Nej, der er ikke dokumentation for cannabisolie og B17-vitamin som kur mod kræft
-
Ifølge et facebookopslag er der godt nyt til kræftpatienter
-
Cannabisolie og vitamin B17 kan nemlig ødelægge kræftceller, står der i opslaget
-
Alligevel er begge dele ifølge opslaget forbudt af den amerikanske fødevare- og lægemiddelmyndighed (FDA)
-
Men der er ingen dokumentation for, at nogen af delene virker mod kræft, siger forskere
-
Opslaget ser ud til at stamme fra USA og har floreret siden 2018
Cannabisolie og vitamin B17 er i stand til at ødelægge kræftceller.
Og begge dele har USA's lægemiddelstyrelse, FDA, angiveligt forbudt.
Sådan kan man i hvert fald læse i en række opslag på Facebook.
Men ifølge forskere, TjekDet har talt med, er der ingen evidens for, at hverken cannabisolie eller vitamin B17 er særligt virksomt mod kræft.
Virker ikke i virkelighedens verden
Det er ikke første gang, at cannabisolie - eller bare cannabis - bliver fremlagt som et helbredende middel mod kræft. Det fortæller Morten Høyer, der er professor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.
“Det er lidt af en gammel traver, at cannabis skulle være godt til behandling af kræft,” siger han og understreger, at der ikke er nogen dokumentation for, at cannabis kan ødelægge kræftceller.
Det samme fortæller Niels Kroman, der er klinisk professor ved Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet og cheflæge ved Kræftens Bekæmpelse.
“Det er der ikke noget videnskabeligt holdepunkt for,” siger han.
Ifølge Morten Høyer findes der laboratorieforsøg med celler, der har vist, at cannabis har været virksomt.
“Men det har vist sig ikke at virke i virkelighedens verden på mennesker,” siger han.
På Kræftens Bekæmpelses hjemmeside i en ‘spørgsmål og svar om cannabis’-sektion kan man også læse, at eksperimentelle celle- og dyreforsøg med cannabinoider i laboratoriet - indholdsstoffer i cannabisplanter - har vist både positive og negative effekter.
På hjemmesiden står der også, at der er flere forsøg med mennesker i gang i USA og Europa, som der endnu ikke er kommet resultater fra. Derfor er der altså for nuværende ingen dokumentation for, at cannabis kan helbrede kræft.
Både Morten Høyer og Kræftens Bekæmpelse oplyser dog, at cannabis kan have en kvalmelindrende og smertestillende effekt hos kræftpatienter i kemobehandling. Men kræftsygdommen i sig selv er der altså ikke påvist en virkning mod.
Bivirkninger vejer tungest
At vitamin B17- eller amygdalin, som det også kaldes - skulle kunne ødelægge kræftceller, er der heller ingen dokumentation for, fortæller Niels Kroman.
Faktisk findes der slet ikke et vitamin ved navn B17, og amygdalin er ikke et vitamin. Det er et stof, der findes i mange nødder, planter og frugtkerner, særligt i abrikoskerner, ferskenkerner og i bittermandel. Det skriver Kræftens Bekæmpelse på deres hjemmeside.
Kræftens Bekæmpelse fraråder da også, at kræftpatienter får indsprøjtninger eller tager kosttilskud med amygdalin, fordi der er risiko for cyanidforgiftning. Bivirkningerne ved amygdalin vejer altså tungere end eventuelle fordele, skriver de.
Startet i USA
I opslaget kan man som nævnt også læse, at FDA, USA’s lægemiddelstyrelse, har forbudt cannabisolie og vitamin B17.
Men FDA oplyser i et mailsvar til TjekDet, at de ikke har forbudt det.
I 2018 vedtog USA en ny landbrugslov, der betød, at cannabisplanter, som ikke overskrider et THC-niveau på 0,3 procent, ikke længere er kontrollerede stoffer i henhold til føderal lov. Det betyder, at det er lovligt at sælge og købe en række produkter - herunder olie - der indeholder det ikke-euforiserende stof CBD.
Vitamin B17 - eller amygdalin - forekommer naturligt i nogle fødevarer og er som nævnt heller ikke forbudt i USA, men det er den syntetiske form af stoffet, laetrile. FDA har forbudt at sælge stoffet som et lægemiddel siden 1980’erne.
Årsagen til forvirringen i opslaget kan skyldes, at opslaget formentlig er blevet oversat til dansk. Opslagets tekst har nemlig floreret i flere engelsksprogede versioner siden i hvert fald 2018, hvor den føderale lovgivning om cannabis altså blev lempet.
Lægemiddelstyrelsen oplyser til TjekDet, at cannabisolie er godkendt i Danmark til medicinsk brug, hvis man får en recept fra sin læge og får produkterne udleveret på et apotek.
Fødevarestyrelsen oplyser, at der ikke er defineret et vitamin med betegnelsen vitamin B17 i EU's regler om fødevarer tilsat vitaminer og mineraler eller andre næringsstoffer med ernæringsmæssig eller fysiologisk virkning eller i EU's regler om kosttilskud.
Derudover anbefaler Fødevarestyrelsen, at man indtager bittermandler og abrikoskerner i meget begrænsede mængder, fordi amygdalin findes naturligt i disse fødevarer og kan føre til forgiftning af mennesker.
Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her.