“Anne”, “Peter” og “Dorthe” lokker med enestående Black Friday-tilbud, men virkeligheden er en helt anden
-
Det vrimler med annoncer for webshops, der foregiver at høre hjemme i Danmark og sælge produkter af høj kvalitet på udsalg.
-
I virkeligheden er der tale om udenlandske webshops, der sælger varer af lav kvalitet, som efterlader skuffede forbrugere i en besværlig købsproces.
-
Netop nu forsøger personerne bag hjemmesiderne at udnytte Black Friday til at få endnu flere danskere til at foretage køb.
Ægteparret Anne og Peter må efter 20 år som butiksdrivende lukke deres tøjbutik, der ligger på Strøget i København. De holder derfor Black Friday-udsalg, hvor du kan spare hele 80 procent på tøj af højeste kvalitet.
“For mange år siden satte vi os for at skabe et sted, hvor gode materialer, ægte kvalitet og nærvær fik lov at fylde. Vi mærker, at tiden er kommet til at skrue ned for tempoet, nyde dagene mere og lade nye kræfter tage over. Derfor bliver denne Black Friday vores sidste,” lyder det blandt andet i deres mange annoncer på Facebook.
Men hvis du undrer dig over, at du aldrig er stødt på butikken på Strøget, er det med god grund. Butikken findes nemlig ikke. Der er tale om en decideret falsk fortælling, som bagmænd i udlandet har opdigtet for at få dig til at handle på webshoppen til Black Friday.
Anne og Peter København er blot ét eksempel på mange svindlende netbutikker, der lige nu udnytter den store, årlige shoppingdag Black Friday til at lokke forbrugerne til at shoppe på deres sider og i sidste ende modtage produkter, der ikke lever op til forventningerne - hvis de overhovedet modtager en pakke.
Rørende fortællinger om familieforetagender, der lukker efter talrige år i drift og tilbud med kæmpe besparelser. Det er ofte grundopskriften på de falske fortællinger, udenlandske webshops bruger, når de forsøger at sælge billige produkter som kvalitetsvarer til danske forbrugere. Her er det et AI-genereret billede af "Anne og Peter", der angiveligt har en forretning på Strøget i København. Foto: Skærmbillede.
16 webshops og hundredevis af annoncer
Den særlige type webshops, der med danskklingende navne og sørgmodige historier forsøger at sælge alt fra tøj og smykker til legetøj og interiør til danskerne, har længe floreret og annonceret storstilet på Facebook. Det nye er, at de nu også reklamerer med Black Friday som lokkemad.
TjekDet har undersøgt de danskklingende webshops, som netop nu reklamerer med særlige Black Friday-tilbud på produkter, der angiveligt er i højeste kvalitet. Vi har fundet frem til 16 forskellige webshops, men det faktiske tal er formentlig endnu større. 12 af de 16 har enten “København” eller “Copenhagen” i sit navn og signalerer altså at have beliggenhed i hovedstaden - eksempelvis Dorthe København, Frida Copenhagen og Frederik København.
De lyssky webshops når ud til forbrugerne på Facebook, hvor de udsender annoncer, der er målrettet danske brugere. Her lokker de med vilde tilbud og sørgelige fortællinger om ophørsudsalg, der skal vække troværdighed og sympati hos brugerne. TjekDets optælling viser, at de 16 webshops i skrivende stund har i alt 374 aktive Black Friday-annoncer, der vises i danskernes feed.
På Anne og Peter Københavns hjemmeside kan man eksempelvis se et billede af det ældre ægtepar, som stolt poserer foran deres butik på Strøget og kører udsalg med besparelser på 80 procent. Men billedet er vel at mærke AI-genereret, for det danske par findes slet ikke og har ingen butik i hjertet af København. Ligeledes viser Anne og Peter Københavns sideoplysninger på Facebook, at administratoren bag siden hører hjemme i Holland.
“Vi har brugt to årtier på at kurere kollektioner, vi virkelig tror på. Skandinavisk design. Internationalt talent. Vintage skatte. Samtidskunst. Alt her er valgt, fordi vi mener, det betyder noget,” lyder det på hjemmesiden. Men Anne og Peter København sælger ikke skandinavisk design, og de har ikke eksisteret i 20 år - tværtimod er facebooksiden oprettet for få dage siden.
TjekDets optælling viser, at de 16 danskklingende webshops i skrivende stund har 374 aktive Black Friday-annoncer, der sendes ud til danskere på Facebook. Der findes formentlig endnu flere annoncer af samme type. Foto: Skærmbillede af Meta Ad Library.
Sweater i kvalitet som en karklud
Kigger man på Anne og Peter Københavns side på Trustpilot, bliver det hurtigt klart, at man nok bør tænke sig om en ekstra gang, hvis man overvejer at klikke Black Friday-tilbud hjem fra webshoppen.
Der er nemlig ikke én eneste af anmeldelserne, der har mere end en enkelt stjerne.
“Stort svindlerfirma - varen er meget dårlig kvalitet, svarer langt fra til billeder og beskrivelse,” lyder det fra en af de 15 personer, der har givet sin mening til kende efter køb.
I en anden anmeldelse lyder dommen, at sweateren, personen har fået hjem, er af samme kvalitet som en karklud. “Meget skuffet” og en oplevelse “under al kritik”, skriver hun. Fra flere andre brugere lyder kritikken, at de slet ikke har modtaget nogen pakke efter lang tids ventetid og penge, der allerede er blevet trukket. En anden klager over, at pakken skal sendes retur til Asien trods, at butikken ellers hævder at høre hjemme i København.
Det samme mønster med en alarmerende lav Trustpilot-score og utilfredse brugere går igen hos de andre svindlende webshops, der holder Black Friday.
Mange af varerne, der sælges på disse webshops, kan findes i identiske versioner og købes til en brøkdel af prisen på kinesiske hjemmesider.
Anne og Peter København sælger angiveligt kvalitetstøj, der har kostet meget før udsalget. I eksemplet her ses en trøje, som de har sat ned fra 925 kroner til 245 kroner. Men TjekDets research viser, at samme trøje tilsyneladende kan fås til en brøkdel af prisen på kinesiske hjemmesider - eksempelvis hos AliExpress, hvor prisen er 67 kroner. Fotos: Skærmbilleder.
Højsæson for svindel
Denne type webshops, som udgiver sig for at være familieejede virksomheder med fysisk butik i Danmark og sælge tøj af højeste kvalitet, har TjekDet før advaret imod. Det samme har Forbrugerombudsmanden.
Og ifølge en pressemeddelelse fra Forbruger Europa er der netop op til Black Friday god grund til at være særligt opmærksom på fupbutikker, der reklamerer på sociale medier. De oplyser, at der i over 30 procent af Forbruger Europas sager om snyd på nettet er tale om forbrugere, der har set en annonce på sociale medier. Her bliver mange snydt, fordi man har paraderne nede og købsprocessen er kort, lyder det fra Forbruger Europa.
“Når julegaver og Black Friday-tilbud blinker i strømmen af opslag på sociale medier, er det nemt at lade sig lokke af gode priser og hurtige køb. Men netop derfor kan der være risiko for at blive snydt af falske og utroværdige hjemmesider, der annoncerer på sociale medier,” skriver Forbruger Europa, som samtidig oplyser, at utroværdige webshops ofte skruer op for deres markedsføring op til begivenheder som Black Friday.
TjekDet har lavet en guide, der giver dig fire gode råd til ting, du bør være opmærksom på, når du internetshopper til Black Friday. Samtidig advarer vi løbende mod svindelnumre, der florerer på sociale medier.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.



