Tsunamier og højhuse der styrter i jorden: Videoer vildleder om jordskælv i Taiwan
-
Videoer set af millioner af brugere på X hævder at være fra nattens jordskælv, som ramte Taiwan, Japan og Filippinerne
-
Men flere af dem stammer fra ældre naturkatastrofer
I nat ramte et jordskælv som målte 7,4 på richterskalaen Taiwan, de sydøstlige Okinawa-øer i Japan og Filippinerne.
Der blev også udsendt tsunamivarsel og advaret mod “høje tsunamibølger”, men heldigvis blev tsunamivarslen senere afblæst.
I skrivende stund meldes ni personer at have mistet livet, mens mere end 800 meldes såret .
Straks efter naturkatastrofen delte brugere på det sociale medie X flere videoer, som hævdede at være fra nattens jordskælv.
“Hej alle, dette er ikke endnu en sjov video på sociale medier. Den viser det uhyggelige øjeblik, hvor et jordskælv på 7,4 ramte Taiwan,” skriver en bruger på X til en video af en tsunami, som tager både biler og både med.
“Forfærdeligt! Et jordskælv på 7,4 ramte Taiwan og Japan”, skriver en anden, mens X-brugeren blandt andet deler en video af en bygning, der kollapser.
Men begge videoer stammer ikke fra nattens jordskælv, men fra tidligere jordskælv, og er blot et par eksempler på klip, som er blevet delt ude af kontekst efter nattens naturkatastrofe.
Videoerne tjener endnu en gang som eksempler på, at hvis billeder eller videoer hævder at vise begivenheder, som lige er sket - så skal man være ekstra kritisk.
Ikke første gang klippet bruges ude af kontekst
Hvis vi tager et kig på videoen, som hævder at vise en tsunami fra Taiwan, så kan man via en hurtig Google-søgning se, at meldingerne om tsunamier fra området lyder på, at de nåede mindre end en halv meters højde, inden tsunamivarslerne blev afblæst.
Og det stemmer altså ikke overens med den tsunami, som man i videoen ser vælte ind over land og tage både biler og større skibe med sig.
Samtidig, så er det ikke første gang at netop det klip deles ude af kontekst i forbindelse med et jordskælv.
Tilbage i januar lavede vi en artikel efter et jordskælv i Japan, hvor flere brugere på X delte den samme video og hævdede den var fra det daværende jordskælv.
Her konkluderede vores faktatjek, at videoen stammede fra marts 2011, da Japan blev ramt af et voldsomt jordskælv, som målte 9,1 på richterskalaen.
Jordskælvet udløste voldsomme tsunamier og katastrofen kostede op mod 20.000 mennesker livet.
Dengang fandt vi det originale klip ved at tage screenshots af optagelserne og via en omvendt billedsøgning med hjemmesiden Yandex, fandt vi klippet på blandet andet BBC’s YouTube-kanal, hvortil klippet blev uploadet for 12 år siden. Efterfølgende har den fået over 150 millioner visninger.
Videoer fra jordskælvet i Japan tilbage i januar 2023 bruges også i kontekst af nattens naturkatastrofe.
Gyngende flod under bro
En video som deles flittigt på X som værende fra nattens jordskælv viser en flod med skvulpende vand, som løber under en bro.
“En taiwanesisk chauffør parkerede i vejkanten for at se jordskælvet vælte floden frem og tilbage til trods for tsunami-advarslen”, skriver en X-bruger blandt andet til videoen.
Men en omvendt billedsøgning fortæller os hurtigt, at videoen er fra jordskælvet i Japan tilbage i januar. Vi finder blandt andet en nyhedsartikel fra Yahoo fra den 3. januar i år, hvor der står, at en kvinde ved navn Rie Yakushi optog videoen i byen Tonami.
Også en video af en bygning, som kollapser i forbindelse med jordskælvene i Tyrkiet og Syrien den 6. februar i 2023 bruges som dokumentation for nattens jordskælv. Det gør den af op til flere brugere på X.
I klippet ses en større bygning styrte sammen i byen Sanliurfa i det sydøstlige Tyrkiet. Det kan man blandt andet læse hos det amerikanske nyhedsmedie New York Post i en artikel fra 6. februar sidste år.
Disse videoer tjener som gode eksempler på, hvordan videoer fra ældre naturkatastrofer bruges til at dokumentere nye og aktuelle begivenheder.
Højhuse falder til jorden
På X kan man også finde flere brugere, som melder om en “chokerende hændelse i Taiwan”. I videoen ser man flere højhuse styrte til jorden - noget som angiveligt skulle være en konsekvens af jordskælvet.
Men i virkeligheden ser man en kontrolleret sprængning af flere skyskrabere i byen Kumming i Kina tilbage i sommeren 2021. Det viser en omvendt billedsøgning.
Blandt andet har det amerikanske medie Vice skrevet om sprængningerne:
“Vilde optagelser fra en nedrivning i sidste måned viser 14 bygninger kollapse i den sydvestlige by Kumming i en kontrolleret sprængning”, skriver mediet blandt andet.
Ovenstående eksempler er blot få af mange, som i øjeblikket deles ude af kontekst på X efter nattens jordskælv i Taiwan.