Sådan sikrer du dig en gyldig stemme: Over 12.000 stemmer blev ugyldige ved sidste valg

Indsigt 24. mar 2026  -  3 min læsetid
Tjekdet
Den 24. marts 2026 skal danskerne til folketingsvalg. Men hvordan sætter du dit kryds, så du sikrer dig en gyldig stemme? Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
  • Der kan opstå forvirring, når krydset skal sættes til folketingsvalget i dag.

  • For må man sætte sit kryds med en kuglepen? Må den være rød? Og må man medbringe sin egen?

  • Det korte svar er, at du må medbringe det meste - og dog.

  • Og lad være med at tegne på stemmesedlen. Ved sidste valg blev over 12.599 stemmer erklæret ugyldige.

I dag skal danskerne i stemmeboksen og stemme til folketingsvalget.

Selvom det ikke er længe siden, at danskerne stemte til kommunal- og regionsrådsvalget, kan det være fint at få genopfrisket, hvad du egentlig skal være opmærksom på, når du står i stemmeboksen.

For skal det for eksempel overhovedet være et kryds, eller går en stjerne eller et flueben an, når du skal stemme?

Det får du svarene på her.

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Rød eller sort?

Tidligere var det sådan, at kun et kryds var gyldigt som afmærkning på stemmesedler.

Men det blev ændret i starten af 2024, sådan at man nu i stedet for et kryds kan vælge at sætte et plus, en stjerne, et flueben, en cirkel rundt om afkrydsningsrubrikken eller simpelthen bare skravere afkrydsningsrubrikken.

Hvis du kommer til at sætte dit kryds forkert, kan du få udleveret en ny stemmeseddel ved at henvende dig til en valgstyrer eller valgtilforordnet på valgstedet.

Hvis du før har stemt til et folketingsvalg, husker du måske at have sat dit kryds med en god, gammeldags blyant, der var monteret med en snor i stemmeboksen. Og sådan vil det også være, når vi går til valg i dag.

Nogle gange er blyanten udskiftet med en kuglepen. Og på nogle valgsteder har man skiftet den traditionelle, sorte stift ud med en, der skriver rødt.

Ved tidligere valg har der været forvirring om, hvilke skriveredskaber der er godkendt til at afgive stemme med, og der har sågar været klager over, at det i stemmeboksen kun var muligt at bruge en rød kuglepen eller farveblyant.

Udgangspunktet er da også en sort eller blå kuglepen, men faktisk har det enkelte valgsted ret vide rammer for, hvilken farve skriveredskab de vil stille til rådighed for vælgerne. Indenrigsministeriet skriver, at kuglepennen eller blyanten gerne må være eksempelvis rød, hvis det kan gøre afkrydsningen tydeligere og dermed lette stemmeoptællingen.

Intet personligt præg

Det er også tilladt for vælgerne at medbringe deres eget skriveredskab. Her skal man dog være opmærksom på, at skriveredskabet ikke må have en så særegen skriftfarve eller -tykkelse, at det kan identificere vælgeren.

Så før du dykker ned i skrivebordsskuffen og finder glimmertuschen frem, så må vi desværre skuffe dig.

For i Danmark har vi stemmehemmelighed. Det betyder, at man ikke må kunne genkende, hvem der har sat et kryds på stemmesedlen. Stemmesedlen må ikke have særpræg, og der vil et glimmerkryds altså tælle med.

Det er i øvrigt også derfor, at man ikke må tegne på stemmesedlen eller skrive sit eget navn.

Men fortvivl ej: Mange andre blyanter og kuglepenne, som du har i skuffen, kan sagtens bruges.

Tjekdet
Valgstederne åbner klokken 8 og lukker klokken 20 den 24. marts. I det tidsrum skal danskerne afgive deres stemme på, hvem der skal sidde i Folketinget i den kommende valgperiode. Foto: Leonhard Foeger/Reuters/Ritzau Scanpix

Ingen kryds uden for feltet

Selv med en godkendt pen i hånden kan det gå galt, når krydset skal sættes. Det er nemlig også afgørende, hvor du sætter krydset.

Du må ikke sætte krydset andre steder end i det felt, der er til venstre for den kandidat eller det parti, du ønsker at stemme på. Valgsedlen er for eksempel ugyldig, hvis krydset er sat uden for feltet.

Ved folketingsvalget i 2022 var i alt 12.599 stemmesedler ugyldige, viser tal fra Danmarks Statistik. 8.166 af dem var afgivet i stemmeboksen, mens der var fejl i 4.433 brevstemmer. Det svarer til 0,35 procent af stemmerne, og det var cirka 1.500 flere end ved folketingsvalget i 2019. 

Tæller man også de blanke stemmer med, var der ved folketingsvalget i 2022 i alt 58.871 ugyldige stemmer.

Du kan finde alle TjekDets artikler om folketingsvalget her.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

Opdateret 24. mar 2026