BabySam udsat for babyscam

-
Nu kan man købe babyudstyr med enorme besparelser, lyder det i flere annoncer på Facebook.
-
Annoncerne stammer tilsyneladende fra BabySam og fører til hjemmesider, der ligner butikskædens til forveksling.
-
Men det er svindel, og BabySam står hverken bag annoncer eller hjemmesider.
“BabySam -90% - Kun i dag.”
Eller
“Sikre mærker til babyer og børn – nu til uovertrufne priser!”
Sådan lyder det i flere annoncer, der har floreret på Facebook på det seneste. Annoncerne stammer fra flere Facebook-sider, der tilsyneladende er forbundet til butikskæden BabySam, der sælger babyudstyr.
Annoncerne fører brugerne til en hjemmeside, der til forveksling ligner BabySams officielle side, hvor man bliver mødt af nogle særdeles gode tilbud på alt fra barnevogne til babyalarmer.
Forældre til småbørn ved, at man hurtigt kan købe sig fattig i babyudstyr, og derfor kan gode tilbud være ekstra attraktive for netop den målgruppe. Desværre må man nok acceptere, at priserne er, som de er, og selvom man til tider kan gøre et kup, er det næppe i den liga, som annoncerne lægger op til. Det er nemlig ikke BabySam, der står bag, men i stedet svindlere, der har oprettet flere falske Facebook-sider og et netværk af hjemmesider, der kopierer BabySam og deres sortiment.
BabySam Aalborg har i august advaret om, at der er en falsk hjemmeside, men TjekDets research viser, at svindlen siden er taget betydeligt til i omfang.
Kopierer kendt brand
I øjeblikket ser vi en bølge af falske webshops, der kopierer velkendte brands, som danskerne jævnligt handler hos. Det har vi senest beskrevet, da Spejder Sport ufrivilligt måtte lægge navn til falske tilbud på falske hjemmesider. Svindlen med BabySam har også flere fællestræk med det, som Spejder Sport blev udsat for.
Svindlerne har oprettet mindst tre forskellige hjemmesider, der skal forestille den rigtige hjemmeside babysam.dk, der godt nok holder fødselsdag i disse dage, men med besparelser, der er af en mere ydmyg karakter sammenlignet med svindlernes tilbud.
De falske hjemmesider hedder bsofficial-bd.com, babysamonlinesaledk.com og babysam-online.com, og de to første er registrerede hos den samme udbyder i Hong Kong, som det også var tilfældet med de falske Spejder Sport-hjemmesider. Alle hjemmesiderne er registrerede anonymt.
Når man klikker sig videre fra annoncerne på Facebook, havner man på hjemmesider, der til forveksling ligner BabySams egen. Hjemmesiderne er ens, men placeret på forskellige domæner. Billede: Skærmbillede af falsk hjemmeside.
Svindlen er gennemført, og man kan klikke sig rundt på hjemmesiderne, fuldstændig som man kan på babysam.dk. Der er altså tale om mere end bare en forside, men snarere egentlige kopier. Vi ved ikke, hvad der sker, hvis man bestiller en vare på de falske hjemmesider, men man modtager næppe en barnevogn til 999 kr, der hos det rigtige BabySam koster 8499 kr - på tilbud.
Annoncer baner vejen for svindel
For at finde vej til de falske hjemmesider, har svindlerne oprettet og udsendt en lang række annoncer, der skal lokke danske Facebook-brugere væk fra Facebook og ind til de gode, men falske tilbud.
Annoncerne stammer fra flere forskellige Facebook-sider, der både bruger navnet “BabySam”, men også andre navne. Alle siderne er oprettet eller har skiftet navn i august, og det er også i august, at annoncerne for alvor indfinder sig hos danskerne. Når vi undersøger Facebooks Annoncebibliotek nærmere, kan vi se, at de tidligste annoncer førte til mindst tre falske hjemmesider, der ikke er de samme som dem, vi allerede har beskrevet. De hjemmesider er tilsyneladende ikke længere aktive.
De falske BabySam-annoncer findes i forskellige varianter, der leder til forskellige falske hjemmesider. Billede: Skærmbillede fra Facebooks Annoncebibliotek.
På nogle af Facebook-siderne kan vi se, at de administreres af personer fra flere forskellige lande. Det gælder blandt andet USA, Vietnam og Indien. Det kan vi se, når vi på siderne klikker på “Om” og derefter “Sidegennemsigtighed”. Til sammenligning administreres den officielle BabySam-side på Facebook primært af danskere og en enkelt fra Sverige. BabySam har næsten 140.000 følgere på Facebook, hvor de falske sider har ingen eller ganske få følgere.
Er du i tvivl, om en hjemmeside er sikker at bruge, kan du med fordel slå den op på tjekpånettet.dk. Her vil det ofte fremgå, om en hjemmeside er markeret som indeholdende malware, phishing eller svindel.
Er du faldet i fælden og har oplyst dine kreditkortoplysninger til svindlerne, bør du kontakte din bank.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.