Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Nej, den fyrede McDonald's-medarbejder i dit facebookfeed har ikke tjent styrtende på Bitcoins

Fup og spam 10. jul 2023  -  3 min læsetid
Tjekdet
Talrige facebookbruger slår i øjeblikket - tilsyneladende ufrivilligt - artikler op om en fyret McDonald's-medarbejder, der angiveligt skulle have tjent kassen på Bitcoins. Men historien er falsk og en del af et stort svindelnummer. Foto: Shutterstock
  • I en række facebookopslag kan man læse om en fyret McDonald’s-medarbejder, der hurtigt har tjent gode penge på bitcoins

  • Det drejer sig om 22-årige Maja Rasmussen, der på blot 72 dage angiveligt har tjent 405.000 kroner via investeringsplatformen Bitcoin Bank

  • I artiklen kan man også læse, at hun har været en tur forbi Go’ Morgen Danmark og fået værten til at tjene knap 1.500 kroner på ingen tid

  • Men artiklen om Maja Rasmussen er falsk og en del af et svindelnummer

  • Artiklen er blot den seneste af flere, der har til formål at tømme dine lommer fremfor at fylde dem

22-årige Maja Rasmussen blev fyret fra McDonald’s, men på bare 72 dage formåede hun at tjene 405.000 kroner. 

Sådan kan man læse i flere facebookopslag, hvor brugere ufrivilligt deler artikler om Maja Rasmussens nemme og hurtige vej til penge ved at investere i bitcoins gennem platformen Bitcoin Bank.

Ifølge artiklen har hun også gæstet TV 2-programmet ‘Go’ Morgen Danmark’ for at fortælle om sine succesfulde investeringer, og hun har oven i købet fået programmets vært Steen Langeberg til at afprøve Bitcoin Bank.

“Nu har jeg 1321,97 kr i profit, hvordan er det muligt? Kan jeg trække det ud med det samme?” siger en ellevild Steen Langeberg angiveligt. 

Men interviewet med Maja Rasmussen i Go’ Morgen Danmark er falsk og har aldrig fundet sted, oplyser TV 2’s presseafdeling til TjekDet.

Artiklen om Maja Rasmussen, der får Steen Langeberg til at investere i bitcoins, er blot det seneste eksempel i rækken af svindelnumre, der forsøger at lokke dig i fælden for at komme i lommen på dig. 

Ændret bynavn

Når man kigger facebookopslagene og de tilhørende artikler igennem, tegner der sig et tydeligt billede af svindel. De forskellige facebookopslag varierer nemlig i form, og det samme gør Maja Rasmussen. 

I en række opslag ser man nemlig Maja Ramussen iført en McDonald’s-kastet, og her kan hun både være fra Albertslund, Glesborg og Jyllinge, mens man i andre opslag ser et billede af en anden kvinde, der også skulle være Maja Rasmussen, men som kan være fra Skagen og Virum.


Artiklerne, som brugerne deler, er typisk lagt ind i facebookgrupper, hvor der bliver delt indhold om en specifik by. For eksempel finder man artiklen om Maja Rasmussen, der skulle have arbejdet på McDonald’s i Dianalund, inde i gruppen ‘Dianalund 4293 Køb Og Salg’. 

Faktisk er det muligt at få Maja Rasmussen til at komme fra lige den by, man ønsker. I artiklens adresselinje er det nemlig muligt at skifte bynavnet ud med et hvilket som helst andet, og dermed vil bynavnet i artiklen ændre sig, så den kan deles i forskellige lokalgrupper på Facebook. 

Og klikker man sig så ind på artiklen, kan man læse, at man skal indbetale mindst 1.850 kroner for at aktivere sin konto på Bitcoin Bank, som artiklen er fyldt med links til. Mod en engangsbetaling bliver man altså den anden vej lovet guld og grønne skove, og det er formentlig her, at det store svindelnummer udfolder sig, fordi man skal angive sine kortoplysninger.

Ikke selv delt det

Meget tyder på, at brugerne, der deler artiklen om Maja Rasmussen, ikke selv ved, at de gør det. En af de brugere, der har delt artiklen på Facebook, oplyser til TjekDet, at han ikke selv har lavet opslaget, og at han mistænker, at han er blevet hacket. 

TjekDet har tidligere undersøgt svindelnumre, hvor brugere ufrivilligt har lavet opslag på Facebook, og til det sagde Peter Kruse, der er it-sikkerhedsekspert for virksomheden CSIS Security Group, som udbyder cybersikkerhedsservices, at svindlere har skaffet sig adgang til brugernes facebookprofiler.

“Måden, de her reklamer spredes på, er gennem phishing, hvor svindlerne har høstet dit brugernavn og password (til Facebook, red.), enten fordi du har forsøgt at købe noget gennem en forfalsket hjemmeside, eller fordi du et andet sted er kommet til at opgive dine loginoplysninger," sagde han, da det handlede om et svindelnummer, hvor tricket var at lokke potentielle ofre med billige solbriller.

Har du ufrivilligt delt et lignende opslag, er det derfor en god ide at ændre kodeordet til din facebookprofil og fjerne de enheder, der i forvejen er logget ind på din profil i dine indstillinger. Det er også en god ide at slå totrinsgodkendelse til, så du skal acceptere, hver gang en ny enhed - altså en telefon, computer eller tablet - skal have adgang til din konto. Så kan mulige svindlere ikke logge ind, selv hvis de har din adgangskode. 

Og har du allerede oplyst dine kreditkortoplysninger til Bitcoin Revolution, skal du omgående kontakte din bank.

Hvis du vil blive bedre til at genkende de kreative måder, hvorpå svindlere forsøger at snyde sig til kreditkortoplysninger gennem eventyrlige bitcoin-historier, har TjekDet samlet et katalog over de svindelhistorier om bitcoin, vi har undersøgt.

Blandt andet er statsminister Mette Frederiksen og skuespillerne Mads Mikkelsen og Nikolaj Coster-Waldau ufrivilligt blevet brugt som reklamesøjler i falske historier om investeringer i den populære kryptovaluta gennem blandt andet Bitcoin Revolution.

 

Mit digitale selvforsvar er Forbrugerrådet Tænk og TrygFondens gratis app, der hjælper dig med at være sikker online og holder dig opdateret på digitale trusler.

 

Opdateret 26. jul 2023