Formand for palæstinensisk forening lægger ord i munden på afdød israelsk premierminister
-
Israels tidligere premierminister Menachem Begin er angiveligt manden bag et kontroversielt citat, hvor han kalder andre racer "bæster og dyr"
-
Sådan kan man læse i et opslag på formanden for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, Fathi El-Abeds, facebookside
-
I opslaget står også, at Menachem Begin er en eftersøgt terrorist for mordet på FN's hovedmægler i Palæstina i 1948, Folke Bernadotte
-
Men TjekDet kan ikke finde dokumentation for, at de kontroversielle ord er sagt af den tidligere premierminister. Heller ikke Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening kan dokumentere det
-
Og selvom Menachem Begin på et tidspunkt var eftersøgt for terrorisme og generelt var en kontroversiel figur, havde han ifølge forskere ikke noget at gøre med mordet på Folke Bernadotte
“Vores race er herskerracen” og “andre racer er bæster og dyr”.
Det er blot små bidder af et yderst kontroversielt citat, som den tidligere israelske premierminister Menachem Begin skulle stå bag ifølge et facebookopslag fra formanden for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, Fathi El-Abed.
I opslaget skriver Fathi El-Abed desuden, at Menachem Begin var en terrorist, der var eftersøgt for mordet på svenskeren Folke Bernadotte i 1948, der dengang var FN’s hovedmægler i Palæstina.
Men TjekDet har ikke kunnet finde frem til, at Menachem Begin skulle stå bag de kontroversielle ord. Og godt nok var han - længe før han i 1977 blev premierminister - eftersøgt for terrorisme, men ifølge forskere stod han ikke bag mordet på Folke Bernadotte.
Fathi El-Abed fastholder, at Menachem Begin står bag citatet, og mener at have dokumentation for, at meget peger på, at den tidligere premierminister var involveret i mordet på Folke Bernadotte i en eller anden grad.
Uklar oprindelse
Det fremgår ikke af Fathi El-Abeds opslag, hvor og hvornår nu afdøde Menachem Begin skulle have sagt de kontroversielle ord. Søger man efter citatet på Google, kommer der resultater op fra små-obskure internetsider og bøger, men heller ikke her kommer man citatets oprindelse nærmere.
Enkelte steder fremgår det dog, at citatet er taget fra et indlæg på en blog ved navn Power of Prophecy - ‘profetiens magt’. På bloggen kan man købe en bog, hvori der står, at den israelske regering faktisk stod bag terrorangrebet på USA 11. september 2001, og generelt er bloggen fyldt med indhold, der beskriver, hvordan jøder er “ulve i fåreklæder”, som har infiltreret USA.
Manden bag Power of Prophecy, Texe Marrs, har skrevet et blogindlæg, som åbner med det påståede Menachem Begin-citat, men her er det ikke angivet, hvem der skulle have ytret ordene.
Texe Marrs følger dog citatet op med at skrive, at den tidligere amerikanske præsident Jimmy Carter i sine erindringer angiveligt skriver, at Menachem Begin havde nazi-lignende synspunkter, og at han desuden mente, at jøder er en herskerrace.
Men TjekDet har gennemgået Jimmy Carters erindringer 'Keeping Faith: Memoirs of a President', og intet heri tyder på, at Menachem Begin skulle have sagt noget, der minder om det kontroversielle citat i facebookopslaget. I stedet bliver han af Jimmy Carter beskrevet som “sympatisk, dedikeret, oprigtig og meget religiøs”.
Eftersøgt terrorist
Som nævnt skriver Fathi El-Abed i sit facebookopslag, at Menachem Begin var terrorist og eftersøgt for mordet på svenskeren Folke Bernadotte i 1948.
Ifølge lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet Liora Sion var Menachem Begin rigtignok en eftersøgt terrorist. Men det var på grund af sit hverv som leder af den højreorienterede undergrundsorganisation Irgun.
"Jeg tror, der er bred enighed om, at han var terrorist op gennem 1930'erne og 40'erne. Han var ansvarlig for mange forfærdelige ting, blandt andet bombningen af Kong David-hotellet i Jerusalem,” siger hun.
Men den tvivlsomme ære for mordet på Folke Bernadotte kan Menachem Begin ifølge Liora Sion ikke tilskrives. Den tilfalder i stedet den jødiske undergrundsorganisation Sterngruppen, som gennem terror bekæmpede det britiske styre og ønskede en jødisk stat inden for det bibelske Israels grænser.
“Det var Sterngruppen, der stod bag mordet. De var en udbrydergruppe af Irgun, men de var rivaliserende grupper, og Sterngruppen var meget mere ekstremistisk,” siger hun.
Desuden kender hun ikke til, at Menachem Begin skulle stå bag det kontroversielle citat.
En kontroversiel figur i dag
Hvis man gerne vil miskreditere Menachem Begin, er det ikke nødvendigt at tilskrive ham slette handlinger og ytringer, han ikke står bag, siger Liora Sion. Der er nemlig rigeligt af kontroversielle gerninger, han faktisk står bag.
“Han var involveret i en hængning af to britiske sergenter, og senere var han en del af beslutningen om Israels invasion af Libanon, der kostede mange mennesker livet,” siger hun.
Og netop beslutningen om at invadere Libanon fik konsekvenser for hans eftermæle, vurderer Peter Seeberg, der er lektor i historie ved Syddansk Universitet.
“I forbindelse med invasionen skete der nogle ting, som var stærkt kontroversielle. Det betød, at dele af den internationale offentlighed i dag associerer ham med noget negativt.”
Og selvom flere israelske premierministre har stået bag kontroversiel politik, er Menachem Begin en særlig omdiskuteret figur.
“Han hører hjemme i en kategori, som ganske mange vil forholde sig kritisk til. Især blandt den israelske venstrefløj, arabere og en stor del af det internationale samfund,” siger Peter Seeberg.
Modsiges af egen ekspert
Da TjekDet forelægger Fathi El-Abed vores research og forskernes pointer, understreger han i første omgang, at det skal foregå skriftligt gennem Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening.
Som dokumentation for, at Menachem Begin skulle stå bag det kontroversielle citat, henviser foreningen i en mail til hjemmesiden countercurrents.org. Her står, at ordene skulle være faldet i en tale i det israelske parlament i 1982, som den nu afdøde israelske journalist Amnon Kapeliouk angiveligt nedfældede i en artikel.
Men umiddelbart er citatet ikke til at finde i den pågældende artikel. Til det svarer Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, at artiklen, som de altså selv indirekte henviser til, er ulæselig og kan være fejlciteret. Men de gør samtidig opmærksom på, at de helt og holdent stoler på journalisten bag artiklens udlægning af sagen.
Artiklen fortsætter under billedet
Angående Menachem Begins påståede rolle i mordet på Folke Bernadotte sender Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening flere kilder som dokumentation for, at den tidligere premierminister stod bag mordet.
Først henviser foreningen til en artikel fra den mellemøstlige tv-station Al Jazeera om den svenske bog ‘Mordet på Folke Bernadotte’ af forfatteren Göran Burén. Men TjekDet kan ingen steder i bogen finde, at Menachem Begin tilskrives at stå bag mordet.
Tværtimod står der, at Sterngruppen umiddelbart efter mordet blev anset som de skyldige, og at flere af gruppens medlemmer senere blev fængslet for mordet. Der står også, at Menachem Begin tog afstand fra mordet umiddelbart efter.
Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening gør i deres mail opmærksom på et par passager i bogen, hvor det overordnet pointeres, at der er en vis mystik forbundet med mordet på Folke Bernadotte, og at andre end Stern kan stå bag - Menachem Begin eller Irgun nævnes dog ikke i bogen i den sammenhæng.
Da TjekDet gør Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening opmærksom på manglerne i deres kilder, peger de nu i stedet på en arabisk Wikipedia-side som dokumentation for Menachem Begins “direkte/indirekte rolle” i mordet på Folke Bernadotte. Og der står rigtignok på Wikipedia-siden, at både Irgun, Stern og en israelsk kommandør stod bag.
Passagen på Wikipedia-siden henviser til en Al Jazeera-artikel, der videre henviser til både den britiske og palæstinensiske encyklopædi. Men i ingen af encyklopædierne står der tilsyneladende, at Menachem Begin stod bag mordet.
I den britiske udgave står, at Folke Bernadotte blev dræbt af Sterngruppen. Og selv i den palæstinensiske encyklopædi, som TjekDet har gennemgået, står blandt andet på side 43 og 480, at Sterngruppen var ophavsmænd til mordet.
Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening skriver også, at de har henvendt sig til kendte israelske historiker Ilan Pappé. TjekDet har derfor også taget kontakt til Ilan Pappé, der i en mail skriver:
“Folke Bernadotte blev myrdet af Sterngruppen, som var en anden gruppe end Irgun (der blev ledet af Menachem Begin). Det var Itzhak Shamir, der som leder af Sterngruppen i Jerusalem godkendte mordet, og tre af gruppens medlemmer, der gennemførte det.”
Venskabsforeningen oplyser, at de har sat Ilan Pappé til at endevende de israelske statsarkiver for at finde Menachem Begins oprindelige tale eller omtalen heraf.
I skrivende stund er foreningen ikke vendt tilbage med svar på, om det har kastet noget af sig.