Kendt dansk hypnotisør misbruges til at stjæle penge

-
Hypnotisør og manipulatør Jan Hellesøe er ifølge flere reklamerer, man lige nu kan møde i sit feed på Facebook, blev meget rig.
-
Han har tilsyneladende tjent 60-70.000 kroner - om dagen - ved at investere gennem platformen Finance Legend. Og det er tilmed så let, at alle kan gøre det.
-
Men det hele er svindel. Jan Hellesøe er ligesom flere andre danske kendisser blevet misbrugt som ufrivillig reklamesøjle for svindelplatforme, der hvert år koster danskerne millioner.
Danmarks mest kendte hypnotisør og manipulator, Jan Hellesøe, er angiveligt blevet rig. Meget rig.
TV-personligheden, der er kendt fra DR-programmet ‘Fucker med din hjerne’, er dog hverken kommet til penge ved hjælp af magi eller kursmanipulation, men derimod gennem investeringsplatformen Finance Legend.
Her tjener han - efter sigende - mellem 60.000-70.000 kroner om dagen. Efter eget udsagn kunne han dog tjene langt mere, hvis ikke han også brugte en stor del af sin tid på at spendere pengene:
“Jeg foretrækker at bruge pengene, så snart jeg får dem, mens jeg har chancen.”
Det kan man læse, hvis man klikker på en af de mange annoncer med magikeren, som lige nu spreder sig på Meta’s platforme, såsom Facebook og Instagram. Annoncerne lader desuden vide, at du selv kan tjene lignende beløb gennem Finance Legend.
Men desværre for både Jan Hellesøe og os andre er der selvfølgelig tale om rendyrket svindel.
Kig efter webadressen
Svindlere misbruger nemlig Jan Hellesøes person i en række annoncer på Facebook. Annoncerne dukker op som opslag i dit feed, typisk med et billede af Jan Hellesøe, B.T.’s logo samt en sensationel overskrift:
“Jan Hellesøes liv vil aldrig blive det samme. Karriere og frihed er i fare.”
Klikker man på opslaget for at læse mere om, hvorfor hans frihed mon er i fare, kommer man ind på en vellykket kopi af B.T.’s hjemmeside, hvor man kan læse en opdigtet fortælling om, at investeringssiden Finance Legend har gjort ham rig.
Et tydeligt tegn på, at der er tale om svindel, er, at artiklen skulle forestille en B.T.-artikel. Men i adressefeltet kan man se, at man er på hjemmesiden “Insectmotorboattown” - altså Insektmotorbådby på dansk.
B.T.’s rigtige hjemmeside er BT.dk.
Finance Legend er der med al sandsynlighed heller ikke meget tryllestøv over. I hvert fald er svindel-metoden velbeskrevet af blandt andet TjekDet, der har advaret om denne type investeringssvindel, hvor kendisser udnyttes som blikfang for obskure investeringsplatforme, et hav af gange.
Annoncerne på Facebook lokker med opsigtsvækkende tekster om, at Jan Hellesøe skulle være blevet anholdt, eller at han skulle have afsløret en store, opsigtsvækkende hemmelighed på TV. Foto: Skærmbillede.
Sådan gør de
Som led i en større undersøgelse af investeringssvindlen på Facebook, tilmeldte TjekDets journalist sig en svindelplatform, der svarer til Finance Legend, for at undersøge, hvordan svindlen foregår.
Kort fortalt indtaster man sine kontaktoplysninger, hvorefter man modtager et opkald fra svindleren, der fortæller, at det er på tide at tjene store penge. Typisk skal man indbetale omkring 1.800 kroner i startindskud, og så får man adgang til en investeringsplatform. Svindlernes investeringsplatforme har TjekDet tidligere identificeret under navne som Immediate Edge, Quantum AI og Stable Capital Pro. De ser alle professionelle ud, og Finance Legend ser ud til at være nyeste skud på stammen.
Startindskuddet bliver typisk “investeret” i kryptovaluta, og på investeringsplatformen kan man følge sine penge blive til flere.
Det skal få offeret til at tænke, at der er endnu flere penge at hente, så offeret - set med svindlerøjne - investerer flere penge. Pengene bliver dog aldrig investeret, men ryger direkte ind på svindlernes konti. Så når man anmoder om at få udbetalt gevinsten, kan det ikke lade sig gøre.
Du kan læse artiklen, hvor TjekDet lod sig svindle her.
Hvis du vil læse hele vores serie om investeringssvindlen på Facebook, hvor vi blandt andet forsøger at opspore gerningsmændene, kan du gøre det her. I artiklerne kan du også få et overblik over de mange danske kendisser, der er blevet misbrugt af investeringssvindlerne.
I 2024 kostede denne type svindel danskerne 95 millioner kroner ifølge Finans Danmark. Er du faldet i fælden og har oplyst dine kreditkortoplysninger til svindlerne, bør du kontakte din bank.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.