Annette Heick misbruges som blikfang i velkendt krypto-svindel

-
Kendis-svindlen på Facebook ruller igen, og nu er det Annette Heick, der ufrivilligt lægger ansigt og navn til
-
I artikler påstås det, at hun live på Aftenshowet skulle have rådgivet danskere til at investere i bitcoin
-
Men artiklerne er falske, og live-udsendelsen er opdigtet
Kendte danske tv-personligheder bruges fortsat til at svindle intetanende Facebook-brugere til at investere i krypto-valuta. Nu er det den danske tv-vært og entertainer Annette Heick, som bruges som blikfang i de falske artikler.
Denne type svindel har stået på gennem flere år, uden at Meta, som ejer Facebook, har formået at stoppe det. På Facebook florerer løbende opslag eller annoncer, der linker til de falske artikler - ofte med en fængende overskrift eller et dramatisk billede.
TjekDet har løbende beskrevet svindlen og de kendisser, som er blevet misbrugt i den.
Interview i aftenshowet
Når man klikker på Facebook-opslaget om Annette Heick, bliver man ledt ind på en artikel, som skal forestille at være fra B.T.
I artiklen bliver det beskrevet, at Annette Heick ved en fejl kom til at afsløre hemmeligheden bag sin formue, da hun var gæst i Aftenshowet.
Her skulle hun angiveligt have fortalt, at hun har oprettet sig på investeringsplatformen Finance Legend. Efter hun afslørede sin hemmelighed, blev hun ifølge artiklen anholdt af politiet.
I artiklen indgår billeder, som skulle være fra interviewet i Aftenshowet. Men billederne er i virkeligheden manipulerede, og interviewet i Aftenshowet har aldrig fundet sted.
Og platformen, der linkes til, har alene til formål at lokke penge ud af folk.
For at oprette dig som bruger, skal du indtaste sit navn, mail og telefonnummer. Herefter får du en pop-up besked på hjemmesiden om, at du snart vil blive ringet op af en rådgiver, som kan hjælpe dig i gang med at bruge platformen. Flere danske ofre har oplevet, at de faktisk bliver ringet op af en overbevisende “investeringsrådgiver”, der får dem til at investere i cryptovaluta. I virkeligheden er der tale om falske investeringer, hvor svindlerne beholder ofrenes penge. TjekDet har tidligere foretaget en investering for at kunne afdække svindlernes metoder og derefter følge pengesporet.
Slår man Finance Legend op på Google, kan man se, at der er flere forskellige domæner, der leder ind på Finance Legens. Det vidner om, at der trækkes tråde fra forskellige annoncer og falske artikler, som fører til platformen.
Samme skabelon
Denne type af svindel følger som oftest samme fremgangsmåde, men hvor kendissen, der bruges som blikfang, løbende skiftes ud. Fælles for svindlen er, at et Facebook-opslag eller -annonce leder til en falsk artikel, der skal ligne en ægte artikel fra et dansk medie.
Selvom det på overfladen ligner den ægte vare, kan man på hjemmesidens adresse - eller URL - se, at artiklen ikke ligger på eksempelvis bt.dk, men på en helt anden hjemmeside. I dette tilfælde med Annette Heick ledes man eksempelvis til hjemmesiden dreamkiskdrum.com, der altså ikke er B.T. eller dansk for den sags skyld.
De falske artikler følger ofte samme skabelon, hvor en kendt dansker har medvirket i et opdigtet interview i Aftenshowet eller Go’ Aften Live. Her har de fortalt om, hvordan de på kort tid har tjent en masse penge. I artiklen indgår billeder, som enten er taget ud af kontekst eller er manipuleret. I eksemplet med Annette Heick er der tale om et manipuleret billede, hvor hun er redigeret ind på en baggrund, der forestiller aftenshowets studie.
TjekDet har kontaktet Annette Heicks manager for at få Annette Heicks reaktion på, at hendes ansigt og navn misbruges i en svindelkampagne på Facebook. Det har dog ikke været muligt at få en kommentar.
Er du kommet til at gå i fælden og udlevere for eksempel kontooplysninger, bør du straks kontakte din bank.
Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.