Oksekødspriserne stiger og stiger, men hvorfor?

Indsigt 20. aug 2025  -  6 min læsetid
Tjekdet
Er det landmændene, slagterierne, supermarkederne eller andre, der skummer fløden, når du tager en pakke oksekød fra køledisken i dit lokale supermarked? Og hvorfor er priserne steget så markant? Foto: Francois Nascimbeni/AFP
  • Priserne på oksekød har aldrig været højere. Et kilo oksekød koster over 100 kroner.

  • Pristigningerne diskuteres ivrigt  sociale medier og i den politiske debat. 

  • Brugere på sociale medier efterspørger forklaringer på prisstigningerne, og statsminister Mette Frederiksen vil igangsætte en kortlægning af årsagerne bag de generelt høje fødevarepriser.

  • Men hvorfor stiger priserne - og hvor ender forbrugernes penge?

  • Det har TjekDet undersøgt. 

Står aftenmenuen på spaghetti med kødsovs eller hakkebøffer med bløde løg, kan det godt gå hen at blive en dyr fornøjelse.

Priserne på oksekød har nemlig aldrig været højere. Det melder FN's fødevare- og landbrugsorganisation (FAO).

Jyllands-Posten skriver, at prisen på hakket oksekød er steget med over 73 procent på fem år. Alene siden nytår er prisen på oksekød steget med 21 procent. Det viser en opgørelse, som Danmarks Statistik har lavet for avisen.

Aktuelt koster hakket oksekød 106,15 kroner pr. kilo i Netto og 122,50 kroner pr. kilo i REMA 1000.

De høje priser har fået politikere til at reagere. Senest har statsminister Mette Frederiksen til Politiken meldt ud, at hun vil igangsætte en kortlægning af årsagerne bag de generelt høje fødevarepriser, som er næsthøjest i EU med et prisniveau på 19 procent over EU-gennemsnittet.

“Vi kommer til at sætte os omkring et bord med de forskellige led, og så kommer vi til at tage stilling derefter til, hvilke yderligere initiativer vi kommer til at tage,” siger hun til Politiken og varsler, at første spadestik er at se på afgifterne.

Men er der nogle af de implicerede parter - landmændene, slagterierne og supermarkederne - der skummer fløden, når du tager en pakke oksekød fra køledisken i dit lokale supermarked? Og hvorfor er priserne steget så markant?

Det har TjekDet undersøgt.

Null

De høje oksekødspriser vækker harme på sociale medier, hvor brugere efterspørger forklaringer til årsagerne bag. Her ses et humoristisk opslag i en facebookgruppe. FOTO: Skærmbillede fra Facebook. 


Landmændene tjener ekstra

Kort fortalt ligger prisstigningen på kød helt ude hos landmændene. De kan for tiden få en høj pris pr. kilo oksekød, de leverer til slagteriet.

Ifølge Henning Otte Hansen, der er seniorrådgiver ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet, er der ingen tvivl om, at landmændene nyder godt af de høje priser.

“Landmændene er glade for de høje priser lige nu. De kan bare følge markedet og få markedsprisen.”

Hos erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer er det da heller ikke nogen hemmelighed, at landmændene tjener ekstra på oksekød i øjeblikket.

”Landmænd, der sælger oksekød, om de arbejder i Danmark eller andre lande, får naturligvis en ekstra indtjening som følge af de høje noteringer på kødet. Det er i den forbindelse vigtigt at fremhæve, at prisstigningerne jo netop er udtryk for en global tendens. Ifølge FAO’s prisindeks er de globale priser på kød steget 9,1 procent i første halvår af 2025. De danske forbrugerpriser på kød er i samme periode steget 9,0 procent,” oplyser Landbrug & Fødevarers direktør for Samfundsøkonomi & Erhverv, Martin Kristian Brauer, til TjekDet. 

De ni procent, som Martin Kristian Brauer henviser til, gælder for kød generelt. Som førnævnt viser en opgørelse fra Danmarks Statistik, at prisen på oksekød er steget med 21 procent siden nytår. 

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

TjekDet har også spurgt Danish Crown, Coop Danmark, Salling Group og REMA 1000, om de også har en højere avance på oksekød end tidligere.

Danish Crown, Coop Danmark og Salling Group afviser over for TjekDet, at de har en højere avance på oksekød end tidligere. Ingen af parterne vil dog af konkurrencehensyn oplyse konkrete tal som dokumentation.

REMA 1000 oplyser, at de generelt ikke kommenterer på priser og prisudvikling af konkurrencehensyn.

Henning Otte Hansen peger først og fremmest på prisstigningen hos landmændene. Han kan ikke vurdere, om slagterierne og supermarkederne også tjener mere på oksekød, da han ikke har adgang til deres købs- og salgspriser, fordi de som udgangspunkt ikke kan eller vil oplyse disse priser.

Også Mogens Bjerre, der er lektor ved Institut for Afsætningsøkonomi på Copenhagen Business School, hvor han forsker i dagligvaresektoren, melder pas på spørgsmålet, da den slags data ikke er til at sige noget om.

Drevet af faldende udbud og stigende efterspørgsel

Landmændene nyder altså godt af de høje priser på oksekød, men hvad er det, der gør, at landmændene kan tage højere priser for oksekød?

Ifølge Henning Otte Hansen er markedet for oksekød ramt af flere faktorer, der får prisen til at skyde i vejret på globalt plan.

Den ene faktor er et faldende udbud. Der bliver produceret mindre oksekød globalt, end der har været gjort førhen.

“Landmændene holder på deres malkekøer i længere tid og venter med at sende dem til slagtning. I øjeblikket er det faktisk det laveste antal slagtninger i Danmark de seneste 5-10 år,” forklarer Henning Otte Hansen.

Han fortæller, at år for år er kvægbestanden i hele Europa blevet mindre og mindre. Og selvom, at den aktuelle udvikling med høje oksekødspriser viser, at der er brug for flere kvæg for at få prisen ned, er det en helt bevidst strategi, at landmændene neddrosler antallet af kvæg, og at de holder lidt ekstra på deres kvæg.

“Køerne producerer mere mælk per ko end førhen, så landmændene kan godt have samme produktion af mælk, men med færre køer. Derfor er der ikke behov for så mange køer længere,” siger han og tilføjer, at landmændene i øjeblikket også kan få en høj mælkepris.

“Hvis jeg var landmand og havde en masse køer, der giver mælk, så ville jeg vurdere, at det er bedst at holde på dem et eller to mere, mens mælkeprisen er høj og dermed udskyde slagtningen.”

Samtidig med, at der er et faldende udbud af oksekød, forklarer Henning Otte Hansen, at der er en stigende efterspørgsel fra Asien og især Kina. Samme melding kommer fra FN's fødevare- og landbrugsorganisation (FAO), som også melder om en stigende efterspørgsel fra USA.

“Vi ser en voksende under- og middelklasse i Kina, og her er oksekød en slags velfærdsgode, så når de får en højere indkomst, vil de gerne have mere kød og flere animalske varer.”

Tilbageholdenhed og tilpasningstid

Ifølge Henning Otte Hansen drives prisstigninger på oksekød altså primært af en stigende efterspørgsel, som ikke følges op af et stigende udbud.

Men også andre faktorer spiller ind, forklarer han.

“En forklaring mere er, at vi er inde i en tilpasningstid. Normalt vil landmændene øge udbuddet, når priserne stiger, men det tager tid for dem at få få drægtige køer, flere kalve, kvier og slagtekvæg. Så der er en vis forsinkelse på det større udbud, hvilket også giver midlertidige prisstigninger.”

Derudover fremhæver Henning Otte Hansen også usikkerhed i landbrugsbranchen som en faktor. Udsigten til omlægning af marker til skov og natur samt CO2-afgiften sætter også sine spor.

“Landmænd, banker og rådgivere er i øjeblikket lidt tilbageholdende med at investere kraftigt i kvægproduktion og udvide antallet af køer på grund af usikkerheden om rammevilkårene i kvægbrug. Men det er ikke det, der forklarer ret meget lige her og nu. Det er simpelthen faldende udbud og stigende efterspørgsel, der er det afgørende,” understreger han.

Af den grund er der ifølge Henning Otte Hansen også et stykke tid til, at priserne på oksekød vil indfinde sig på et mere normalt niveau.

“Landmændene skal have tid til at tilpasse sig og skrue op for produktionen globalt set. Vi får måske flere og flere prisbobler, men landmændene er tit garant for, at vi aldrig får høje priser på fødevarer, men jeg vil vurdere, at vi er tilbage igen på et normalt niveau om to til tre år.”

Tjekdet
Henning Otte Hansen er seniorrådgiver ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet. Ifølge ham er der flere årsager til de voldsomme prisstigninger på oksekød.  Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix

Enighed i erhvervet

Spørger man de implicerede parter - landbruget, slagterierne og supermarkedet - til forklaringen bag de høje priser, er der bred enighed om, at prisstigningerne primært skyldes en ubalance i udbud og efterspørgsel.

Landbrug & Fødevarers direktør for Samfundsøkonomi & Erhverv, Martin Kristian Brauer, siger til TjekDet, at den samlede produktion af kalve- og oksekød er faldet siden 2018 i EU. Alene fra første kvartal 2024 til første kvartal 2025 er produktionen af oksekød i EU faldet med 3,3 procent, oplyser han.

Martin Kristian Brauer forklarer blandt andet det svindende udbud med landmændenes tilbageholdenhed med at investere grundet usikkerhed om en strammere regulering af landbrugsproduktionen i forhold til klima- og miljøkrav.

”Samtidigt står landbruget i mange vestlige lande foran et omfattende generationsskifte. Gennemsnitsalderen er høj, og det er svært for unge at finansiere overtagelsen af et landbrug. Ældre landmænd foretager naturligt nok sjældent langsigtede investeringer,” siger han og tilføjer, at også den stigende uro og usikkerhed på de globale markeder dæmper investeringslysten.

Ifølge Danish Crown viser prognoserne et yderligere fald på 1,3 procent i oksekødsproduktionen i EU i 2025 med en fortsat tilbagegang i 2026.

“Trods faldet i produktionen er og forventes forbruget i EU at være relativt stabilt med kun et mindre fald på 0,9 procent til 9,9 kilo oksekød pr. indbygger i 2025. Globalt forventes efterspørgslen at være uændret de næste ti år, dog med regionale forskelle. Det betyder, at et lavere udbud ikke mødes af tilsvarende fald i efterspørgslen, og det er den helt centrale forklaring på de højere priser på oksekød.”

Jacob Lassen, der er senior kommunikationsrådgiver i Coop Danmark, oplyser ligeledes, at at et fald i køer, der sendes til slagtning, og en stigningende efterspørgsel i udlandet har ført til højere priser.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

Opdateret 27. aug 2025