Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Svindlere misbruger Anders Lund Madsens navn i omfattende fupnummer

Fup og spam 18. dec 2023  -  3 min læsetid
Tjekdet
På Facebook florerer lige nu opslag i hobetal om tv-værten Anders Lund Madsen, der angiveligt har afsløret en stor nyhed. Men det er det pure opspind sat i verden af svindlere. Foto: Skærmbillede fra Facebook / Grafik: Sarah Falsing
  • Anders Lund Madsen er det seneste skud på stammen af kendisser, der misbruges i falske opslag på Facebook

  • I dem kan man læse, at tv-værten angiveligt har været i Aftenshowet og reklamere for en investeringsplatform, der gjorde ham rig på rekordtid

  • Men artiklen, der udfolder den utrolige historie, er forfalsket til at ligne den ægte vare fra det danske medie B.T.

  • Bag fupnummeret står efter alt at dømme svindlere, der forsøger at lænse din bankkonto

Tv-vært og journalist Anders Lund Madsen er den seneste i en lang række af kendte mennesker, som får sit navn og ansigt misbrugt i målrettede svindelannoncer på Facebook.

I talrige opslag på det sociale medie kan man blandt andet læse om “en skandale, der chokerede verden”, og at “nyheden her til morgen chokerede alle”

De mange facebookopslag leder videre til forskellige internetsider, men fælles for dem alle er, at Anders Lund Madsen intet har med siderne at gøre.

Det har han afvist både i Aftenshowet på DR1, til fagbladet Journalisten og i mediemagasinet Presselogen på TV 2 NEWS.  

De mange opslag er i stedet sat i verden af svindlere, som forsøger at komme i lommen på intetanende danskere.


Falsk B.T.-artikel

I flere af tilfældene er det ikke umiddelbart til at se, hvad hensigten med de falske opslag er. 

Et af opslagene fører eksempelvis videre til en kinesisk webshop, hvor man kan købe sweatshirts til kvinder med “sjove hunde print” på brystet. Et andet fører dig ind på en side, der sælger gåsedunspuder, og via et tredje opslag ender du på en side, der sælger tuscher og andet kreativt udstyr primært henvendt til børn.

Men i nogle tilfælde bliver man ledt direkte ind på en artikel, der tilsyneladende stammer fra det danske medie B.T., med den ildevarslende overskrift: “Stor skandale: DR-ledelsen nægter at kommentere deres medarbejder Mette Bluhme Rieck.”

I artiklen kan man læse, at Anders Lund Madsen angiveligt har gæstet Aftenshowet og haft en ophedet ordveksling med værten Mette Bluhme Rieck, fordi hun ikke tror på hans fortælling om, hvordan han er blevet rig på rekordtid gennem kryptovaluta.

Hun overgiver sig dog til sidst og lader Anders Lund Madsen oprette en profil til hende på en investeringsplatform og vupti, i løbet af 30 minutter har Mette Bluhme Rieck tjent over 400 kroner uden at løfte en finger. Og ifølge Anders Lund Madsen vil hun kunne tjene 45.000 kroner på en måned, står der i artiklen.

Men fortællingen i artiklen er fup fra ende til anden. 

Trods åbenlyse ligheder med B.T.’s hjemmeside er artiklen ikke udgivet på bt.dk, som er mediets rigtige hjemmeside. Den er i stedet udgivet på URL’en ctxkhomes.com. 

Desuden er der flere steder i artiklen indsat links, som fører ned i bunden af artiklen. Her finder man en udførlig guide til at tilmelde sig den investeringsplatform, Anders Lund Madsen angiveligt har haft så stor succes på - det kræver blot, at man indtaster for- og efternavn samt e-mailadresse. 

Et nærmest identisk svindelnummer faktatjekkede TjekDet for ganske nylig. Her misbrugte svindlere livsstilsekspert Anne Glads navn og ansigt i en falsk B.T.-artikel, hvor man udover e-mail også kunne indtaste sit telefonnummer i kontaktformularen. Og det gjorde en af TjekDets journalister faktisk.   

Han blev ringet op blot 10 sekunder senere af en meget imødekommende mand, der dog viste sig knap så samarbejdsvillig, da vores journalist efter en længere telefonsamtale afslørede sin identitet og sin egentlige hensigt med at blive ringet op.

I den forbindelse sagde IT-sikkerhedsekspert Leif Jensen til TjekDet, at svindlerne sandsynligvis har været ude efter kortoplysninger eller i bedste fald yderligere kontaktinformationer, som de kan sælge videre til virksomheder, som bruger dem til at målrette annoncer. 

Set mange gange før

Anders Lund Madsen er langt fra den eneste kendte dansker, der ufrivilligt optræder i falske artikler.

TjekDet har i flere år skrevet artikler om kendte danskere, som efter sigende er blevet stinkende rige med et snuptag, fordi de har investeret i en eller anden form for kryptovaluta.

Her kan tidligere cykelrytter Bjarne Riis, statsminister Mette Frederiksen, tidligere fodboldspiller Brian Laudrup og skuespiller Mads Mikkelsen nævnes i flæng som eksempler på kendisser, der har fået deres navn og billeder misbrugt. 

Det er heller ikke første gang, at Anders Lund Madsen bliver skudt noget i skoene, som han ikke har noget som helst med at gøre. 

I 2019 blev han nemlig beskyldt for at have skrevet et muslimkritisk facebookopslag om julesalmer, men det afviste han på sin egen facebookprofil. Manden bag det muslimkritiske opslag viste sig at være Anders Lund Madsens navnebror fra Faaborg, som på Facebook havde et profilbillede af sig selv ved siden af “den rigtige” Anders Lund Madsen.

Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her.

 

Opdateret 31. jan 2024