Hundredetusindvis snydes af falsk cykelkonkurrence på Facebook

Faktatjek 10. jan 2023  -  5 min læsetid
This describes the image
I en falsk facebookkonkurrence udloddes 370 cykler til heldige vindere. Men der er næppe en eneste cykel at vinde, og konkurrencens formål synes alene at være at franarre deltagerne deres penge. Foto: Skærmbillede af Facebook
  • En facebookside ved navn E-Bike udlodder 370 cykler i en falsk konkurrence

  • Deltagerne i konkurrencen bedes blandt andet angive deres kontooplysninger for at deltage, og konkurrencens formål er formentlig at franarre folk penge

  • Opslaget med konkurrencen har i skrivende stund flere end 200.000 kommentarer

  • Selvom det er på tysk, har opslaget flere kommentarer på dansk

  • Er du blandt deltagerne, og har du givet dine kontooplysninger væk, bør du hurtigst muligt få din konto spærret

370 cykler.

Så mange udloddes i øjeblikket i en konkurrence på facebooksiden E-Bike.

Cyklerne kan angiveligt ikke sælges, fordi de har mindre ridser og skader, og derfor gives de væk til en række heldige vindere, kan man læse i et opslag fra 2. januar.

Ifølge opslaget er alt, du skal gøre for at deltage i lodtrækningen, at skrive “tak” i kommentarsporet.

Og mange er tilsyneladende interesserede i at erhverve sig en ny cykel, for i skrivende stund har opslaget, der er på tysk, men som flere danske facebookbrugere har kommenteret, flere end 200.000 kommentarer.

 

Facebookopslaget med den falske konkurrence har tiltrukket sig stor opmærksomhed med flere hundredetusindvis af kommentarer og tusindvis af delinger.


Men konkurrencen er et fupnummer. For så snart, du har skrevet “tak” i kommentarsporet, får du et svar fra E-Bike, der beder dig både like opslaget, dele det med dine venner og sidst men ikke mindst at tilmelde dig konkurrencen på E-Bikes officielle hjemmeside.

Fra hjemmesiden guides du videre til en ekstern hjemmeside, hvor du - som det ofte er tilfældet for den slags fupkonkurrencer - bedes angive dine kontooplysninger.

Til gengæld for det får du næppe nogen cykel, for fupmagerne er sandsynligvis kun ude på at lænse din konto.

Er du blandt de, der har angivet kontooplysninger på siden, bør du derfor hurtigst muligt kontakte din bank og bede om at få den pågældende konto spærret.

Flere tegn på fare

Der er flere faresignaler ved E-Bikes konkurrence, som er typiske for fupkonkurrencer på Facebook.

Og ved man, hvilke faresignaler man skal kigge efter, er fupnumrene ofte nemme at afsløre.

Et godt sted at starte er ved at kigge facebooksiden, der står bag konkurrencen, efter i sømmene. Hvornår er siden eksempelvis oprettet?

Alle facebooksider indeholder oplysninger om sidens historik, hvor det eksempelvis fremgår, om siden har skiftet navn, og hvornår den er oprettet.

På E-Bikes facebookside kan vi se, at siden er oprettet 1. januar 2023 - det vil sige blot en enkelt dag, før opslaget med den falske konkurrence blev lavet. Desuden er der ingen øvrige opslag på siden, og meget tyder altså på, at den er oprettet alene med det formål at dele konkurrencen, hvilket er et klassisk faresignal.

Det er også værd at holde øje med, om siden er verificeret. De fleste større virksomheder er verificeret på Facebook, hvilket markeres med et lille blåt logo med et flueben ved siden af sidens navn. Logoet markerer, at Facebook har godkendt, at siden faktisk er, hvad den udgiver sig for at være.

 

Facebooksiden, der står bag konkurrencen er ikke verificeret af Facebook, og platformen har således ikke godkendt, at siden er, hvad den giver sig ud for at være. Det kan være et tegn på fare.


Verificeringen er især værd at kigge efter, når en side udgiver sig for eksempelvis at være en kendt virksomhed eller butikskæde, men kan også sige noget generelt om, hvorvidt en side er troværdig. I dette tilfælde er E-Bike ikke en verificeret side.

Stjålne billeder

Der er også ledetråde at finde i selve opslaget med den falske konkurrence. 

I opslaget ses en række forskellige billeder af cykler, der umiddelbart kunne ligne, at de stammer fra E-Bikes butik eller lager. Men med en omvendt billedsøgning er det muligt at undersøge, om specifikke billeder optræder andre steder på internettet. 

I dette tilfælde viser det sig, at flere af billederne i opslaget er at finde andre steder på nettet - blandt andet hos cykelhandlere, som synes at være de oprindelige kilder til billederne. Det underbygger altså, at E-Bike slet ikke er en rigtig cykelbutik med eget lager.

Mystiske URL’er og en ekstern tilmeldelsesside

Til sidst er der faresignaler at finde på de hjemmesider, deltagere i konkurrencen ledes til for at bekræfte deres deltagelse.

Først sendes deltagere til en temmelig uprofessionelt udseende hjemmeside, der angiveligt ejes af E-Bike, og hvis formål er at dirigere deltagerne videre til en endnu en hjemmeside, hvor de så bedes angive deres kontooplysninger.

Er du i tvivl om, hvorvidt du er havnet på en troværdig hjemmeside, er det en god idé at starte med at kigge på dens URL - det vil sige hjemmesideadressen, der fremgår af adresselinjen i din browser. På fupsider vil URL’en nemlig ofte være noget andet, end man måske kunne forvente hjemmesidens indhold taget i betragtning.

I dette tilfælde har E-Bikes hjemmeside en bemærkelsesværdig lang adresselinje, der både indeholder formuleringen ‘ebikefanss2’ og det mystiske ‘halaman-muka.’ Var der faktisk tale om en hjemmeside tilhørende en cykelforretning med navnet ‘E-Bike’, ville man almindeligvis forvente, at den i stedet eksempelvis havde adressen ‘e-bike.com’, ‘ebike.dk’ eller lignende.

Til sidst er det et faresignal, at du sendes til en ekstern side, der tilsyneladende intet har med E-Bike eller nogen anden cykelforretning at gøre, for at angive dine kontooplysninger. Og så er der grund til at være på vagt, hvis du bedes give kontooplysninger for at deltage i en konkurrence, hvor præmien angiveligt er gratis.

Kommer du til at skrive dine kontooplysninger på en utroværdig hjemmeside, er det vigtigt, at du hurtigst muligt kontakter din bank og får den pågældende konto spærret.

Opdateret 25. jan 2023

Vil du vide mere?