløb.
TjekDet har tidligere kunnet fortælle, hvordan en vinder af en falsk Nordisk Film-konkurrence netop blev bedt om at betale et lille beløb for forsendelse af præmien.
Bryder Facebooks regler
Men faktisk er mange af de konkurrencer, der florerer på Facebook, i strid med det sociale medies egne regler for promovering.
Facebooks regler siger nemlig, at "personlige tidslinjer og venneforbindelser ikke må bruges til at administrere promoveringer." For eksempel er det et brud på det sociale mediers regler, når virksomheder bruger formuleringer som "del på din tidslinje for at deltage" eller "del på din vens tidslinje for at få ekstra lodder" og "tag dine venner i dette opslag for at deltage".
Og det er tilfældet i mange af konkurrencerne på Facebook. I langt størstedelen af de Facebook-konkurrencer, som TjekDet på ingen tid fandt frem til, bliver man nemlig opfordret til at 'tagge' en ven, som man vil invitere med i biografen eller som kunne tænke sig en ny computer i julegave.
Og selv når virksomheder blot opfordrer brugerne til at dele konkurrence-opslaget på brugernes egne tidslinjer, overholder det altså ikke Facebooks regler.
Også i strid med dansk lovgivning
Og ikke nok med at konkurrencerne ikke overholder Facebooks egne retningslinjer, så kan mange af dem også være i strid med dansk lovgivning, fortæller Frederik Lars Von Bülow, der er fuldmægtig ved Forbrugerombudsmanden, i et interview til TjekDet i januar 2019.
"Hvis det er et krav for at være med i en konkurrence, at man skal tagge sine venner eller dele det på sine venners væg, så er konkurrencen i strid med den danske markedsføringslovgivning," siger han i interviewet.
Det er specifikt markedsføringslovens paragraf 10, populært kaldet spam-forbuddet, som virksomheder lægger sig ud med ved at opfordre brugerne til at involvere deres venner. Det gælder dog ikke, hvis vennen har givet foregående samtykke. Men det er meget svært for virksomhederne at undersøge, understreger Frederik Lars von Bülow.
"Det er ikke i modstrid med markedsføringsloven at bede folk om at dele opslaget på deres egen væg for at være med i konkurrencen. Det afgørende er, om man bliver bedt at om involvere andre med for eksempel et tag, en deling på en vens væg eller en privat besked," siger Frederik Lars von Bülow.
Med mindre du er helt sikker på, hvem du er i kontakt med, skal du derfor aldrig udlevere for eksempel NemID-koder, bankkontonummer, kreditkortoplysninger eller cpr-nummer.
Men er du allerede kommet til at udlevere dine kontooplysninger til svindlerne, bør du omgående kontakte din bank eller spærre dit kort i netbanken.