Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Amazon-ejer lover rigdom med bitcoins, men det er blot det seneste fupnummer i rækken

Fup og spam 21. jun 2023  -  2 min læsetid
Tjekdet
Jeff Bezos Foto: Eric Baradat/AFP/Ritzau Scanpix
  • Grundlæggeren af Amazon og mangemilliardæren, Jeff Bezos, fortæller om ny vej til rigdom, skriver Fyens Stiftstidende tilsyneladende

  • Amazon lover ifølge artiklen familier, at de bliver mere velhavende

  • Men artiklen er fup og har intet med hverken Jeff Bezos eller Fyens Stiftstidende at gøre

  • Fidusen med kendte og bitcoins er set mange gange før

"Skandalen, der rystede verden, Amazons seneste platform blev lanceret, og banken ønskede at blokere nyheden,” står der i et facebookopslag, der er vist flere end 85.000 gange. 

Opslaget er akkompagneret af et link til en artikel, som ved første øjekast synes at komme fra Fyens Stiftstidende. 

Ifølge artiklen har Amazon-grundlægger, Jeff Bezos, investeret flere milliarder i et hemmeligt projekt med bitcoins, som skal give almindelige danskere ”den mest enestående mulighed for at opbygge en lille formue hurtigt”.

Men artiklen er rent fup, og den har usandsynligt meget til fælles med andre lignende fupnumre, som TjekDet har beskrevet ad flere omgange.

Efterligner danske medier

Svindlerne bag har gjort et forsøg på at efterligne Fyens Stiftstidendes rigtige hjemmeside, men flere ting afslører, at artiklen intet har at gøre med det danske dagblad.

Først og fremmest er fupartiklens hjemmesideadresse geektimes.top, imens alle artikler fra Fyens Stiftstidende findes på fyens.dk. 

Og så kan den garvede faktatjekker genkende store dele af artiklens brødtekst. Fupmagerne bruger nemlig ofte den samme skabelon til de falske artikler med kendte danske mediers logoer.

I facebookopslaget følger et billede med til artiklen, der skal ligne et indslag i TV Avisen.

 

Svindlerne har sat radiokanalen P3’s logo ind øverst i venstre hjørne, men som de fleste nok ved, står P3 ikke for TV Avisen.

Desuden er billedet af de mange mennesker foran Amazon-bygningen højst sandsynligt redigeret ind på skærmen bag studieværten. Billedet forestiller nemlig ansatte ved et Amazon-lager i New York, der i 2022 skulle stemme om, hvorvidt de skulle melde sig ind i en fagforening.

Jeff Bezos er nyeste offer

Falske artikler indeholder ofte kendte menneskers anprisninger af et digitalt investeringsværktøj. Billeder og navne på kendte personer bliver skiftet ud, mens kun enkelte dele af artiklernes tekster varierer.

Imens Jeff Bezos er mest kendt i udlandet, så er det ofte kendte danske skuespillere, politikere og erhvervsfolk, som svindlerne bruger som blikfang herhjemme. 

I løbet af de seneste år har blandt andet blandt andre skuespilleren Mads Mikkelsen, komikeren Finn Nørbygaard, fodboldspilleren Preben Elkjær og statsminister Mette Frederiksen måttet lægge navn og ansigt til lignende fupnumre. Det gælder også partiformanden Rasmus Paludan, journalist og forfatter Jørgen Leth samt studieværten Mads Steffensen

Ud over at love, at man hurtigt kan tjene en formue ved at investere i en handelsplatform for kryptovaluta, finder man i artiklen også links til en side, hvor man kan tilmelde sig platformen ved at indtaste sine kontooplysninger.

I 2018 afprøvede TjekDet løftet om hurtig rigdom, og i den artikel kan du læse, hvordan du lynhurtigt bliver ringet op af ukendte bagmænd, der lover dig guld og grønne skove, hvis du tilmelder dig "platformen". 

Er du kommet i kløerne på bitcoin-fupmagerne og har udleveret dine kreditkortoplysninger, bør du omgående kontakte din bank.

Opdateret 21. jun 2023

Vil du vide mere?