"Vi skal være bedsteforældre!" Svindelbutik narrer danskere med rørende afsked

-
Tøj-webbutikken Jensen & Jensen annoncerer butikslukning med følelsesladet opslag på Facebook.
-
De angiver øget konkurrence og et kommende bedsteforældreskab som årsager til lukning.
-
I opslaget lokker de med ophørsudsalg og store rabatter på deres webshop i forbindelse med lukningen.
-
Det viser sig dog at være svindel, der potentielt kan stjæle både dine penge og oplysninger.
“Efter mange år fyldt med kærlighed og dedikation til vores butik er vi desværre nødt til at lukke.”
Sådan lyder det i en række annoncer fra facebooksiden ‘Jensen & Jensen’, der angiveligt er en tøjbutik. Annoncerne peger på to årsager til lukningen; konkurrence fra store virksomheder, og at ejerne snart skal være bedsteforældre.
I anledning af lukningen holder forretningen ophørsudsalg, hvor man angiveligt kan købe tøj til stærkt nedsatte priser på deres hjemmeside.
Men i virkeligheden fungerer historien blot som lokkemad til en falsk hjemmeside, der forsøger at stjæle dine oplysninger.
Her ses et af mange eksempler på annoncer fra siden ‘Jensen & Jensen’. Foto: Skærmbillede fra Facebook.
Tråde til Filippinerne, Italien og Vietnam
Et kig på facebooksidens oplysninger viser, at ‘Jensen & Jensen’ blev oprettet den 20. marts 2024 under navnet ‘Hjk77’. Siden da har facebooksiden skiftet navn syv gange - senest den 10. maj 2025, hvor navnet blev ændret til ‘Jensen & Jensen’.
Det fremgår, at siden administreres af brugere bosat i Filippinerne, Italien og Vietnam - hvilket ikke stemmer overens med, at annoncerne er skrevet på dansk.
‘Jensen & Jensen’ har kun en håndfuld følgere, hovedsageligt udenlandske, hvilket er typisk for denne type svindel-sider. Sådanne sider oprettes ofte med henblik på hurtigt at blive slettet og har sjældent andet indhold end annoncer.
Annoncerne på facebooksiden leder videre til en hjemmeside med domænenavnet jensenogjensen.com (arkiveret her). Slår man domænet op via domæneopslagstjenester, er der ingen information om, hvem der står bag hjemmesiden. Det skyldes højst sandsynligt, at folkene bag ønsker at sløre deres identitet mest muligt.
Hjemmesiden jensenogjensen.com ligner ved første øjekast en standard webshop, der er sat op med kategorier og med billeder af tøjet.
Her ses et udsnit af hjemmesiden Jensen & Jensen, som ved første øjekast ligner en hvilken som helst anden webshop. Foto: Skærmbillede fra hjemmeside.
Tøjet på hjemmesiden sælges som lovet med store rabatter. En omvendt billedsøgning afslører dog, at de samme produkter optræder på andre tvivlsomme webshops - endda med en endnu større besparelse.
Når man klikker ind på et produkt på hjemmesiden, står der ved siden af produktbilledet: “Få på lager!” Det gælder for samtlige produkter, som TjekDet klikker ind på. Det fungerer som et greb, der skal få en potentiel kunde til at handle hurtigt – før vedkommende opdager faresignalerne. Efter ordren er gennemført, er der ikke nogen vej tilbage.
Utilfredse kunder på Trustpilot
Slår man virksomheden ‘Jensen & Jensen’ op på Trustpilot, er det tydeligt, at flere kunder føler sig ført bag lyset af virksomheden. Nogle har aldrig modtaget deres vare, og andre skriver, at den vare, de har modtaget, ikke stemmer overens med den lovede kvalitet.
Enkelte kunder har endda oplevet, at der er blevet trukket penge for flere varer, end de har bestilt.
Anmeldelserne på Trustpilot vidner om, at mange kunder har følt sig snydt af virksomheden. Foto: Skærmbillede fra Trustpilot.
Er du i tvivl, om en hjemmeside er sikker at bruge, kan du med fordel slå den op på tjekpånettet.dk. Her vil det ofte fremgå, om en hjemmeside er markeret som indeholdende malware, phishing eller svindel.
Er du faldet i fælden og har oplyst dine kreditkortoplysninger til svindlerne, bør du kontakte din bank.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.