Tidligere FBI-chef skrev det: Hvad betyder tallet 86?
-
Den tidligere FBI-chef James Comey er blevet tiltalt for at have truet Donald Trump på livet.
-
Baggrunden for tiltalen er Comeys knap et år gamle opslag, hvor nogle muslingeskaller på en strand former tallene 86 47.
-
Anklagen går på, at tallene kan tolkes som en opfordring til at gøre skade på Trump, og i anklageskriftet står der, at enhver “fornuftig person” vil tolke Comeys opslag som en hensigt om at gøre skade på præsidenten.
-
Ifølge TjekDets research kan 86 have flere betydninger, men stammer fra 1930’erne og betyder i bred forstand “at fjerne noget” eller “at afvise”, eksempelvis en kunde på en bar.
For knap et år siden lagde James Comey, den tidligere chef for det amerikanske forbundspoliti FBI, et billede ud på Instagram af nogle muslingeskaller, der ligger i sandet og danner tallene 86 47.
“Sej formation af muslingeskaller på min gåtur på stranden,” lød billedteksten til opslaget fra den 15. maj sidste år, hvor Comey var på ferie med sin kone.
Den 15. maj 2025 delte den tidligere FBI-chef dette opslag på Instagram. Selvom det på overfladen kan se ubetydeligt ud, men ifølge tiltalen mod ham vil "enhver fornuftig person" tolke opslaget som en hensigt om at gøre skade på den amerikanske præsident, Donald Trump. Det skyldes brugen af tallet 86. Foto: Skærmbillede af Instagram.
Nu tiltales han for med opslaget at have truet Donald Trump på livet, med begrundelsen at tallet 86 er et udtryk for at fjerne en person, sat sammen med tallet 47, som henviser til Donald Trump - USA’s 47. præsident.
“Bare James Comey, som helt casual opfordrer til at min far skal myrdes,” lød det dengang fra præsidentens søn, Donald Trump Jr., i et opslag på det sociale medie X.
Tiltalen sker altså på baggrund af det gamle Instagram-opslag, uanset at Comey slettede det få timer efter at have lagt det ud. Senere udtalte han, at han ikke vidste, at tallene kunne tolkes som en opfordring til vold. Da han er imod vold af al slags, tog han opslaget ned, skrev han dagen efter i et nyt opslag.
Ifølge Reuters, som har indsigt i anklageskriftet, lyder det blandt andet i tiltalen, at enhver “fornuftig person” vil tolke Comeys opslag med muslingeskallerne på sociale medier som en seriøs hensigt om at gøre skade på Trump.
Det afviser Comey selv. Han mener, at han er uskyldig i anklagen og er klar til at tage en retssag.
I forbindelse med sagen er der derfor opstået diskussion om betydningen af 86 47. For hvad betyder tallene egentlig, og hvad er historikken bag? Det har TjekDet undersøgt.
Først set i 1900-tallet
Ifølge det amerikanske ordbogsforlag Merriam-Webster, som er USA's førende forlag inden for ordbøger og sproglige analyser, kan det første brug af udtrykket 86, man kender til, spores tilbage til 1900-tallet. Her blev det ifølge ordbogen brugt som et verbum, på den måde at man ‘eighty-sixer’ nogen, hvilket betyder, at man afviser at betjene en kunde, eksempelvis på en bar eller restaurant.
I bredere forstand betyder 86, ifølge ordets opslag i ordbogen, at afvise, udstøde eller fjerne nogen eller noget. Det kan eksempelvis også blive brugt i den kontekst, at man fjerner et element fra en restaurant eller bars menukort - man 86’er det. Merriam-Webster bruger altså primært udtrykket i sammenhæng med en bar eller restaurant, som afviser at betjene en kunde eller fjerner noget fra deres menu.
Overordnet skriver Merriam-Webster, at “det kommer fra 1930’ernes soda-counter slang, og betyder at et produkt var udsolgt”.
Flere betydninger
I et indlæg fra Merriam-Webster dykker ordbogen mere ned i udtrykkets historik og nyere opfattelser af 86.
Her skriver de, at oprindelsen bag 86 er uklar, men at den mest almindelige begrundelse for tallets betydning er, at det er et slang, der rimer på nix, som i det engelske sprog betyder at aflyse, annullere eller forbyde noget, eller helt simpelt kan betyde ‘ingenting’ eller ‘nej’.
Ordbogen adresserer også, at der blandt nyere fortolkninger af udtrykket ligger den opfattelse, at 86 også kan betyde ‘at dræbe’, som de beskriver som en “logisk udvidelse” af den tidligere opfattelse.
At 86 betyder ‘at dræbe’ er dog ikke en definition, Merriam-Webster bruger. Det skyldes både den relativt nye oprindelse af den opfattelse, samt den, ifølge dem, sparsomme anvendelse.
Ifølge det amerikanske medie Newsweek er termen 86 også blevet brugt af mafiaen, hvor det henviser til at tage nogen “otte mil ud af byen” og lægge dem “seks fod under jorden”. Denne definition virker dog ikke til at være udbredt og fremgår ikke af nogen ordbøger.
Også 86 tidligere præsidentperioder
Det er ikke første gang, at tallet 86 bliver brugt i forbindelse med modstand mod en amerikansk præsident.
Også i den forrige præsidentperiode, hvor Joe Biden var præsident, blev tallene brugt - dengang af republikanere, som udtrykte utilfredshed med Biden som leder. Her kunne man blandt andet købe t-shirts med tallene 86 46 på - altså med hentydning til at fjerne USA's 46. præsident, Joe Biden.
Dengang blev det også diskuteret på sociale medier, hvad 86 46 mon betød.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

