Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Falske succeshistorier om danske kvinders vej til rigdom strømmer ind i dit feed

Fup og spam 12. jun 2024  -  3 min læsetid
Tjekdet
  • Unge danske kvinder har opnået stor succes og rigdom ved at investere i bitcoins på investeringsplatformen Bitcoin360AI

  • Det er omdrejningspunktet for historierne i et svindelnummer, som lige nu florerer på Facebook

  • Men historierne er falske og blot en ny version af et velkendt svindelnummer

“At passe millionærers børn i Hundested afslørede en hemmelighed, der gjorde hende rig”.

“Den utrolige historie om en 24-årig pige fra Støvring: Fra at blive fyret på Starbucks til at opbygge en millionformue”.

Du er muligvis stødt på titler som disse, når du har scrollet gennem dit feed på Facebook - typisk ledsaget af billeder med statussymboler som glimtende smykker, store huse og dyre biler. 

Men historierne er opdigtet og skal blot være blikfang for at få brugere til at klikke ind på en falsk artikel og derfra ind på krypto-investeringsplatformen Bitcoin360AI

Her vil svindlerne forsøge at lokke oplysninger ud af brugerne, som de kan bruge til økonomisk svindel. 


Interview fra TV2 som blikfang

Opslagene er delt af tilsyneladende autentiske profiler i forskellige Facebook-grupper. Tekstens ordlyd i opslagene er forskellig, men de har alle det samme budskab. 

Meget tyder på, at brugerne, som deler opslagene, ikke selv er klar over det, og at svindlerne har hacket sig ind på profilerne for at dele indholdet. 

I opslaget er der tilknyttet et link, og når du klikker på linket, bliver du videresendt til en falsk artikel fra et unavngivet medie, som folder historien ud. Her står der, hvordan en ung kvinde har fået ændret hele sit liv og tjent flere penge end nogensinde, efter hun har oprettet sig på portalen Bitcoin360AI. 


Noget tyder også på, at de hjemmesider, som brugeren ledes ind på, varierer alt efter om man tilgår det på mobilen eller sin computer. Når man klikker ind på siden fra sin computer, bliver man ledt ind på tilsyneladende harmløse hjemmesider, men hvis man tilgår siden fra mobilen, ledes man ind på den falske artikel.

I artiklen indgår der screenshots fra en episode af Go’ Morgen Danmark på TV 2, hvor værten Steen Langeberg interviewer en ung kvinde. 

TjekDet har ved hjælp af omvendt billedsøgning fundet frem til, hvor billederne i virkeligheden stammer fra. Her finder vi en artikel fra TV 2 tilbage fra 2022 med en video, hvor Steen Langeberg rigtignok interviewede den unge kvinde, som fremgår på billederne. 

Men interviewet handlede hverken om bitcoins eller investeringsplatforme. Det handlede om, hvordan kvinden var bange for, at folk ville dømme hende efter skyderiet i Fields, fordi hun har diagnosen skizofreni. 

Tjekdet
Sådan ser den falske artikel ud, som facebookopslagene linker til. Her har det amerikanske medie Fox News fået misbrugt deres layout. Foto: Skærmbillede

Billederne skal fungere som dokumentation for at gøre historien mere autentisk, men er altså taget ud af en helt anden sammenhæng. 

Artiklen opfordrer læseren til at oprette sig på platformen Bitcoin360AI. For at oprette sig, skal man indbetale 1.850 kroner med det samme. Man skal samtidig udfylde nogle oplysninger, hvorefter man vil blive kontaktet af en rådgiver. 

Samme svindelnummer i en ny indpakning

Metoden for svindlen er ikke ny, men kommer i forskellige afskygninger - blandt andet i form af et nyt blikfang, som skal sløre for opslagets egentlige formål. 

De mange opslag har ikke samme ordlyd i deleteksten til linket, og bynavnene er også forskellige i opslagene. I artiklens adresselinje er det nemlig muligt for svindlerne at skifte bynavnet ud med et hvilket som helst andet, og dermed vil bynavnet i artiklen ændre sig, så den for eksempel kan deles i forskellige lokalgrupper på Facebook. 

Tjekdet har tidligere skrevet om samme type svindelnummer med piger, som var blevet fyret fra McDonald’s og bagefter tjente millioner på bitcoin-investeringer. Her skiftede pigernes navn også, og det samme gjorde billederne, som var knyttet til artiklen. 

Hvis du vil blive bedre til at genkende de kreative måder, hvorpå svindlere forsøger at snyde sig til kreditkortoplysninger, har TjekDet samlet et katalog med svindelhistorier om bitcoin, vi tidligere har undersøgt.

Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her.

Opdateret 12. jun 2024