Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Opslag om menneskeskabt CO2 i atmosfæren bruger delvist korrekte tal til at drage helt forkerte konklusioner

Faktatjek 27. sep 2024  -  3 min læsetid
Tjekdet
I en lang række facebookopslag deles en graf med tal, der angiveligt skulle vise, at menneskets andel i klimakrisen er helt ubetydelig, fordi kun en lille del af CO2'en i atmosfæren er udledt af mennesker. Men det er helt forkert, siger eksperter. Foto: NOAA/Unsplash
  • Menneskeskabt CO2 udgør så forsvindende lille del af atmosfæren, at det absolut ingen indflydelse har på klimaforandringerne

  • Sådan lyder det i flere facebook-opslag, hvor CO2s andel af atmosfæren angives til kun 0,04 procent og menneskets bidrag til kun 0,0016 procent af den samlede CO2-koncentration

  • Tallene i opslagene er delvist rigtige. Men det er konklusionen ikke, siger forskere til TjekDet

Skrevet af: Vu Nguyen

Hvordan kan man nogensinde tro, at mennesket har nogen som helst indflydelse på klimaet i det store billede, når den menneskeskabte CO2 kun udgør en “forsvindende lille del” på  0,0016 procent af den samlede CO2-koncentration i atmosfæren på 0,04 procent?

Sådan lyder det i talrige facebookopslag, hvor påstanden bliver brugt til at underspille menneskets rolle i klimaforandringerne. Den menneskeskabte CO2 i atmosfæren har absolut ingen indflydelse, lyder konklusionen i opslagene.

Sammen med påstandene deles en graf, der angiveligt skulle illustrere sammensætningen af de gasser, som atmosfæren består af. Her bliver den menneskeskabte CO2-udledning - den lillebitte hvide prik i højre hjørne - sammenholdt med den totale CO2-koncentration - de grønne prikker - i Jordens atmosfære.

Null

Foto: Skærmbillede af facebookopslag


Men hverken grafen eller tallene er beviser for, at menneskers spredning af CO2 i atmosfæren er betydningsløs. For blot en lille ændring i mængden af COhar en betydning for den globale opvarmning, viser et tidligere faktatjek fra TjekDet, hvor nogle af de samme påstande indgår.

CO2-udledninger i det store billede

Peter Langen, der er professor ved Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet, oplyste sidste år til TjekDet, at det er korrekt, at 0,04 procent af luftmolekylerne i atmosfæren er CO2-molekyler. 

Men selvom procenttallet kan se ganske småt ud, kan betydningen ikke underkendes. 

“Før vi mennesker begyndte at ændre på tingene, var der mellem 0,02 og 0,03 procent CO2 i atmosfæren. Vi mennesker har fået koncentrationen til at stige til 0,04 procent. Og denne ændring har bidraget kraftigt til, at temperaturen på jorden er steget,” forklarede Peter Langen til TjekDet.

Han er før er stødt på tallet 0,04 procent, hvor det bliver brugt som argument for, at menneskets CO2-udslip ikke har nogen betydning i det store billede. 

Det samme er Sebastian Mernild, der er professor og leder af SDU Climate Cluster ved Syddansk Universitet.

Til TjekDet forklarede han, at man typisk bruger en anden måleenhed, nemlig parts per million (ppm), som refererer til koncentration af - i dette tilfælde - CO2-molekyler per en million molekyler i luften. Og den vil ifølge Sebastian Mernild typisk svinge naturligt mellem 180 ppm, når vi har istid, og 280 ppm, når vi har mellemistid, som vi har nu.

Tjekdet
Stigningen af CO2 i atmosfæren har fået temperaturerne til at stige. Og der er ingen som helst tvivl om, at menneskelig indblanding spiller en væsentlig rolle, siger forkere. Foto: NOAA/Unsplash


Men nu ligger vi på 420 ppm, hvilket er langt ud over det naturlige spænd. Jo højere ppm, jo varmere klima. Og det er helt utvetydigt, at vi mennesker har været med til at påvirke de stigende koncentrationer, der har påvirket klimasystemet mod varmere forhold både i atmosfæren over landoverfladen og i oceanerne,” fortalte Sebeastian Mernild til TjekDet.

Sebastian Mernild tilføjede også, at FN’s klimapanel, IPCC, har vurderet, at middeltemperaturen siden 1850 er steget med 1,09 grader, hvor 1,07 af graderne kan tilskrives menneskeskabte årsager.

Eigil Kaas, professor og leder af Nationalt Center for Klimaforskning hos DMI, giver mildest talt ikke meget for konklusionen i de mange facebookopslag eller påstanden om, at menneskeskabt CO2 udgør så lille en del af den samlede CO2-koncentration i atmosfæren, at det ikke betyder noget. 

Det afgørende er nemlig udviklingen af CO2 i atmosfæren, siger Eigil Kaas.

"Hvis vi kigger på kulstof i atmosfæren, er vi mennesker ansvarlige for hovedparten af hele den stigning, der har været. Der er ingen tvivl om, at ændringen i koncentration i atmosfæren fra midten af 1800-tallet og frem til nu nærmest er en til en menneskeskabt. Stigningen er steget ud over alle grænser, især de seneste 100 år. Det giver en ubalance i vores klimasystem, hvor vi er gået fra omkring 280 ppm til omkring 425 ppm," siger Eigil Kaas.

Null

Europas andel af verdens CO2-udledninger

I opslagene på Facebook kan man også læse, at Europa angiveligt bidrager med 16 procent af den samlede menneskeskabte CO2-udledning.

Det tal er for højt. 

Nærlæser man den seneste rapport fra EU-Kommissionens forskningstjeneste, Joint Research Center (JRC), var EU-medlemsstaternes andel af verdens CO2-udledninger på 6,4 procent i 2023, og altså ikke 16 procent, som opslagene påstår.

I denne sammenhæng er Tyskland den største CO2-udleder i EU, efterfulgt af Frankrig, Italien, Polen og Spanien.

Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Opdateret 27. sep 2024