Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

For 20 år siden tog Claus dette billede af en kampvogn i Slagelse. Nu er det havnet i Ruslands propagandamaskine

Faktatjek 22. jun 2023  -  4 min læsetid
Tjekdet
Ovenstående billede er det originale, som Claus Ronald Jensen tog en vinterdag i 2002. Længere nede i artiklen kan du se den manipulerede version af billedet. Foto: Claus Ronald Jensen
  • Claus Ronald Jensen tager i 2002 et billede af en kampvogn, der kører fast i et vandhul i Slagelse

  • Over 20 år senere dukker billedet op som led i den russiske propagandamaskine

  • TjekDet undersøger historien bag billedet

En overskyet vinterdag i 2002 tager Claus Ronald Jensen et billede ved en dansk kaserne, der godt 20 år senere skal vise sig at blive en brik i krigen mellem Rusland og Ukraine.

På Antvorskov Kaserne ved Slagelse er en Leopard 1-kampvogn kørt fast i sumpet terræn, og Claus Ronald Jensen griber derfor straks sit lille digitale lommekamera, som han altid har med sig. Med et enkelt klik foreviger han kampvognen, der langsomt synker ned i et vandhul, mens en soldat ser til i afmagt.

Claus Ronald Jensen lægger billedet over på en CD-ROM, som man gør her i 2002, og deler det med et par venner og bekendte.

Over 20 år senere dukker billedet pludselig op igen. Denne gang i en helt anden sammenhæng og et noget uventet sted. Claus Ronald Jensens billede fra Slagelse er pludselig blevet en brik i det russiske propagandaapparat - helt uden hans viden og samtykke.


Udramatisk historie bag billedet

I vinteren 2002 er Claus Ronald Jensen selv soldat på Antvorskov Kaserne. Det er under en øvelse på kasernen, at kampvognen kører fast, og han ser sit snit til at hive kameraet frem.

Og han fortæller historien som værende noget mindre dramatisk end den prorussiske udlægning af historien bag billedet, som vi vender tilbage til.

“Der var bare et lille vandhul, som man kunne køre igennem om sommeren, men det var vinter, og vandhullet var fyldt med vand, og så kørte vi i det. Men vognen kom op igen ved hjælp af bjærgning,” siger han til TjekDet. 

Claus Ronald Jensen fortæller, at han deler billederne med sine soldaterkolleger, som lægger en række af dem, der viser uheldet, på internetfora for kampvogne. Udover sine kolleger deler han også billederne af uheldet med hjemmesiden milhist.dk, som lægger billederne på deres hjemmeside

Og det er formentlig begyndelsen til, at billedet af den synkende kampvogn kommer til at leve et helt andet liv, end Claus Ronald Jensen først havde tiltænkt. 

For en omvendt billedsøgning afslører nemlig, at billedet siden er delt et væld af steder på internettet. Blandt andet kan man bruge det som skabelon til at lave sit eget meme, ligesom det har optrådt i det britiske medie Daily Mail tilbage i 2017.

“NATOs kampvogne gør ingen forskel”

Det er ikke muligt at sige med sikkerhed, hvordan prorussiske aktører er stødt på billedet, men det er et faktum, at deres udlægning af historien bag billedet ikke stemmer overens med Claus Ronald Jensens. 

I slutningen af februar 2023 meddelte flere europæiske lande, at de ville levere Leopard 2-kampvogne til Ukraine. Sideløbende er der voldsomme kampe i gang mellem Ukraine og Rusland i den ukrainske by Bakhmut.


“I krig er sandheden det første offer”


Og det er med den situation som bagtæppe, at billedet af den danske kampvogn i Slagelse bliver delt i russiske kredse. 

For i mindre russiske medier og i flere opslag på sociale medier deles billedet med teksten “Artjomovsk” - det russiske navn for byen Bakhmut - nede i højre hjørne. Derudover er billedet påført en tekst, der daterer det til at være taget 1. marts 2023. 

Og ifølge de prorussiske aktører viser billedet, at russiske styrker har afværget et angreb fra en tysk Leopard 2-kampvogn og efterfølgende erobret den. Dermed gør NATO-landenes leverance af kampvogne ingen forskel på slagmarken, lyder det blandt andet

Blandt andre Dmitry Polyanskiy, Ruslands første stedfortrædende FN-repræsentant, har delt et fransk tweet med billedet og skrevet: “Det er en god start. Mere følger - følg med!” - altså tilsyneladende den samme historie om, at russiske styrker har kapret den første europæisk leverede Leopard 2-kampvogn, som russiske medier fortæller. Det tweet har han senere slettet.

Metadata afslører russisk propaganda

Flere ting afslører, at russernes version af billedet ikke stemmer overens med virkeligheden.

Dels viser omvendte billedsøgninger, at billedet af kampvognen som nævnt er lagt på internettet flere andre steder langt tidligere end 1. marts 2023, hvor de russiske medier altså hævder, at hændelsen skulle være sket.

Via den omvendte billedsøgning kan man blandt andet finde vej til milhist.dk, som Claus Ronald Jensen altså selv skriver, han delte sine billeder med helt tilbage i 2002.

På milhist.dk findes en række billeder, som Claus Ronald Jensen tog den vinterdag i 2002 på Antvorskov Kaserne. Det nøjagtige billede, der nu deles i prorussiske kredse, er ikke at finde på hjemmesiden, men det er flere andre billeder, han har taget af ulykken med kampvognen. Og kigger man nærmere på billedernes metadata - altså baggrundsoplysninger - viser også dét, at russernes udlægning ligger langt fra virkeligheden.

Hvad er metadata?

Et digitalt foto er fyldt med data. Ud over billedet selv indeholder billedfilen nemlig som udgangspunkt også oplysninger om, hvor og hvornår billedet er taget, og hvilket kamera det er taget med. 

 

Et billedes metadata er som udgangspunkt tilgængeligt for alle og enhver, der har adgang til billedfilen. Ved hjælp af en hjemmeside som FotoForensics kan man uploade et billede og undersøge dets metadata.

 

Metadata kan dog fjernes bevidst og manuelt, og mange hjemmesider og sociale medier som Facebook, Twitter og Instagram renser også billeder for metadata, når de uploades.
 

Ved at uploade et af Claus Ronald Jensens billeder af den synkende kampvogn til FotoForensics, kan vi se, at billedet er taget den 24. januar 2002 omkring klokken 13. Der står også, at det er taget med et Canon DIGITAL IXUS V - et lille digitalt lommekamera som det, Claus Ronald Jensen efter eget udsagn altid havde i lommen på sin soldateruniform.

Digitalkameraet ejer han ikke længere, men det er stadig ham, der står som ejermand til det billede, der ufrivilligt er blevet en brik i Ruslands propagandamaskine. Og det stiller han sig uforstående overfor.

“Det er fjollet at bruge et så gammelt billede, som også har været spredt på nettet som meme. Men der er jo dukket en masse ting op fra begge sider. I krig er sandheden det første offer,” afslutter Claus Ronald Jensen.

Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her.

Opdateret 22. jun 2023