Efter Bondi-angrebet: Falske påstande tilsværter jøder, muslimer, Israel og Pakistan

Faktatjek 17. dec 2025  -  4 min læsetid
Tjekdet
Sørgende følger rustvognen med kisten med rabbiner Eli Schlanger efter begravelsen i Chabad of Bondi-synagogen i Sydney den 17. december 2025. Schlanger blev dræbt under skyderiet ved Bondi Beach den 14. december, hvor 15 mennesker mistede livet. Foto: David Gray/AFP/Ritzau Scanpix
  • Siden søndagens terrorangreb på Bondi Beach har en række falske påstande floreret på sociale medier.

  • Mange af påstandene forsøger at udpege andre nationaliteter til gerningsmændene – øjensynligt med politiske formål.

  • TjekDet gennemgår her nogle af påstandene, som er delt i både ind- og udland.

Der er blevet kastet rundt med forkerte eller misvisende påstande på sociale medier i kølvandet på søndagens terrorangreb på Bondi Beach, hvor 15 personer blev slået ihjel under en fejring af den jødiske højtid Hanukkah.

Blandt andet har gerningsmændenes baggrund fået stor opmærksomhed, og det har resulteret i flere udokumenterede påstande om deres oprindelse og slet skjulte hentydninger til deres motiver.

I flere danske Facebook-opslag påstås det eksempelvis, at den ene af de to gerningsmænd, 24-årige Naveed Akram, har en fortid som soldat i det israelske militær, IDF.

I andre Facebook-opslag påstås det, at Naveed Akram og hans far – den anden gerningsmand – er fra Pakistan.

Men intet tyder på, at der er hold i de to påstande, viser TjekDets research.

Tjekdet
Australiens premierminister Anthony Albanese besøger Ahmed al Ahmed på hospitalet i Sydney. Al Ahmed blev hyldet som helt, efter at han under skyderiet ved Bondi Beach uskadeliggjorde en af gerningsmændene og var med til at standse angrebet. Foto: AFP/Ritzau Scanpix

Påstand ikke tilfældig

Vi starter med påstanden om, at de to gerningsmænd, far Sajid Akram og søn Naveed Akram, oprindeligt er fra Pakistan. Det er nemlig ikke tilfældigt, at det lige præcis er Pakistan, de påstås at stamme fra.

Kort efter de første billeder af og oplysninger om de to gerningsmænd begyndte at sprede sig på sociale medier, var brugere hurtige til at påstå, at de havde pakistansk baggrund.

Påstandene blev også delt i flere danske opslag, og nåede faktisk også det etablerede medie CBS News, der i en artikel mente at vide, at sønnen, Naveed Akram, er pakistansk statsborger.

Udenlandske brugere på sociale medier delte endda et yderligere billede, der skulle forestille Naveed Akram, og som samtidig skulle dokumentere de pakistanske rødder. På billedet er han iført en pakistansk cricket-landsholdstrøje.

Her er billedet af den pakistanske Naveed Akram, der fejlagtigt blev identificeret som gerningsmand af brugere på sociale medier. Billedet er delt af utallige brugere. (Foto: Indlejring fra X)

Personen på billedet hedder rigtignok Naveed Akram, og han bor i regionen New South Wales i Australien, hvor terrorangrebet fandt sted. Og så stammer han fra Pakistan.

Men på trods af at bære samme navn som den ene af de to gerningsmænd, har han intet med angrebet at gøre. Siden har han uploadet en video på Facebook, hvor han forklarer, at han er udsat for misinformation. Det skriver The Guardian.

Den Naveed Akram, der rent faktisk begik terrorangrebet på Bondi Beach, var ikke pakistaner. Siden den falske påstand spredte sig, har indisk politi nemlig oplyst, at faren Sajid Akram er indisk statsborger fra Hyderabad og kom til Australien i 1998. Det skriver flere medier, herunder The Guardian og Times of India.

Ligeledes har den australske indenrigsminister oplyst, at hans søn og medgerningsmand, Naveed Akram, er født i Australien og har australsk statsborgerskab, skriver BBC, hvilket CBS News også siden har skrevet.

Men hvorfor lige Pakistan?

Svaret skal – sandsynligvis – findes i politik. Indien og Pakistan har i årevis været i konflikt med hinanden, og grænsen mellem dem er en af de mest militariserede i verden.

Mange af de brugere, der delte den pakistanske Naveed Akrams Facebook-profil og fejlagtigt anklagede ham for at være gerningsmanden, var netop fra Indien. Helt præcist fra den indiske højrefløj, som mente, at Naveed Akrams pakistanske baggrund var et bevis på Pakistans terrorforbindelser. Det skriver The Guardian.

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

AI-genereret Facebook-profil

Påstanden om, at Naveed Akram er tidligere IDF-soldat, lader heller ikke til at have noget på sig. Ingen anerkendte medier nævner det som en del af hans fortid.

Men ifølge flere Facebook-brugere er Naveed Akram faktisk en helt anden, end hvad der offentligt er kommet frem om ham.

Han hedder i virkeligheden David Cohen, er israelsk jøde og altså tidligere IDF-soldat. Det skulle en Facebook-profil, der fremgår som skærmbillede i flere opslag, bevise. 

Facebook-profilen kalder sig David Cohen og har en hvid jødestjerne med blå baggrund som såkaldt coverbillede. I sin biografi-tekst skriver han, at han er “stolt jøde”. 

Manden på profilbilledet ligner desuden til forveksling gerningsmanden på de offentliggjorte billeder fra terrorangrebet, som altså siden er blevet identificeret som Naveed Akram af de australske myndigheder.

På profilen er der også billeder af David Cohen, som med kalot på hovedet deltager i et jødisk arrangement. I teksten til billederne ønsker han ’mazel tov’, som betyder tillykke på hebraisk.

NullDen falske Facebook-profil deles som “lækket”, fordi den påstås at være blevet slettet fra Facebook, der ejes af Mark Zuckerberg, som med sin jødiske baggrund angiveligt forsøger at dække over virkeligheden. (Foto: Skærmbillede fra Facebook)

Men Facebook-profilen beviser ikke, at Naveed Akram i virkeligheden hedder David Cohen og er israelsk jøde. Profilen er efter alt at dømme en forfalskning kreeret med kunstig intelligens.

For det første mangler der flere faner i oversigten på hans profil. Og blandt de faner, der er, er flere stavet forkert.

Derudover står der i hans ’Om’-fane, at man kan tilføje nye venner, hvilket ikke er en funktion, man finder dér på en ægte Facebook-profil. Det er i øvrigt også stavet forkert, så der står ”Add a new Friends” – ”tilføj en ny venner” på dansk. Generelt er der mange stavefejl på profilen.

På et af billederne fra det jødiske arrangement kan man desuden se David Cohen tale i en mikrofon, som tilsyneladende svæver frit i luften – et tydeligt praj om, at billedet er AI-genereret. 

Muslimer miskrediteres også

Mens de mange Facebook-opslag om gerningsmændene forsøger at miskreditere israelske jøder eller pakistanere, har andre opslag i kølvandet på terrorangrebet forsøgt at miskreditere muslimer.

TjekDet skrev mandag om, hvordan australske muslimer på sociale medier blev anklaget for at fejre terrorangrebet med fyrværkeri. Men den video, der skulle dokumentere påstanden, viser i virkeligheden en julefejring i en Rotary-klub uden for Sydney.

Fejringen finder sted hvert år og foregik faktisk i timerne efter terrorangrebet, men det var planlagt måneder i forvejen, oplyser Rotary-klubben til AFP.

TjekDet har også tilbagevist en påstand om, at den person, der overmandede en af gerningsmændene og tiltvang sig hans våben, hed Edward Crabtree og var lokal australier.

Manden, der af mange blev udråbt som helt, hedder i virkeligheden Ahmed al Ahmed og er en syrisk født grønthandler, der har australsk statsborgerskab og har boet i landet siden 2006.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

Opdateret 17. dec 2025