Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Tusindvis af danskere håber på at vinde et lille hus på hjul i fupkonkurrence

Faktatjek 3. jan 2023  -  3 min læsetid
Tjekdet
Tusindvis af danskere deler i øjeblikket et facebookopslag i håb om at vinde et lille hjem på hjul. Men konkurrencen er det rene fup. Foto: Skærmbillede fra facebookopslag
  • Flere tusind danskere har i øjeblikket sat næsen op efter at vinde et lille hus på to hjul

  • Det er tilsyneladende præmien i en konkurrence ifølge et opslag på Facebook, hvor alt man skal gøre er at like, dele, kommentere og udfylde en formular

  • Men opslaget tager de forventningsfulde deltagere ved næsen. Konkurrencen er fup, og der er ingen potentiel gevinst at hente

  • Billederne i opslaget stammer fra et canadisk firma, der intet har med konkurrencen at gøre

“I starten af ​​2023 kan Tiny House Denmark med glæde meddele, at vi donerer 7 Tiny Houses.” 

På grund af nogle mindre buler og ridser kan firmaet angiveligt ikke sælge de små hjem på hjul. For at få fingrene i en luksuscampingvogn skal du like opslaget, dele det i 5-10 grupper, kommentere “færdig” og udfylde en formular via et link, fremgår det af opslaget

Og det har flere tusind danskere tilsyneladende allerede gjort. Facebooksiden Tiny House Danmark delte opslaget med konkurrencen den 2. januar, og opslaget har siden fået mere end fire millioner visninger og flere end 29.000 delinger. 

Men et nærmere kig på facebooksiden og konkurrencen viser, at der slet ikke er tale om et rigtigt firma, som udlodder mobile hjem til syv heldige danskere. Producenten bag husene kalder konkurrencen et fupnummer, og der er da også adskillige advarselstegn, der bør få alarmklokkerne til at ringe.

Det er i øvrigt ikke første gang, at fupnummeret rammer danske facebookbrugere. TjekDet kunne tilbage i 2021 og 2018 advare om, at de rullende hjem blev brugt i fupkonkurrencer. 

Stammer fra Canada

Ved at lave en omvendt billedsøgning på Google finder vi hurtigt frem til, hvor billederne, der deles i Tiny House Danmarks konkurrence, stammer fra. 

Billederne stammer fra det canadiske firma Fritz Tiny Homes. Firmaet afviser i en mail til TjekDet, at de har noget som helst med konkurrencen at gøre. I øvrigt oplyser de, at billederne er bragt uden deres samtykke, og at det ikke er første gang, at deres billeder bliver brugt i en falsk konkurrence.

TjekDet har også kontaktet de danske firmaer Tiny House Living og Tiny Home, der begge sælger lignende små huse. Heller ingen af dem kender noget til konkurrencen og oplyser, at konkurrencen er “det rene fup og fidus”. 

Lær advarselstegnene at kende

Når du støder på en konkurrence på Facebook, er et godt tip altid at tjekke, hvornår virksomheden bag konkurrencen har oprettet sin facebookside. 

Trykker du på Tiny House Danmarks ‘Om’-fane, kan du se, at siden er oprettet den 2. januar 2023 - altså den samme dag, som konkurrencen er blevet delt. 

Netop den oplysning er værd at holde øje med. Falske kopier af andre virksomheders facebooksider er som regel oprettet kort tid før - og ofte samme dag - som opslag med en fupkonkurrence bliver slået op.

Det er også påfaldende, at der kun er delt ét opslag på facebooksiden, siden den blev oprettet - nemlig opslaget med konkurrencen om det lille hus.

Det bør også få alarmklokkerne til at ringe, at facebooksiden leder deltagerne i konkurrencen ind på en side, hvor de bliver bedt om at indtaste deres kortoplysninger for et “GRATIS Regulært Medlemskab”. Som hovedregel vil man nemlig ikke blive bedt om at angive kontooplysninger for at deltage i en konkurrence. 

Desuden er det en stramning at kalde det såkaldte medlemskab for gratis. Der er nærmere tale om en prøveperiode, som afløses af en månedlig opkrævning på 50 euro - cirka 370 kroner - indtil brugeren annullerer aftalen. Det står også i bunden af siden, men med markant mindre skriftstørrelse end det påståede gratis medlemskab, der reklameres med i toppen af siden.

Tiny Houses er i øvrigt ikke nævnt med et eneste ord på kortbetalingssiden.

Vil i lommerne på dig

Det er ikke tilfældigt, at der i opslagene står, at man skal like facebooksiden for at deltage i konkurrencen. 

Dit like kan nemlig være penge værd for bagmændene. Synes du godt om en facebookside, kan bagmændene sidenhen dele reklamer på siden, som så vil dukke op i dit nyhedsfeed. 

"Facebook-sider med mange likes har derfor stor værdi, og de kan sælges videre. Forbrugerombudsmanden blev i 2014 gjort opmærksom på, at Facebook-sider blev solgt videre, for eksempel når en side har fået 10.000 likes," skriver Forbrugerrådet Tænk på deres hjemmeside.

Andre fupkonkurrencer udlodder for eksempel biografbilletter eller billetter til en forlystelsespark. Også her skal man dele og kommentere opslaget for at deltage i bedrageriet. Bagmændene kontakter herefter typisk de enkelte facebookbrugere via Messenger med beskeden om, at de har vundet, og nu skal fupmagerne bare lige have udleveret kreditkortoplysninger typisk med den begrundelse, at ‘vinderen’ skal betale portoen for at få tilsendt billetterne. 

Men i stedet for at trække penge til et enkelt frimærke, er der rigeligt med eksempler på, at bagmændene hæver langt højere beløb.

TjekDet har blandt andet tidligere kunnet fortælle, hvordan en vinder af en falsk Nordisk Film-konkurrence netop blev bedt om at betale et lille beløb for forsendelse af præmien.

Opdateret 11. jan 2024

Vil du vide mere?