'Lisbeth’ mistede sin mand og må lukke sin butik - men virkeligheden er en anden
-
En falsk webshop kaldet ‘Lisbeth Smykker’ spreder opslag med rørende fortællinger på Facebook for at lokke brugere til at købe.
-
Historien handler om en kvinde, der lukker sin smykkeforretning efter sin mands død – en fortælling, der er designet til at vække medfølelse og sympati.
-
Webshoppen annoncerer med ophørsudsalg og store rabatter, men formålet er at franarre brugerne personlige oplysninger.
-
Der er tale om en del af en større tendens, hvor svindlere bruger følelsesladede historier på sociale medier til at lokke folk i fælden.
En rørende fortælling om en selvstændig kvinde, der må lukke sit livsværk efter sin mands død, danner rammen om en række annoncer, som florerer på Facebook udgivet af sider med virksomhedsnavnet ‘Lisbeth Smykker’.
I anledning af lukningen holder forretningen ophørsudsalg, hvor man angiveligt kan spare over 80 procent på smykkerne.
Men i virkeligheden fungerer historien blot som lokkemad til en falsk hjemmeside, der forsøger at stjæle dine oplysninger.
Her ses et eksempel på et opslag fra 'Lisbeth Smykker med den triste historie om hendes mands død. Foto: Skærmbillede af Facebook.
Tråde til Holland og Bangladesh
Et kig på facebooksidernes oplysninger viser, at den ene side blev oprettet den 7. april 2025 og den anden den 30. september 2025.
Derudover fremgår det, at den ene facebookside administreres af brugere bosat i Holland – to forhold, der ikke stemmer overens med historien om en 21 år gammel smykkeforretning drevet af ‘Lisbeth’, som ovenikøbet skriver på dansk.
Siderne har henholdsvis 287 og 2.500 følgere, hvilket umiddelbart kunne fremstå som et troværdighedstegn, da facebooksider oprettet med henblik på svindel typisk ikke har meget mere end en håndfuld følgere. Det skyldes, at siderne oprettes med henblik på hurtigt at blive slettet og sjældent har andet indhold end annoncer.
LÆS OGSÅ: Her er manden, der svindlede Anna Thygesen: Nu hører hun det selv for første gang
Det er dog værd at bemærke, at stort set alle, der følger siden, er mænd med udenlandskklingende navne – flere bosat i Bangladesh. Derfor virker det usædvanligt, at de skulle være interesseret i at følge en dansk smykkeforretning. Det kan tyde på, at følgerne er købt med det formål at få siden til at fremstå mere legitim.
Annoncerne på siderne leder ind på en hjemmeside med domænenavnet lisbeth-smykker.dk (arkiveret her). Det ligner ved første øjekast en standard webshop, som er sat op med kategorier og med billeder af smykkerne.
Smykkerne på hjemmesiden sælges som lovet med store rabatter. Dog varierer billedernes layout betydeligt og fremstår usammenhængende. En omvendt billedsøgning afslører, at billederne er kopieret fra sider som Temu og AliExpress – hvor smykkerne i øvrigt kan købes endnu billigere.
Slår vi domænet op, kan vi se, at det er registreret på en adresse i Holland – ligesom vi så, at den førnævnte facebookside var. Domænet tilhører ‘Twingels’, der er registreret som en detailhandel i Holland.
Dette er oplysningerne vi finder på domænet www.lisbeth-smykker.dk. Domænet er registreret på en adresse i Holland og telefonnummeret er også hollandsk. Foto: Skærmbillede af punktum.dk.
Rasende kunder på Trustpilot
Slår man virksomheden ‘Lisbeth Smykker’ op på Trustpilot, er det tydeligt, at flere kunder føler sig snydt af virksomheden. Nogle har aldrig modtaget deres vare, og andre skriver, at den vare, de har modtaget, ikke stemmer overens med den lovede kvalitet.
Flere af kunderne skriver ligeledes, at de senere har fundet samme vare på den kinesiske webshop Temu.
Her ses et udsnit af kunders anmeldelser af 'Lisbeth Smykker' på Trustpilot. Foto: Skærmbillede af Trustpilot.
AI-genererede billeder
Også billederne på hjemmesiden afslører, at der er tale om en utroværdig side.
På hjemmesiden ses billeder, der angiveligt forestiller ‘Lisbeth’ og hendes forretning.
En analyse med AI-detekteringsværktøjet Hive afslører dog, at der er tale om billeder skabt med kunstig intelligens – og altså ikke har noget med virkeligheden at gøre. Det understreger, at siden er fup og oprettet med det formål at snyde godtroende forbrugere.
Her ses analysen af et af billederne fra hjemmesiden 'Lisbeth Smykker' med AI-detekteringsværktøjet Hive. Foto: Skærmbillede af hjemmeside.
Det er ikke første gang, at en rørende historie på sociale medier skal fungere som lokkemad for et svindelnummer.
TjekDet har tidligere skrevet om andre webshops, der reklamerer for ophørsudsalg med en dækhistorie om, at indehaverne skal være bedsteforældre og derfor vil bruge mere tid med familien. Vi har også beskrevet, hvordan Facebook flyder over med AI-genererede billeder, der vækker empati og skal fange brugernes opmærksomhed.
Er du i tvivl, om en hjemmeside er sikker at bruge, kan du med fordel slå den op på tjekpånettet.dk. Her vil det ofte fremgå, om en hjemmeside er markeret som indeholdende malware, phishing eller svindel.
Er du faldet i fælden og har oplyst dine kreditkortoplysninger til svindlerne, bør du kontakte din bank.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.



