Forkert påstand om 14.000 spædbørns død i Gaza spredte sig i medier verden over - også i danske

-
14.000 spædbørn i Gaza er i fare for at dø af underernæring inden for to døgn, lød det tirsdag fra humanitær FN-chef Tom Fletcher.
-
Men oplysningen er ikke korrekt, viser TjekDets research, og FN erkender selv, at Tom Fletcher skulle have formuleret sig anderledes.
-
Dog understreger FN, at situationen i Gaza er kritisk, og at tusindvis af børn risikerer at dø af underernæring i løbet af det næste år.
14.000 spædbørn i Gaza er i akut fare for at dø af underernæring i løbet af de næste 48 timer.
Det kunne man tirsdag læse i adskillige medier i både ind- og udland, ligesom politikere og brugere på sociale medier viderebringer det opsigtsvækkende tal. Oplysningen om de 14.000 spædbørn fandt også vej til Folketingets afslutningsdebat onsdag.
Tallet kommer fra chefen for FN’s kontor for koordinering af humanitær indsats (OCHA), Tom Fletcher, der tirsdag formiddag gæstede BBC-programmet Radio 4 Today. Her advokerede han for nødvendigheden af, at FN-lastbiler får lov til at levere nødhjælp til Gaza.
“Lad mig forklare, hvad der er på de lastbiler. Det er baby-mad. Baby-ernæring. 14.000 babyer vil dø i løbet af de næste 48 timer, hvis vi ikke kan komme ind til dem,” siger Tom Fletcher i BBC-programmet.
Men det er ikke korrekt, at 14.000 spædbørn i Gaza er i akut fare for at dø i løbet af 48 timer. Tom Fletcher fik formuleret sig uklart, forklarer Jens Lærke, der er talsperson for OCHA, til TjekDet.
“Han skulle snarere have sagt, at 14.000 babyer med meget høj sandsynlighed lider af alvorlig akut underernæring. Det betyder, at de er i livsfare og har akut brug for vores hjælp,” siger Jens Lærke.
“Upræcis” udlægning
Allerede tirsdag spurgte BBC ind til, hvorfra Tom Fletcher havde det opsigtsvækkende tal.
“Vi peger på nødvendigheden af at få forsyninger ind for at redde anslået 14.000 spædbørn, der lider af alvorlig akut underernæring i Gaza, som IPC-partnerskabet har advaret om. Vi er nødt til at få forsyningerne ind så hurtigt som muligt, helst inden for de næste 48 timer,” svarede OCHA ifølge BBC.
Over for TjekDet bekræfter Jens Lærke, at tallet stammer fra IPC, der opgør fødevaresikkerhed verden over, og som FN samarbejder med. 12. maj udgav IPC en meddelelse om akut usikkerhed om fødevarer i Gaza.
Heri står om nødhjælp til Gaza, at “øjeblikkelig handling er afgørende for at forhindre yderligere dødsfald, sult og akut underernæring samt en udvikling mod hungersnød.”
Der står dog ikke, at 14.000 spædbørn vil dø inden for to døgn.
Til TjekDet uddyber IPC, at OCHA’s udlægning er “upræcis.” I stedet vurderer IPC, at 14.100 børn i Gaza under fem år vil være i risiko for alvorlig akut underernæring. Det betyder ifølge IPC, at de risikerer at dø af underernæring i løbet af det næste år, hvis de ikke modtager behandling, men altså ikke inden for 48 timer, som Tom Fletcher sagde.

Intet dementi på vej
TjekDet har spurgt OCHA, hvorfor Tom Fletcher sætter 48 timer som grænse for, at nødhjælpen når frem i tide, når IPC i deres rapport nævner en periode fra april 2025 til marts 2026. Det er en figure of speech, siger Jens Lærke fra OCHA.
“Det er for at understrege, at det skal gå hurtigt. Vi har fra Israels side fået at vide, at det nuværende vindue for at sende nødhjælp ind i Gaza er midlertidigt. Det er ikke nødvendigvis 48 timer, for de har ikke sat en tidshorisont på, men det haster,” siger han.
Jens Lærke fortæller, at der ham bekendt ikke er et officielt dementi på vej fra FN’s side, men at det ikke kan udelukkes, at der kommer et. Han tilføjer, at OCHA har forklaret sig til mange medier og ad den vej forsøgt at korrigere Tom Fletchers udtalelse.
Tirsdag bragte en række danske medier en artikel fra Ritzau med påstanden om, at 14.000 spædbørn i Gaza kan dø inden for to døgn.
Onsdag formiddag udgiver Ritzau en ny artikel, hvor det fremgår, at IPC’s fremskrivning handler om børn under fem år, og at der er tale om en periode på et år og ikke to døgn.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.