Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Falsk advokatfirma snyder ofre for svindel på ny

Fup og spam 4. sep 2025  -  4 min læsetid
Tjekdet
Hvis du er blevet svindlet for penge, kan virksomheden Legal Insight hjælpe dig med at få dine tabte penge tilbage, helt risikofrit, lyder det i annoncer på Facebook. Men det passer ikke, for i virkeligheden er Legal Insights eneste formål at svindle dig på ny. Foto: Nathalie Damgaard Frisch (grafik)
  • Har du mistet penge i et svindelnummer, vil et firma risikofrit skaffe dig de frastjålne penge tilbage på kort tid.

  • Det hævder en side ved navn Legal Insight i hvert fald i annoncer på Facebook, som sender svindelofre videre til en hjemmeside, hvor de angiveligt kan få hjælp.

  • Men løftet er fup. I virkeligheden er der tale om en type svindelnummer, hvor personerne bag forsøger at svindle penge ud af tidligere ofre på ny.

Du har måske stødt på dem i dit feed på Facebook. Annoncer med advokater, der ønsker at hjælpe folk i knibe, der har været udsat for svindel og mistet penge.

Det kan ligne en godhjertet håndsrækning, men virkeligheden er en helt anden. Personerne bag hjemmesiderne, du føres til, er nemlig slet ikke advokater, men svindlere, der har i sinde at frarøve dig endnu flere penge. Svindeltypen går under navnet tilbagebetalingssvindel eller recovery-svindel.

Variationer af svindelnummeret florerer jævnligt. De firmaer, der angiveligt vil hjælpe, går under forskellige navne og henviser til forskellige hjemmesider. Lige nu figurerer en facebookside, der hedder Legal Insight, som i deres annoncer sender dig videre til to forskellige hjemmesider.

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Suspekte annoncer og sideoplysninger

Legal Insight ser med sine syv følgere ikke ud af meget, når man klikker ind på siden. Men i annoncerne, de køber sig til på Facebook, og som eksponeres for tusindvis af brugere i forskellige lande, er løfterne store.

“Snydt af en svindler? Vi returnerer de stjålne penge til dig indenfor 1-14 dage. Risikofrit for dig og dine penge,” lyder det blandt andet i annoncerne.

Det lyder måske for godt til at være sandt. Det er det også. Er man i tvivl, kan det være en god start at orientere sig i sidens oplysninger, som er tilgængelige for enhver facebookbruger.

Under ‘Om’ og derefter ‘Sidegennemsigtighed’-sektionen på Facebook er der nemlig oplysninger om Legal Insight, der bør få alarmklokkerne til at ringe.

Siden er oprettet i juli, altså for relativt kort tid siden. Under oplysningerne fremgår det også, at siden har hele ti administatorer: seks i Vietnam, to i Ukraine, en i Myanmar og en i Polen. Det er begge faktorer, der indikerer, at der er tale om forsøg på svindel.

Null

Tilbagebetalingssvindel eller recovery-svindel er en svindelform, hvor svindlere udnytter tidligere ofre på ny ved at love dem, at de kan skaffe tabte penge tilbage. Det er netop den type af svindel, som Facebooksiden Legal Insight bedriver med annoncer som denne. Foto: Skærmbillede af Facebook.

Du er ikke alene

Hvis man alligevel klikker videre fra annoncerne, havner man på én af to hjemmesider, som siden Legal Insight har med at gøre. Den ene går under forskellige navne - Forex Trading Scam Recovery, Hunter Crypto eller Legal Connect. Den anden går ligeledes under forskellige navne - Recovery-LTD eller SecureMoneyBack.

Uagtet om annoncen, du klikker på, fører dig videre til den ene eller anden hjemmeside, er formålet det samme. Nemlig, at få dig til at udfylde en formular, hvor du forklarer, hvilken type svindel du er blevet udsat for, og hvor mange penge du har mistet. Derudover skal du opgive dine kontaktoplysninger.

Meget tyder på, at det er grundige folk, der står bag hjemmesiderne. De har i al fald gjort sig umage for at fremstå troværdige og sympatiserende.

"Du er ikke alene - og det er ikke for sent. Vores team er specialiseret i at spore stjålne midler, selv når svindlere tror, de er forsvundet. Tag det første skridt i dag,” lyder det blandt andet på den ene hjemmeside.

Null

"Du er ikke alene," står der på en af hjemmesiderne, som Legal Insights annoncer henviser til. Her listes også en række typiske årsager til, at mange svindelofre aldrig får deres penge tilbage - blandt andet skam og manglende hjælp fra banker og myndigheder. Foto: Skærmbillede.

På hjemmesiden præsenteres også det, der skulle forestille at være firmaets direktør.

Hun hedder Olivia, og ved siden af det, der skal ligne at være et portrætfoto af hende, fortæller hun om sit firmas mission:

“Hver sag behandles med integritet og målrettethed - og vi har hjulpet utallige klienter med at forvandle blokerede udbetalinger til tilbagebetalte midler. Det kan vi også gøre for dig.”

Der er bare ét problem. Billedet af Olivia er slet ikke ægte, men genereret med kunstig intelligens, viser TjekDets research. Den falske direktør er blot endnu et element i rækken af forsøg på at få dig til at stole på hjemmesiden og udfylde formularen med henblik på, at personerne bag kan ringe dig op og føre svindelnummeret videre.

Null

På hjemmesiderne gøres meget for at få foretagendet til at fremstå troværdigt. Blandt andet kan man læse om CEO'en Olivia. Men hun findes ikke i virkeligheden, viser TjekDets research. Foto: Skærmbillede.

Et velkendt svindelnummer

I forbindelse med undersøgelsen af Legal Insight og de dertilhørende hjemmesider har TjekDet forsøgt at komme i kontakt med personerne bag ved at udfylde formularen, men det er ikke lykkedes.

Dog har TjekDet tidligere afdækket tilsvarende falske advokatfirmaer, hvor vi har talt i telefon med en påstået advokat, der vil hjælpe os med at få vores penge tilbage. Dengang forsøgte manden, vi fik i røret, at styre udenom vores spørgsmål og endte med at lægge røret på.

Hvad de falske advokaters videre metode er til at lokke penge ud af svindelofre, er uklart. I tidligere, lignende svindelnumre er offeret blevet bedt om at overføre en sum penge til “advokatfirmaet” som betaling for at få svindlede penge tilbage. Men offeret får aldrig penge tilbage og har kun tabt endnu en sum penge.

I al fald er det en god idé at handle varsomt, hvis du støder på en annonce for nogen, der vil hjælpe svindelofre med at få deres penge tilbage. Der er stor risiko for, at der er tale om et svindelnummer.

Hvis du er faldet i fælden og har oplyst dine kreditkortoplysninger til svindlerne, bør du kontakte din bank.

TjekDet skriver løbende om aktuel, digital svindel og hjælper dig til at undgå at blive snydt. Du kan læse alle vores artikler om emnet her. Du kan også abonnere på et af TjekDets nyhedsbreve og få advarsler direkte i indbakken, når nye svindelforsøg er i omløb. Tilmeld dig her.

Opdateret 10. sep 2025

Vil du vide mere?